Antonigade 3, København

Antonigade er en af Københavns ældste gader og kan følges helt tilbage til omkring 1400, hvor den udgjorde den vestlige ende af Grønnegade. I et skøde fra 1419 benævnes den Pouelsstræde, og i 1531 kaldes den Lille Pilestræde i forbindelse med salg af en ejendom i gaden, som tilhørte Antonitterklosteret i Præstø. Efter dette Antonii Huus blev gaden opkaldt Antonistræde. I en årrække omtales gaden også blot som Børstenbindergaden på grund af de mange børstenbindere, der boede dér. Antonigade slap heldigt fra begge de store bybrande i 1728 og 1795, og der var derfor langt op i tiden bevaret meget gamle bygninger her. Men i 1897 blev hele den sydlige side af det gamle stræde nedrevet, gaden blev gjort bredere, og store moderne ejendomme blev opført. Antonistræde blev herefter i 1901 omdøbt til Antonigade. Senere blev det nordsidens tur, og af de gamle bygninger blev kun Antonigade 3 til 9 bevaret. I 1935 ønskede ejeren at nedrive nr. 9, men det skete ikke. Nr. 5 blev der imod senere nedrevet, og der er efterladt et hul i husrækken, som nu anvendes som indkørsel til en parkeringskælder. Antonigade 3 er opført før 1712, måske endda før 1682, i to etager med grundmuret stueetage og resten i bindingsværk. Inden 1733 blev bygningen forhøjet til tre etager med mansardtag. Mellem 1733 og 1799 blev den igen ombygget og forhøjet. Kordongesimsen nævnes først i 1899 samtidig med, at bygningen omtales som oliemalet. I 1993 blev bygningen istandsat med ny tagbeklædning, nye kviste, ny skorstenspibe, ny facadepuds, istandsættelse og delvis fornyelse af vinduer og døre samt ombygning af underfacaden.

Antonigade 3 indgår som en del af den tilbageblevne række af ældre bygninger langs gadens nordside. Forhuset er på fire fag og har fire grundmurede etager mod gaden og fem etager med grundmuret stueetage og øvrige etager i bindingsværk mod gården. Østgavlens rødmalede bindingsværk og røde tavl er blevet synligt, efter at nr. 5 blev nedrevet i efterkrigsårene. Den nederste del er forstærket med beton. Bygningen har mansardtag mod gaden hængt med røde vingetegl og med en hvidmalet profileret mansardgesims samt to nyere heltagskviste. Mod gården er heltag med en pudset køkkenskorsten, og langs tagfoden løber en hvidmalet gesimsrende af træ. Over en lav pudset og gråmalet sokkel står facaden pudset og rødmalet med en enkel hvidmalet kordongesims og en profileret hovedgesims. Underfacaden har indgang i det vestre fag gennem en mørkegrønmalet, beklædt, ældre, todelt revledør, der har smedede beslag på indersiden. Den har overvindue med blomsterkrans og løvværk. Foran døren ligger en granitsten. Stueetagen har butiksindretning med en nyere butiksdør med rude omgivet af to nyere, store butiksvinduer. Første sal har ældre korspostvinduer, mens anden og tredje sal har torammede to- og trerudede vinduer med koblede rammer. I kvistene sidder nyere, torammede vinduer. Alle vinduer er hvidmalede. Gårdsiden har grundmuret stueetage, og derover er der rødmalet bindingsværk med pudsede, rødkalkede tavl. Anden sal har dokker i undertavlene. I stueetagen sidder to nyere, grønmalede døre og to nyere korspostvinduer med koblede rammer. På de øvrige etager er nyere vinduer med koblede rammer, korspostvinduer på første sal og de øvrige med torammede, trerudede vinduer. På anden sal er bevaret et enkelt ældre, torammet, seksrudet vindue med hjørnebånd og stjerthager. Den ene dør på gårdsiden fører ind til et toiletrum, mens den anden, der sidder i det vestligste fag, fører ind til den gennemgående forstuegang. Gulv, trappetrin og reposer er belagt med blåt linoleum, vægge er beklædt med stafbrædder, og der er pudsede lofter. Forstuen udvider sig på det sted, hvor trappen er ført op. Trappen er en ligeløbstrappe med bræddebeklædte underløb, hulbalustre og udkehlet håndliste. Alle døre ud mod trapperummet er nyere tofyldingsdøre. Første sal er indrettet med to tofagsstuer mod gaden, et værelse mod gården på to fag samt det tidligere køkken med køkkenskorsten og et afdelt toilet mod gården på et fag. Lejligheden har nyere bræddegulve, nyere tofyldingsdøre og generelt pudsede vægge og lofter uden gesimser. Stuerne mod gaden har bevaret ældre brystnings, pille- og lysningspaneler og ældre vinduer med rundpost. I den vestlige stue er en pudset, afrundet kakkelovnsniche omgivet af et ældre gericht. Mellem de to stuer er der en nyere bred åbning med blændkarm og gericht. Værelset mod gården har høje fodpaneler og er indrettet med et lille tekøkken. Anden sal kunne ikke besigtiges, men tredje sal er indrettet som første, hvor de to stuer mod gaden dog er slået sammen til én firefags stue. Stuen og værelset mod gården har nyere bræddegulve og pudsede lofter uden gesims. Gavle og midterskillevæg er beklædt i fuld højde med ældre bræddepaneler opdelt med rammestykker. Der er gamle tofyldingsdøre med indstukne hængsler både mod trappen og i lejligheden. Køkkenskorstenen er bevaret. Der er indgang til et toilet mod gården fra reposen.

