Amtsforstandergården ligger på Kvistrupvej 036 i Haderslev Kommune. Bygningen er fredet.

Beskrivelse

"Amtsforstandergården" ligger østligst i vejbyen Kvistrup. Gården består af et fritliggende stuehus, som sammen med to avlslænger og en møddingmur afgrænser en brolagt gårdsplads med to store lindetræer. Vestre avlslænge er fritliggende, mens østre avlslænge (med tre tilbyggede fag) sammen med en trælade og en nyere tværbygning danner et hesteskoformet anlæg som afgrænser en møddinggård. Ud for stuehusets østgavl er i nogen afstand opført et udhus. Stuehuset er grundmuret med hvidkalkede facader og grå sokkel og har halvvalmet tag med stråtækning. Avlslængerne er hovedsageligt opført i gul blankmur med stråtækning, bølgeblik- eller bølgeeternittag. Udhuset er opført i gul blankmur med rødt tegltag. Stuehuset på 16 fag har hovedgesims og konsolbårne sålbænke. Hovedgesimsen er i gavlene videreført som kordongesims og der er gesims under halvvalmen. Facaden mod gårdspladsen er symmetrisk opbygget og henholdsvis en treløbs- og en toløbstrappe af granit fører op til de to sidestillede, oprindelige, tofløjede fyldingsdøre med støbejernsrammet overlys. Sålbænkene, vindueskarme og døre er grønne, mens vinduesrammer, døroverlysets støbejern og dørfyldingernes frise er hvide. I østgavlen fører en granittrappe til bryggersindgangen. Derudover er der i gavlen to vinduer med konsolbårne sålbænke i tagetagen og et kælder-vindue. Mod haven har facaden kvaderformede hjørnelisener og fem blændede vinduesfag med trompe l'oeil-vinduer. De fire østligste fag har kældervinduer. Dørfaget har udvendigt en vinterdør uden fyldinger og indvendigt en dør med glasfyldinger. I vestgavlen fører en granittrappe til en tofløjet udvendig revledør og bag ved denne en tofløjet fyldingsdør. I stueetagen er der et firefags dannebrogsvindue og i tagetagen to vinduer med konsolbårne sålbænke. I smedejern er anbragt initialerne "JJB" og "CB" samt årstallet "1844". Alle vinduer er oprindelige, bortset fra stuevinduet i vestgavlen som er fra omkring 1900. Stråtaget er fra 1901 (ifølge ejer) og har i kip tre nyere skorstene i rød blankmur. Indvendigt er der kun foretaget få ændringer, og den oprindelige rumstruktur er stadig tydelig. Samtidig er væsentlige detaljer og bygningsdele bevaret.

Stuerne og entréen i den vestlige halvdel har gamle pudsede lofter, som nogle steder er sænket til under bjælkelaget. I husets største stue ("salen") er loftet forsynet med loftstuk, mens havestuens loft og vægge er rigt og karaktérfuldt bemalet. "Salen" er, efter firefagsvinduet i gavlen at dømme, indrettet omkring 1900. De gamle klinke- og brædde-/plankegulve er bevaret og dækket af tæpper. På væggene er de fleste steder opsat tapet. I den fine entré ses omkring dørene ældre bemalinger, som dog delvis er dækket af en finérbeklædning. De oprindelige fem-fyldingsdøre med kannelerede gerichter, som i de finere rum yderligere er dekoreret, er bevaret overalt. I den østlige del ses til kælder en genanvendt 1700-tals-dør med én fylding. Derudover er der en tre-fyldings- og en fem-fyldings-dør fra omkring slutningen af 1800-tallet til kamrene. I storstuen og salen er bevaret to høje kakkelovne og i havestuen og soveværelset er bevaret to støbejernsovne. I køkkenet er bevaret et gammelt komfur. I den østlige ende af huset er den tidligere folkestue i nyere tid opdelt i et badeværelse og et spisekammer og overflader på loft, gulv og væg er delvis fornyet, og i soveværelset er omkring 1950 indrettet et rum med toilet/bad. Flere steder er opsat brædde- og gipspladelofter. Vægbeklædningen i bryggers, køkken, spisekammer, entréerne og badeværelser er opsat i nyere tid og består af finér eller fliser i hel eller halv højde.

Loftsetagen er ikke udnyttet, bortset fra to ældre kamre mod østgavlen. Der er en havevendt kælder til forråd under husets halve dybde i de fire østligste fag. "Amtsforstandergården" har ifølge ejeren tidligere været domænegård. Gården er nævnt i bogen "Landet med de store gårde".

Det fremgår, at stuehuset, østre og vestre avlslænge og udhuset har høj bevaringsværdi, mens træladen og tværbygningen på østre længe har middel bevaringsværdi. "Amtsforstandergården" betegnes i som det smukkeste og mest helstøbte gårdanlæg på Næsset og stuehuset anføres som fint eksempel på et af de tidlige bygninger blandt de store gårde på egnen, som opføres i tiden omkring 1830 til 1870.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links