Annebergparken, Moseby

For anlægget Annebergparken knytter der sig kulturhistorisk værdi til såvel det samlede anlæg som til de enkelte bygninger. Generelle kulturhistoriske værdier gældende for alle bygninger De fredede bygninger indgår i et større anlæg, der er tegnet af arkitekten Kristoffer Nyrop Varming og opført i 1913-15. Anlægget blev opført som en selvstændig by lidt uden for Nykøbing Sjælland og har kulturhistorisk værdi som det tidligere Sindssygehospital i Nykøbing Sjælland, SNS som anført på en tavle på administrationsbygningens østfacade. Hospitalet er opført efter datidens forholdsvis nye tanker om at give patienterne mulighed for lys, frisk luft og grønne omgivelser som en del af deres behandling og er disponeret med fritliggende bygninger i et åbent og grønt område inspireret af de engelske Garden Cities og af studier af hospitaler i bl.a. Sverige, Tyskland og Skotland. Rødstensbygningerne omkring Grønnegården har kulturhistorisk værdi som Annebergparkens centralt beliggende, administrative hovedanlæg med en række bygninger med forskellige funktioner fælles for hospitalet. Bygningernes forskellige volumen og udtryk afspejler de enkelte funktioner samtidig med, at anlægget i kraft af de røde teglsten og disponeringen omkring Grønnegården opfattes som en ensartet bebyggelse. Hovedanlæggets betydning understreges af alléen, der fra Egebjergvej fører direkte til administrationsbygningen, og af de øvrige bygninger spredt i det parklignende område heromkring, hvor bygningerne, der primært var for patienter, adskiller sig i udtryk og hierarki med pudsede og gulmalede facader. Der knytter sig endvidere kulturhistorisk værdi til såvel det samlede anlæg som den enkelte bygning med det stilhistoriske udtryk fra Bedre Byggeskik med enkle, rolige og taktfaste facader, blankt rødt murværk, røde tegltage med rygningssten med knopper, kviste med buede zinktage, murværksdetaljer, småsprossede og hvidmalede trævinduer, fyldingsdøre i forskellige udførelser og farver efter et system med røde døre i bygningerne i anlæggets langsider (grønne mod havesiderne), blå døre i hovedbygningen (administrationsbygningen nr. 35) og grønne døre i sprøjtehuset (nr. 28D) og i det hele taget godt, traditionelt håndværk og gedigne, traditionelle materialer. Arkitekten Kristoffer Nyrop Varming var en ledende skikkelse i etableringen af Bedre Byggeskik bevægelsen i 1915, og Annebergparken er dermed et tidligt eksempel på Bedre Byggeskik, der i en række detaljer også indeholder træk fra nybarok, klassicisme og nationalromantik. Varming modtog Eckersberg Medaljen for sit arbejde med sindssygehospitalet i 1914. I bygningernes indre knytter der sig kulturhistorisk værdi til de mange oprindelige bygningsdele og detaljer som trappeopgangene med de oprindelige trapper, balustre og mæglere/vangesnirkler, rummenes stukudsmykninger samt oprindelige vinduer (mange med ruder af trukket glas) og døre med beslåning og gerichter. Hertil kommer de mange uudnyttede tagetager med synlige tagkonstruktioner.

Kulturhistoriske værdier, der herudover knytter sig til de enkelte bygninger Annebergparken 26A og 26B: I det ydre knytter de kulturhistoriske værdier for de oprindelige lægeboliger sig til den enetages længebygnings aflæselige størrelse og udtryk som bolig med tre hoveddøre, der afspejler de oprindelige tre lægeboliger. I det indre knytter de kulturhistoriske værdier sig til den stort set bevarede rumstruktur med boligernes rum fordelt omkring trappeopgangene og med et større rum i tagetagen, der afspejler den oprindelige funktion som bibliotek.

Annebergparken 28A: Det oprindelige køkken udgør den sydlige del af et bygningskompleks, der udover køkkenet har rummet vaskeri, kedelbygning og badebygning. De kulturhistoriske værdier knytter sig i det ydre til køkkenbygningens udtryk af funktionsbygning i kraft af det store volumen, havefacadens dobbelthøje vinduespartier, ventilationstagrytteren og de interne gårdrum med hjørnebygninger, der har tjent både som indgange og til udlevering af mad. I det indre knytter de kulturhistoriske værdier sig til de bevarede dele af den oprindelige rumstruktur i såvel planløsning som rumvolumen, hvor især det dobbelthøje køkkenrum har fortælleværdi som bygningens centrale rum, herunder det højtsiddende vindue mellem køkkenet og den oprindelige lejlighed til økonomaen. Hertil kommer placeringen af den oprindelige elevator, der i stueetagen er beklædt med ældre fliser, og på 1. sal og i den udnyttede tagetage de karakteristiske korridorer med værelser på hver side, herunder hjørneværelser med adgang til terrasser oven på hjørnebygningerne i gårdene. På 1. sal i skillelinjen mellem nr. 28A og 28B er toiletrum med ældre træskillevægge og et gammelt, måske oprindeligt, urinal bevaret som en detalje med fortælleværdi.

Annebergparken 28B: Det oprindelige vaskeri udgør den midterste del af et bygningskompleks, der udover vaskeriet har rummet køkken, kedelbygning og badebygning. De kulturhistoriske værdier knytter sig i det ydre til vaskeribygningens udtryk af funktionsbygning i kraft af det store volumen, havefacadens dobbelthøje vinduespartier, ventilationstagrytteren og de interne gårdrum med hjørnebygninger, der har tjent både som indgange og til udlevering af rent tøj. I det indre knytter de kulturhistoriske værdier sig til de bevarede dele af den oprindelige rumstruktur i såvel planløsning som rumvolumen, hvor især det dobbelthøje vaskerum har fortælleværdi som bygningens centrale rum dette er dog i dag delvist opdelt via en indskudt etage. Hertil kommer placeringen af elevatoren og på 1. sal og i den delvist udnyttede tagetage de karakteristiske korridorer med værelser på hver side, herunder hjørneværelser med adgang til terrasser oven på hjørnebygningerne i gården.

Annebergparken 28C: Den oprindelige kedelbygning med værkstedsfløj og badebygning udgør den nordligste del af et bygningskompleks, der herudover har rummet køkken og vaskeri. De kulturhistoriske værdier knytter sig i det ydre til kedelbygningens udtryk af funktionsbygning i kraft af det store volumen og de store, ubrudte tagflader omkring kedelrummet samt det interne gårdrum. Til badebygningen knytter sig kulturhistorisk værdi i de højt placerede vinduer, der sikrer mod indkig. I det indre knytter de kulturhistoriske værdier sig til de bevarede dele af den oprindelige rumstruktur i såvel planløsning som rumvolumen. I kedelhus og kulrum gælder det de meget høje rum, der er nødvendige for at rumme de tekniske anlæg, de mindre kontor- og værkstedsrum mod Grønnegården samt det store uudnyttede loftsrum med reoler til opbevaring. I badebygningen gælder det det høje, hvælvede patientbaderum med tidstypisk flisebeklædning, terrazzogulv, søjler, enkelte lette træskillevægge og delvist bevarede badekabiner, der tydeligt afspejler den oprindelige funktion, og herudover det mindre funktionærbaderum med flisebeklædning og baderummet med spidsbuet hvælv, der jf. de oprindelige tegninger betegnes det russiske bad, samt indgangspartiet mod Grønnegården og det uudnyttede loft, hvor oversiden af hvælvet er synligt.

Annebergparken 28D: De kulturhistoriske værdier for det oprindelige sprøjtehus knytter sig i det ydre til bygningens funktionsmæssige udtryk med få og små vinduer i forhold til murfladen og med et fremskudt midterparti med en markant gavlkvist over en stor tofløjet port, der har givet adgang til sprøjterummet. I det indre knytter de kulturhistoriske værdier sig til den enkle planløsning med det centrale rum til brandsprøjter og mindre funktionsrum på hver side, jf. tegninger af cykel- og brændeskur, men senere også beredskabsrum til opbevaring af hjelme og andet udstyr til hospitalets beredskabsstyrke.

Annebergparken 48: De kulturhistoriske værdier for den oprindelige plejerskebygning knytter sig i det ydre til det høje, fremskudte midterparti med frontispice og høje vinduer, der vidner om et stort centralrum indenfor: plejerskernes forsamlingssal. I det indre knytter de kulturhistoriske værdier sig til den bevarede rumstruktur domineret af forsamlingssalen, der med sit volumen og udstyr vidner om en central betydning; salen går gennem hele bygningen og er med høje vinduespartier gennemlyst, der er højt til loftet, stor hulkehlgesims og snedkerdetaljer med barokinspiration i forkrøppede gerichter og fyldingsdøre med spejle med afrundede hjørner. På hver side af salen ligger i stueetagen en række rum for personalet, mens der i den udnyttede tagetage langs en korridor har været boliger til plejepersonalet mod havesiden og skunkrum mod Grønnegården. I tagetagen har der endvidere været medicinrum, hvoraf fast skabsinventar i medicinrummet og en dør med luge til udlevering af medicin er bevaret og har fortælleværdi.

Annebergparken 50: De kulturhistoriske værdier for den oprindelige forsamlingsbygning knytter sig i det ydre til det høje, fremskudte gavlparti med høje vinduer, der vidner om et stort centralrum indenfor: forsamlingssalen, der har været anvendt til teater, kulturelle aktiviteter og gymnastiksal. I det indre knytter de kulturhistoriske værdier sig til den bevarede rumstruktur med forsamlingssalen med hævet scene og bagvedliggende scenerum og forbindelsestrapper samt mod Grønnegården en næppe oprindelig søjlebåret gallerigang med et lille rum til filmfremvisning. Hertil kommer de to indgangspartier fra Grønnegården, der har været forbeholdt hhv. mænd og kvinder med dertil knyttede toiletter, og til planløsningen i den resterende del af bygningen med siderum knyttet til salen samt tidligere spisestue og dagligstue for plejersker, herunder reminiscenser af en tidligere kamin i dagligstuen; herudover beboelsesværelser på begge sider af en midterkorridor i den udnyttede tagetage i den nordlige del af bygningen.

Annebergparken 52: De kulturhistoriske værdier for den oprindelige værkstedsbygning knytter sig i det ydre til den enetages længebygning, der med sin enkle fremtræden, store vinduer, porte samt revleluge til loftet vidner om en praktisk funktion: forskellige værkstedstyper, hvor såvel tilknyttede håndværkere som patienter kunne arbejde. I det indre knytter de kulturhistoriske værdier sig til den bevarede rumstruktur med åbent værkstedsrum mod syd og mindre rum i den nordlige del forbundet flere steder med fladbuede åbninger samt to små (toilet)rum, der flankerer hovedporten.

Annebergparken 35: De kulturhistoriske værdier for den oprindelige administrationsbygning knytter sig i det ydre til bygningens størrelse, hovedform og detaljering, der tydeligt definerer den som anlæggets hovedbygning, der med tre fløje omkring en gårdsplads og centralt indgangsparti minder om hovedbygningen på en herregård. Betydningen understreges af østfløjens portgennemgang, der ligger i aksen fra alléen fra Egebjergvej og over porten har en tavle med inskriptionen SNS. Der er kulturhistoriske værdier i brugen af forskellige vinduesformer, hvor de fladbuede vinduer signalerer de vigtigste rum indenfor (kirke og kontorer), lige som vestfløjen med sit klokketårn afspejler funktionen som kirke. Dertil kommer bygningens mange detaljer, hvor Bedre Byggeskik blandes med nationalromantik og især nybarok, der giver bygningen ekstra pondus, og som vidner om de forskellige arkitekturinspirationer, der eksisterede side om side på opførelsestidspunktet. I det indre knytter de kulturhistoriske værdier sig til bygningens forskellige funktioner, der afspejler sig i planløsning og rumvolumen, hvor især kirken i vestfløjen er velbevaret, mens rumstrukturerne i resten af bygningen er delvist aflæselige med boliger til højerestående funktionærer i hhv. de østlige og vestlige hjørnepartier, kontorlokaler i midterfløjen og på de øvre etager korridorer med beboelsesværelser til sygeplejersker. Der knytter sig særlige kulturhistoriske værdier til kirkerummet med alt inventar, herunder orgelet og klokketårnets tømmerkonstruktion, og endvidere til midterfløjens urværk og i stueetagen til to brandsikre bokse med dobbeltdøre og et enkelt toilet med cisterne (måske fra 1914) og træskillevæg. I stueetagen i den tidligere forvalterlejlighed findes døre med bemaling med blomster-, frugt- og grøntmotiver, der ikke vurderes til at have stor kunstnerisk værdi og ikke nødvendigvis er oprindelige, men har fortælleværdi.

Annebergparken 1: De kulturhistoriske værdier for den oprindelige vægterbolig knytter sig i det ydre til den oprindelige funktion tydeliggjort ved bygningens placering som en del af portarrangementet ved indkørslen til Annebergparken. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til hierarkiet i den delvist bevarede rumstruktur med hovedrum i stueetagen og mindre og mere prunkløse rum i tagetagen.

Annebergparken 2: De kulturhistoriske værdier for den oprindelige portnerbolig knytter sig i det ydre til den oprindelige funktion tydeliggjort ved bygningens placering som en del af portarrangementet ved indkørslen til anlægget. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til hierarkiet i resterne af den oprindelige rumstruktur i stueetagen, hvor hovedrummene har været, og til tagetagens mindre og mere prunkløse rum. Øvrige omgivelser og elementer: Der knytter sig endvidere kulturhistoriske værdier til dele af omgivelserne. Ankomstpartiet ved Egebjergvej har udover vægter- og portnerboligen kulturhistorisk værdi i kraft af de kvadermurede portpiller med lygtestandere og stabler efter låger og de præcist klippede hække, idet de repræsenterer en markant ankomst til området og dermed afspejler dets særlige beliggenhed og betydning. Herfra fører en allé af kandelaberlinde mod vest op ad det skrånende terræn til administrationsbygningen og understreger anlæggets betydning med en vis monumentalitet og analogi til et herregårdsanlæg. Grønnegården har kulturhistorisk værdi som den centrale grønning i bebyggelsen, der bl.a. er inspireret af de engelske Garden Cities og traditionelle landsbyers fælles forte eller grønning, hvor det store rum danner centrum for og giver mulige forbindelser imellem den omkransende rødstensbebyggelses forskellige funktioner. Den oprindelige haveplan er tegnet af havearkitekt J.P. Andersen og har været stramt disponeret i et symmetrisk anlæg med bassin, hække, bede, stier og sigtelinjer. Haveanlægget i dag er mere åbent og enkelt, men har stadig kulturhistorisk værdi som det store, åbne rum, der giver mulighed for sigtelinjer mellem de omkransende bygninger både på langs og tværs. I grønningens nordlige del står seks gamle, store platantræer, der ikke er fra den oprindelige haveplan, men er en markant del af anlægget i kraft af deres format og mangeårige tilstedeværelse. Grønnegården har desuden forskellige elementer fra senere tider, f.eks. mellem tre (oprindeligt fire) pyramideege en mindesten fra hospitalets åbning, og i spejlbassinet, der oprindeligt blev anlagt som branddam under anden verdenskrig, en skulptur af en siddende pige.