Ejendommens miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i Antonigade, hvor forhuset nr. 3, sammen med nr. 7 og 9, giver et indtryk af, hvordan de gamle huse i strædet har set ud. Bygningerne fastholder dermed den ældre gadestruktur.

Den kulturhistoriske værdi ved Antonigade 3 er overordnet knyttet til forhuset som et eksempel på en traditionel 1700-tals bygning, måske med rødder endnu længere tilbage i tiden. Bygningen er opført som et traditionelt toetages hus, som senere (lige som så mange andre bygninger i det gamle København) er forhøjet og ombygget flere gange. Forhøjelserne kan aflæses i bindingsværkets udformning og dimension på gårdsiden. Det middelalderlige stræde var præget af en bodebebyggelse, og denne struktur ses stadig i grundstørrelserne fra Antonigade 3 til 9. Det er således en gammel bebyggelsesstruktur, som stadig kan aflæses i de bevarede tre huse. I det ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig til forhusets grundmurede facade med fast fagdeling og med kordon-, hoved- og mansardgesims, som skaber et nedtonet, enkelt klassicistisk udtryk. Der knytter sig endvidere kulturhistorisk værdi til den fint dekorerede beklædte revledør, de ældre vinduer på første sal, der har bevarede rundposte, samt til den traditionelle opdeling af de øvrige vinduer. Mansardetagen, der betragteligt har udvidet tagetagens areal, samt forhøjelsen af gårdsiden til fem etager vidner om ønsket om at udnytte den snævre matrikel fuldt ud. Der knytter sig betragtelig kulturhistorisk værdi til gavlens og bagsidens bindingsværk, der afspejler datidens traditionelle byggeteknik og understreger forskellen mellem den repræsentative grundmurede facade og den funktionsbetingede gårdside. Der ligger også kulturhistorisk værdi i den store køkkenskorsten og gesimsrenden, om end begge dele er nyere. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den velbevarede etage- og planløsning med den gennemgående forstuegang med trappe, hovedetagernes stuer mod gaden og kammer og et fags køkken med køkkenskorsten mod gården. Det er en helt traditionel disponering, som har rødder tilbage til den gamle bodeplan. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til alle ældre og traditionelt udførte bygningsdele og detaljer, der giver karakter til ejendommens indre. Det gælder forstuens og trapperummets panelerede vægge og trappen med sin enkle udformning med indstemte trin, hulbalustre, udkehlet håndliste og bræddebeklædte underløb. Dertil kommer de enkelte bevarede tofyldningsdøre med indstukne hængsler og ældre gerichter, brystnings-, pille- og lysningspaneler, kakkelovnspladser, de enkle bræddepaneler i væggenes fulde højde på tredje sal samt den gennemgående køkkenskorsten i alle etager.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til facadens enkle, klassicistiske udtryk, der karakteriseres ved et fladebetonet, taktfast udtryk brudt af en enkel retkantet kordongesims og afsluttet foroven af en profileret hovedgesims. Den glatte murflade, de enkle horisontale linjer og den regelmæssige og taktfaste placering af vinduerne bidrager til facadens overordnede rolige og værdige fremtræden. På bagsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til gårdsidernes traditionelle bindingsværk, den regelmæssige vinduessætning samt den enkle farvesætning. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til det panelerede hovedtrapperum og til stuerne mod gaden, hvor de fint forarbejdede og nedtonede snedkerdetaljer vidner om datidens enkle udsmykningsidealer.

Læs videre om

• Højbro Plads 19, København
• Kompagnistræde 14, København
• Kompagnistræde 31, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen