Amaliegade 12 ligger på Amaliegade 12 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Amaliegade 12 blev opført i 1753-1755 af Niels Eigtved for tømmerhandler Lindenhoff. Bygningen blev opført som lejligheder for det bedre borgerskab. På opførelsestidspunktet var bygningen tre etager høj med frontispice over de tre midterste fag og stod i grundmur på nær gavlene, der var af bindingsværk. I perioden 1802-1845 omtales underfacaden med kvaderfugning i midtrisalitten, mens den pudsede og malede overfacade først omtales i 1866. I 1899, blev bygningen forhøjet med en etage og mansardtag.

Beskrivelse

Amaliegade 12 ligger i husrækken på østsiden af Amaliegade sammenbygget med Amaliegade 10, Assurandørernes Hus fra 1960, og Amaliegade 14, fra 1755 og ligeledes tegnet af Niels Eigtved. Amaliegade 12 er indrettet til kontorer. Amaliegade 12 er en fire etager høj, grundmuret bygning med kælder og midtrisalit i tre fag. Der er en rundbuet portåbning med sandstensindramning i de to sydlige fag, og portåbningen indrammes af en ørelisen. Facaden er glatpudset og hvidmalet. Der er bemalede sandstensindramninger omkring midtrisalittens vinduer fra første til tredje etage samt om alle vinduer og døren i kælderetagen. Facaden opdeles vandret af to kordongesimser mellem første og anden etage samt tredje og fjerde etage. Murværket afsluttes under tagudhænget af en bred hovedgesims med sparrenkopper og bygningen bærer et mansardtag hængt med sortglaserede vingetegl mod gaden, tagpap på sadeltaget og øverst røde vingetegl mod gården. I mansarden sidder GVO-vinduer: seks mod gaden og fire mod gården. Alle øvrige vinduer er ældre og hvidmalede korspostvinduer. Gårdsiden er glatpudset og hvidmalet, alle vinduer ældre hvidmalede korspostvinduer. På denne side er der i nyere tid tilføjet et elevatortårn i glas og hvidmalet metal. Portrummet har høje fyldingspaneler, gulvet er belagt med ølandsfliser mens loftet fremstår med synlige, knægtebårne bjælker, Portrymmet lukkes mod gården af en glasinddækket metalport. Forhuset føjes sammen med sidehuset over forhusets tre nordligste fag. Sidehuset er ikke omfattet af fredningen. I det indre er der adgang til alle etager ad hovedtrappen med værn af dekorativt udformet, sortmalet smedejern og mahognihåndliste. Trappen afsluttes nederst af en mægler af mahogni. Grundplanen på alle etager er præget af en forstue og et stort værelse mod gården. Der er store, repræsentative stuer mod gaden samt en stor oval stue i smigfaget, der leder ind til sidehuset. I det indre er interiørerne gennemgående præget af ældre overflader: parketgulve, brystnings-, hel- og lysningspaneler, vægpilastre, stuk og fyldingsdøre. Kælderen under forhuset anvendes til kontorfaciliteter og fremstår med nyere naturstensgulve og genrelet nyere overflader og installationer. Loftet er indrettet til opbevaring og her er dele af tømmeret i den ældre tagkonstruktion synligt.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi i Amaliegade 12 knytter sig til bygningens eksteriør, der indpasser sig i gadens ældre husrække, som præges af facader fra rokoko til historicisme. Ligeledes er der flere ligheder med den næsten samtidig opførte nabobygning, Amaliegade 14: eksempelvis flugtende kordongesimser, sammenfaldende etageinddeling, midtrisalit, beslægtede indramninger af portåbningerne samt sandstensindramninger af vinduerne. Amaliegade 12 bidrager således til at fastholde det bevarede kulturmiljø i både gaden og i hele bydelen Frederiksstaden.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi i Amaliegade 12 knytter sig i det ydre til facadens tredelte inddeling med portåbning i de to yderfag, der afspejler de overordnede retningslinjer, som Niels Eigtved udstak for facadeudformningen i Frederiksstaden: en tredelt facade med let fremhævet midtrisalit, portåbning i yderfagene samt kordongesims. Den senere tilføjede etage vidner om udviklingen i 1800-tallet, hvor der blev behov for et øget antal lejligheder i bygningen. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens bevarede, traditionelle plan med store repræsentative stuer mod gaden. Hertil kommer hierarkiet mellem bygningens etager med første sals, beletagens, lejlighed som den fornemmeste. Det ses blandt andet ved, at lejligheden har større vinduer og større loftshøjde i interiørerne. Stilmæssigt spænder bygningens indre fra rokoko over klassicisme til historiscisme, hvilket vidner om bygningens lange historie med et stort antal ejere, der har sat sit præg på bygningen gennem tiden.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til forhusets symmetriske og sluttede form, hvis harmoniske udtryk forstærkes af facadens regelmæssige faginddeling samt den lette reliefvirkning, der gives af midtrisalitten. Den fornemme facade afsluttes og samles af den brede hovedgesims under tagudhænget. Også det højloftede portrum bidrager med sin belægning af ølandssten, høje paneler med fyldinger samt knægtbårne loftbjælker til bygningens herskabelige udtryk. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig særligt til forhusets repræsentative stuer, hvor paletten af stiludtryk spænder fra graciøs rokokostukkatur over traditionsmættede klassicistiske motiver i pilastre og fordakninger over tofløjede fyldingsdøre til høje, kraftigt profilerede, brystningspaneler i historicistisk stil. Hertil kommer den imponerende hovedtrappe, hvis brede løb, metalværn samt håndliste og mægler af mahogni er med til at understrege bygningens herskabelige udtryk.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links