For Annebergparken knytter der sig arkitektonisk værdi både til det samlede anlæg og til de enkelte bygninger. Generelle arkitektoniske værdier gældende for anlæg og bygninger De arkitektoniske værdier for anlægget omkring Grønnegården knytter sig til de velproportionerede bygninger med taktfaste facader i blank mur af røde teglsten og tagbelægning af røde vingetagsten; en kompositorisk og materialemæssig arkitektonisk bearbejdning, der trods individuelle forskelle i bygnings- og tagformer og detaljering giver et stærkt helhedspræg og en udstråling af soliditet i kraft af de gedigne materialer som tegl og granit og den gode håndværksmæssige udførelse, der er typisk for opførelsestidspunktet og den dengang nye bevægelse Bedre Byggeskik. Der knytter sig endvidere arkitektonisk værdi til disponeringen af anlægget omkring Grønnegården, hvor administrationsbygningen er den tydelige hovedbygning i kraft af volumen, tre fløje omkring en muromkranset gårdsplads og nybarokke detaljer, der er med til at understrege et udtryk som herregård. På hver side af administrationsbygningen danner to udhuse, der oprindeligt har været cykelskur og senere hhv. offentlige toiletter og depotrum, en form for ankomst til Grønnegården og det samlede rødstensanlæg og forbinder med deres lille skala den åbne karakter uden for grønnegårdsbebyggelsen med den tættere bebyggelse indenfor. Dernæst følger en komposition, hvor to lave, enetages længer, lægeboligerne og værkstedsbygningen, understreger administrationsbygningens betydning, hvorpå der på hver langside af Grønnegården følger de ikke symmetrisk, men harmonisk og afbalanceret anlagte bygninger med større volumen og markante motiver i gavle eller gavlkviste, inden der mod nord igen afsluttes med to lave længer, hhv. plejerskeboligerne og badebygningen, inden sprøjtehuset for enden af Grønnegården danner anlæggets afslutning mod nord og modsvarer administrationsbygningen med en centreret frontkvist en stram og styret, men også varieret og levende rumlig struktur. Der er ligeledes arkitektonisk værdi i hele Annebergparken med det synlige hierarki mellem rødstensbygningerne i hovedanlægget og de omgivende bygninger, der er pudsede og gulmalede, herunder portner- og vægterboligen ved indkørslen. Hertil kommer den rumlige forskel på de sammenbyggede eller tæt beliggende bygninger i hovedanlægget og de fritliggende bygninger i resten af Annebergparken, der endvidere udgør en selvstændig arkitektonisk helhed uden for og uafhængigt af Nykøbing Sjælland. Der knytter sig for alle de omfattede bygninger arkitektonisk værdi til de oprindelige døre, hvoraf mange har overvinduer, med beslåning og de oprindelige vinduer, hvoraf mange har trukne ruder, til granitsokler, granittrin og -trapper og oprindelige værn af jern, til tegltagene med rygninger og grater lagt i mørtel og rygningssten med knop, skorstene, de mange ubrudte tagflader og de traditionelt udformede kviste med buet zinktag. For bygningernes indre knytter der sig generelt arkitektonisk værdi til de bevarede rumstrukturer og rumforløb og til de enkelte rum med stukkatur, oprindelige fyldingsdøre med beslåning og gerichter, fodpaneler, trapper med balustre og mæglere og oprindelige gulvbelægninger af træ, terrazzo og fliser.

Arkitektoniske værdier, der herudover knytter sig til de enkelte bygninger: Annebergparken 26A og 26B: I det ydre knytter de arkitektoniske værdier for de oprindelige lægeboliger sig til bygningens komposition med en enetages længebygning med heltag sammenstillet med en tværbygning med mansardtag, der har en karnap og et markant gavlmotiv mod Grønnegården, og til indgangspartiernes markering med overvinduer og i længen desuden frontkviste. Til de udvendige værdier hører også udhuset med valmtag. Udhuset er bygget sammen med boliglængen via en mur, der danner ryg for en veranda båret af profilerede søjler. I det indre knytter de arkitektoniske værdier sig til den stort set bevarede rumstruktur med boligernes enkelte rum fordelt omkring trappeopgangene, og til tagetagens større rum, der bl.a. har været bibliotek. I bygningen findes flere bueåbninger, der er et motiv, der går igen flere steder i anlægget.

