Amalienborg Slotsplads, der er den centrale plads i Frederiksstaden, blev opført fra 1749 efter Niels Eigtveds plan. De fire palæer var oprindelig bygget til adelige, men efter branden på Christiansborg Slot i 1794 flyttede kongefamilien ind. I centrum af pladsen står Jacques-François-Joseph Salys rytterstatue af Frederik 5., en af Europas fineste rytterstatuer. I statuens akse ligger Frederiks Kirke, kaldet Marmorkirken, der blev grundlagt i 1749 og stod færdig i 1894. Anlægget Amaliehaven blev indviet i 1983, og bag denne suppleredes aksen med Operaen fra 2005.
.

Indre Bys erhvervsliv er i høj grad præget af turismen, og blandt de helt store attraktioner er, sammen med Den Lille Havfrue ved Langelinie og Tivoli, Amalienborg Slotsplads og Den Kongelige Livgardes traditionsrige vagtskifte. I midten af pladsen troner Frederik 5.s rytterstatue fra 1771, udført af Jacques-François-Joseph Saly.

.

Det danske residensslot Amalienborg er internationalt berømt. Slotspladsen er skabt af arkitekten Niels Eigtved som hjertet i Københavns nye bydel, Frederiksstaden. Rokokoanlægget står som Danmarks fineste rokokokompleks, med den franskfødte billedhugger Jacques-François-Joseph Salys monumentale rytterstatue af Frederik 5. i midten omgivet af fire ens, udsøgt modulerede palæer.

Med grundlæggelsen af Frederiksstaden i anledning af den oldenborgske kongelinjes 300-års regeringsjubilæum i 1749 blev sporene endeligt udvisket efter en storbrand, der i 1689 udslettede den tidligere bebyggelse på stedet, et lystslot opført af Frederik 3.s dronning Sophie Amalie. Branden dræbte næsten alle tilskuerne til en operaforestilling på slottet, heraf mange børn og unge af byens bedre borgerskab.

Eigtved byggede bydelen op over to hovedakser, en lang og regelmæssig med borgerhuse, og en kort, der gik fra havnen over pladsen med de fire palæer og forbi to palæer på hjørnerne af den næste gade frem til bydelens kirke, Frederiks Kirke, kaldet Marmorkirken. Det hele skulle afstemmes med et facadeskema, der sikrede variation, så borgerhusene blev enkle, palæerne, der var tiltænkt adelen, finere og med højere placerede gesimser, og kirken, Guds hus, fornemst.

Pladsens fire palæer kom til at tilhøre overhofmarskal Adam Gottlob Moltke, generalløjtnant Christian von Levetzau samt baronerne Joachim Brockdorff og Severin Løvenskiold, idet sidstnævnte dog i 1754 overdrog sit palæ til grevinde Anna Sophie Schack imod at få hendes bolig ved Holmens Kanal.

Moltkes Palæ blev først færdigt og fornemst udstyret. Særligt tre rum skiller sig ud: vestibulen, som fik marmorsøjler og -gulv (hvori der i 1996 blev indlagt en monogramudsmykning af Bjørn Nørgaard), riddersalen, som blev indrettet af Eigtved 1752‑53 og tilføjet et nyklassicistisk lag af den franskfødte Nicolas-Henri Jardin 1756‑57, og spisesalen. Sidstnævnte blev indrettet af Jardin i 1757 og er et af Europas tidligste og bedste nyklassicistiske interiører.

Brockdorffs Palæ blev i 1765 overtaget af kongehuset og indrettet til akademi for landkadetterne. Små 30 år senere blev de øvrige tre palæer også kongelige. Residensslottet Christiansborgs brand i 1794 gjorde kongefamilien hjemløs, og Christian 7. blev indlogeret i Moltkes Palæ, herefter kaldet Christian 7.’s Palæ. Den egentlige regent, kronprins Frederik (6.), flyttede ind i det tilstødende Schacks Palæ, som han straks fik forbundet med faderens bolig med en kolonnade, tegnet af C.F. Harsdorff. Efter Christian 7.s død i 1808 er hans palæ blevet brugt til repræsentation. Schacks Palæ, som i 1860’erne blev indrettet til »Europas Svigerfar«, Christian 9., og som bærer hans navn, bebos nu af Margrethe 2.

Levetzaus Palæ blev i 1794 købt af arveprins Frederik, som lod det sætte i stand ved Nicolai Abildgaard. Hans søn, Christian 8., overtog det og gav det sit navn, og det rummer nu bl.a. Dronningens Håndbibliotek og Amalienborgmuseet.

Brockdorffs Palæ blev fra 1827 gennemgribende ombygget af Jørgen Koch til brug for den senere Frederik 8. og fik sidenhen dennes navn. Fra 2010 har palæet tjent som bolig for kronprins Frederik og kronprinsesse Mary efter en ombygning, der inkluderede udsmykninger af ti samtidskunstnere: Olafur Elíasson, John Kørner, Eske Kath, Kathrine Ærtebjerg, Signe Guttormsen, Morten Schelde, Jesper Christiansen, Kaspar Bonnén, Tal R og Erik A. Frandsen.

Selv om Amalienborg ikke blev bygget som kongebolig, har det siden 1794 vist sig så ideelt til at huse en kongefamilie med forskellige generationer, at det aldrig for alvor har været på tale at flytte tilbage til det flere gange fornyede Christiansborg Slot.

Kongernes Samling (tidligere De Danske Kongers Kronologiske Samling), der blev stiftet i 1833, har til formål at udstille den store samling af historiske genstande om og fra den danske kongefamilie på Amalienborgmuseet og Rosenborg Slot. Amalienborgmuseet rykkede ind i stueetagen på Christian 8.’s Palæ i 1994 efter en restaurering af palæet. Museet formidler igennem en række historiske interiørudstillinger den glücksborgske slægts historie fra 1863 og frem.

På Amalienborg Slotsplads kan man opleve Den Kongelige Livgardes æresbevisning før og efter Margrethe 2.s nytårstale samt fejringer af fødselsdage i kongehuset. I 1907 indførtes den daglige vagtparade med musik. Når Margrethe 2. har residens på Amalienborg, afgår vagtparaden dagligt fra Livgardens Kaserne i Gothersgade kl. 11.27 og ankommer til Amalienborg Slotsplads kl. 12.

Videre læsning

Læs mere om Slotte i Københavns Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Slotshaver

Se alle artikler om Slotte