Annebergparken 28A: I det ydre knytter de arkitektoniske værdier for den oprindelige køkkenbygning sig til bygningens hovedform med to etager og tagetage med både valmtag og mansardtag og kviste og til kompositionen som en del af det samlede kompleks med vaskeriet i en trefløjet bygning med fløje omkring indre gårdrum med karakteristiske hjørnebygninger med tagterrasser ovenpå. Mod Grønnegården er den gavlvendte fløj med indgangsdør og vinduer placeret i midten et markant motiv, og på havesiden er der arkitektonisk værdi i det fremspringende gavlmotiv med tre dobbelthøje vinduespartier. I det indre knytter de arkitektoniske værdier sig til stueetagens forskellige rumvolumener, der giver varierede rumforløb, til de velbelyste rum og især til det dobbelthøje køkkenrum med de høje vinduesåbninger mod øst, i dag dog med nyere vinduer og delvist blændede.

Annebergparken 28B: I det ydre knytter de arkitektoniske værdier for den oprindelige vaskeribygning sig til bygningens hovedform med to etager og tagetage med valmtag og kviste og til kompositionen som en del af det samlede kompleks med køkken og kedelbygning i en flerfløjet bygning med fløje omkring indre gårdrum med karakteristiske hjørnebygninger med tagterrasser ovenpå. Mod Grønnegården er den gavlvendte fløj med indgangsdør og vinduer placeret i midten et markant motiv, og på havesiden er der arkitektonisk værdi i det fremspringende gavlmotiv med tre dobbelthøje vinduespartier. I det indre knytter de arkitektoniske værdier sig til stueetagens forskellige rumvolumener, der giver varierede rumforløb, til de velbelyste rum og især til det oprindeligt dobbelthøje vaskerirum med de høje vinduesåbninger mod øst, i dag dog delvist opdelt af et indskudt dæk.

Annebergparken 28C: I det ydre knytter de arkitektoniske værdier for den oprindelige kedel-, værksteds- og badebygning sig til bygningens komposition som en del af det samlede kompleks med køkken og vaskeri, hvor kedelbygningen er den dominerede bygning med stort heltag med ubrudt tagflade. Mod Grønnegården danner den gavlvendte kedelbygning et markant motiv med gavlens størrelse og symmetriske komposition afsluttet i gavlspidsen med en dekorativt muret skorsten. Kedelbygningen flankeres af den lavere værkstedsbygning, der danner overgang til badebygningen, der har én høj etage markeret af gavlens rundbuede vindue og de øvrige facaders højtsiddende vinduer og er afsluttet af valmtag med næsten ubrudt tagflade; facaden mod Grønnegården har arkitektonisk værdi med sin komposition, der er symmetrisk med skorstene og centreret indgangsparti markeret af pilastre og frontispice. I det indre knytter de arkitektoniske værdier sig til de forskellige rumstrukturer og rumvolumener, der giver varierede rumforløb; i kedelbygningens stueetage det centrale indgangsparti med symmetrisk placerede rum på hver side samt de dobbelthøje rum i hhv. kedel- og kulrum og tagetagens store uudnyttede tagrum; i badebygningens stueetage det centrale indgangsparti med symmetrisk placerede rum på hver side; hertil kommer baderummets tredeling med tøndehvælvet midterparti, der korresponderer med det høje, slanke rundbuede gavlvindue, søjlerne, der bærer hvælvet, og de oprindelige materialer og overflader med flisebeklædning og terrazzogulve samt det lille rum med spidsbuet hvælv.

Annebergparken 28D:I det ydre knytter de arkitektoniske værdier for det oprindelige sprøjtehus sig til bygningens symmetriske hovedform med valmtag med ubrudte tagflader og med lavere fløje på hver side af et fremskudt midterparti med halvvalm, der danner et markant gavlmotiv med pilastre omkring en tofløjet port med overvindue. Til trods for den beskedne størrelse, det enkle udtryk og den sekundære funktion har bygningen et vist stateligt udtryk betinget af placeringen modsat administrationsbygningen i den modsatte ende af Grønnegården. I det indre knytter de arkitektoniske værdier sig til de lave fløjes enkle rum, der understreger midterpartiets høje rum med synlig tagkonstruktion.

Annebergparken 48: I det ydre knytter de arkitektoniske værdier for den oprindelige plejerskebygning sig til bygningens symmetriske hovedform med valmtag og med et fremskudt midterparti med en markant frontkvist over tre høje vinduer, mod havesiden med en døråbning i midten. Mod Grønnegården er der arkitektonisk værdi i den stort set ubrudte tagflade, mod haven i tagkvistenes rytme. I det indre knytter de arkitektoniske værdier sig til rumstrukturen med de enkle rum, der fordeler sig på hver side af bygningens centrale rum: den gennemlyste, høje sal med detaljer med barokudtryk med stor hulkehlgesims og døre med afrundede hjørner i fyldingernes spejle og forkrøppede gerichter. Hertil kommer trapperummene med buede åbninger i overgangen til de øvrige rum.

Annebergparken 50: I det ydre knytter de arkitektoniske værdier for den oprindelige forsamlingsbygning sig til bygningens hovedform med en tværbygning med halvvalm og markant gavlmotiv mod Grønnegården med pilastre, blændingsfelter og tre høje vinduer og på hver side af gavlen hhv. en lavere længe med mindre dybde og dermed lavere mansardtag og en højere og dybere længebygning med større mansardtag med valm og med taktfast placerede kviste både mod Grønnegården og haven. Gavlen mod syd har en nybarok udformning. På havesiden knytter der sig arkitektonisk værdi til tværbygningen med dekoreret gavl og bindingsværksverandaen med hvidmalet sparrenkopgesims. I det indre knytter de arkitektoniske værdier sig til de lavere fløjes rumforløb med mindre rum, der fordeler sig på hver side af bygningens centrale rum, den høje forsamlingssal. Salens interiør herunder scenearrangementet er ikke oprindeligt, men den arkitektoniske værdi knytter sig til forekomsten af en hævet scene med tilknyttede baglokaler. I tagrummet over salen er det oprindelige kassetteloft bevaret over et nyere nedsænket loft. Salen og enkelte andre rum har detaljer med barokudtryk i form af døre med afrundede hjørner i fyldingernes spejle og forkrøppede gerichter, ligesom siderum har brystningspaneler med spejlene malet direkte på væggen.

Annebergparken 52: I det ydre knytter de arkitektoniske værdier for den oprindelige værkstedsbygning sig til bygningens hovedform som et enetages længehus med taktfaste facader i en rytmisk komposition af retkantede vinduer og fladbuede vinduer eller porte, heltag med næsten ubrudte tagflader og murede gavle med dekoration med dobbeltbuer. Til de udvendige værdier hører også udhuset (tidligere cykel- og brændeskur), med valmtag, der indgår i sammenhæng med værkstedslængen i kraft af den nære placering og via en mur med en portåbning. I det indre knytter de arkitektoniske værdier sig til de forholdsvis store, velbelyste rum, der er opdelt af enkelte skillevægge, hvori en del åbninger er fladbuede.

Annebergparken 35: I det ydre knytter de arkitektoniske værdier for den oprindelige administrationsbygning sig til bygningens hovedform som et trefløjet anlæg omkring en veldefineret brostensbelagt gårdsplads med mure mod Grønnegården, med hovedfløjen i to etager og fløjbygninger i en etage, alle fløje med heltag og på vestfløjen et kobberklædt klokketårn. De arkitektoniske værdier knytter sig endvidere til anlæggets varierede facader med f.eks. risalitter, frontkviste, vekslen mellem buede og retkantede vinduer, balkon mod haven og fremskudte indgangspartier med balkoner ovenpå, den taktfaste vinduessætning og i hovedtræk symmetrisk placerede indgangsdøre med trapper. Hertil kommer hovedbygningens høje detaljeringsgrad især i form af det markante indgangsparti med trappe, tofløjet dekoreret hoveddør, indfatninger, fordakning og frontkvist med nybarokke detaljer og et ur. Indgangspartiet er flankeret af to tårnudbygninger med kobbertage. På havefacaden spænder en bred bindingsværkskvist med nationalromantisk udtryk ud mellem to risalitter med frontkviste med barokinspiration, der genfindes i østfløjens frontkviste over den hvælvede portgennemgang i alléens akse og i vestfløjens frontkvist over indgangen til kirken, begge steder yderligere markeret af tavler med inskription. I det indre knytter de arkitektoniske værdier sig til de bevarede dele af rumstrukturen, der veksler mellem mindre rum og gangforløb i de dele, der har rummet boliger med lejligheder og værelser, og større rum til andre funktioner som vestibule og trapperum; flere steder er der buede åbninger mellem de enkelte rum. Der er særlige arkitektoniske værdier knyttet til vestfløjens kirkerum med tilknyttet vestibule og trappe, der fører til orgelet, og til kirkesalens interiør med gråmalet træværk og guldstafferinger, kassetteloftet og alle øvrige oprindelige detaljer.

Annebergparken 1: I det ydre knytter de arkitektoniske værdier for den oprindelige vægterbolig sig til bygningens sammensatte hovedform med to lavere sidefløje (et indgangsparti og på bagsiden en udhusfløj), der udgår fra den centrale boligdel med pyramidetag med en skorsten i toppen, samt til de pudsede og gulmalede facader over en sortmalet sokkel og med hvidmalet gesims, på hovedhuset med sparrenkopprofil. I det indre knytter de arkitektoniske værdier sig til de bevarede dele af den oprindelige rumstruktur med større beboelsesrum i stueetagen med enkel udsmykning i form af stukkatur og mindre og uudsmykkede rum i tagetagen.

Annebergparken 2: I det ydre knytter de arkitektoniske værdier for den oprindelige portnerbolig sig til bygningens sammensatte hovedform med to lavere sidefløje, der udgår fra den centrale boligdel med pyramidetag med en skorsten i toppen, samt til de pudsede og gulmalede facader over en sortmalet sokkel og med hvidmalet gesims, på hovedhuset med sparrenkopprofil. I det indre knytter de arkitektoniske værdier sig til de bevarede dele af den oprindelige rumstruktur med større beboelsesrum i stueetagen og mindre og uudsmykkede rum i tagetagen. Øvrige omgivelser og elementer: Der knytter sig endvidere arkitektoniske værdier til dele af omgivelserne. Ankomstpartiet ved Egebjergvej har arkitektonisk værdi i kraft af de næsten ens, symmetrisk placerede vægter- og portnerboliger, der sammen med de kvadermurede portpiller med lygtestandere og de præcist klippede hække danner et markant indkørselsparti til Annebergparken og markerer overgangen mellem anlægget og området udenfor. Fra indkørslen fører en allé af kandelaberlinde mod vest op ad det skrånende terræn til administrationsbygningen og forbinder dermed ankomstpartiet med hovedanlægget omkring Grønnegården. Alléen danner med sine parallelle trærækker en præcis form i modsætning til den mere spredte og organiske beplantning i det øvrige område, hvor bygningerne ligeledes er fritliggende og spredte i modsætning til den mere stramt disponerede bebyggelse omkring Grønnegården. Grønnegården har arkitektonisk værdi som det store, åbne rum, der med sin flade danner en præsenterbakke for de omgivende bygninger, der med beliggenheden i gadelinjen danner veldefinerede vægge omkring Grønnegården. Bygningerne er flere steder forbundet af teglmure, der har arkitektonisk værdi som en del af afgrænsningen af uderummet samt i deres udførelse og detaljering med den takkede afslutning, som opstår i kraft af afdækningen med tagsten. Der er arkitektonisk værdi i selve haveanlægget i kraft af den enkle, stort set symmetriske, retlinjede og åbne disponering med en stor plæne med spejlbassin og solitære træer, der giver mulighed for både fysiske og visuelle forbindelser på langs og tværs af Grønnegården.

Læs videre om

• Klintegården, Højby
• Lodsoldermandens Hus, Rørvig
• Vallekilde Højskole, Hørve

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen