I 1970’erne begyndte den udvikling, som førte til, at børnekultur i dag er et omfattende kunst-, kultur- og mediesystem, en kultur i kulturen, som skal skabe oplevelser og aktiviteter, der kan kvalificere og berige børns kultur- og fritidsliv. Produktionen af litteratur, teater, film, musik, dans, TV, radio, udstillinger, spil – fysisk såvel som online – sker på markedsmæssige vilkår. De kan købes og opsøges af børn og deres forældre, hvis de har tid, råd og lyst. Mellem markedet og børnene selv placeres en række voksne, som vurderer, kvalitetsbestemmer og vælger og vrager på deres vegne: bibliotekarer, pædagoger, lærere og kulturformidlere. De bestemmer, hvad bibliotekerne tilbyder, hvilke muligheder daginstitutioner og skoler åbner, og hvilke aktiviteter i kultur- og musikskoler, kultur- og medieværksteder børnene kan opsøge. Et kunst-, kultur- og mediesystem, der gennem sin kvalitetsproduktion og sine kvalitetskriterier både skal bringe »børn i kultur«, give dem chancen for at møde kulturlivets kunstneriske og kulturelle muligheder på alderstilpassede vilkår og samtidig beskytte dem mod de markedskræfter, som i højere grad dyrker de underholdende genrer, som børn selv elsker, men som voksne sjældent forbinder hverken med dannelse eller kvalitet.
Fire faktorer har haft afgørende betydning for udviklingen af en omfattende børnekultur:
- Barndomslandskabet, som ændrede sig radikalt, da kvinderne kom på arbejdsmarkedet, og børnene dermed i institutioner, hvor de primært møder andre på alder med sig selv. Det indebærer både, at mesterlæren imellem yngre og ældre børn svækkes, og at børns leg i langt højere grad bliver voksenovervåget og voksenstyret.
- Synet på børn, der udvikler sig fra det syn, der primært så dem som fremtidens voksne, til et, der også betragter dem som mennesker i egen ret med egne værdier, egne tilgange og egne perspektiver på livet. Hvor synet på børn som fremtidens voksne betragtede deres egne tilgange og værdier som pjank, pjat og sjov, der lidt efter lidt skulle aflægges, ser synet på børn som mennesker i egen ret disse tilgange som udgangspunkt og udfordring for både kunst, pædagogik og undervisning. Deres egne tilgange og perspektiver skal således ikke aflægges, men tværtimod ses som udgangspunkt.
- Medieudviklingen, herunder især tv fra 1950’erne, fra 1960’erne video, fra 1980’erne computere og efter årtusindskiftet tablets og mobiltelefoner, har mere end fordoblet de kunstneriske og kulturelle tilbud til børn i deres fritid.
- Børnekulturpolitikken, som fra 1970’erne har fulgt synet på børn som fremtidige voksne, men fra slutningen 1990’erne gradvis har åbnet for strategier, der anerkender børn som mennesker med egne værdier.
Udviklingen er løbende blevet fulgt af de såkaldte moralske panikker, dvs. voksnes bekymringer, når et nyt medie, som børn selv tager til sig, melder sig på banen. Det begyndte i 1950’erne med tegneserierne og angsten for, at børns sprog skulle tage skade af alt det uartikulerede. Det udviklede sig til konflikt, da kunstnere fra 1980’erne og frem insisterede på ikke at pædagogisk tilrettelægge alt, men skabe litteratur, teater, film og musik for børn, som tog inspiration fra deres egne tilgange og perspektiver. Der blev talt om »voksengørelse« og svigt på den ene side, og på den anden glæde over endelig at få kunstneriske tilbud til børn, som var kunst og fik dem lidt op på tæerne. Bekymringerne tog til med tv og video, som angivelig hindrede børns læselyst, gav dem direkte adgang til alt det voksne og efterlod dem som zombier med firkantede øjne. I dag følger bekymringerne de digitale medier, som for nogle hindrer deres fysiske leg og dyrker deres selvfremstilling, mens det for andre er en ny legeplads, som erstatter det læremesterrum på tværs af aldre, der gik tabt, da børn kom i institutioner og primært mødte kammerater på alder med sig selv.
Børnekulturpolitikken har været en central medspiller både i forhold til kvalitetskrav til oplevelser og aktiviteter, som kunne støttes økonomisk, og i forhold til at støtte børns lige muligheder for adgang til dem. Det sidste har betydet, at børns møde med kunst og kultur i overvejende grad er blevet knyttet til deres institutioner. Det er lighedsmæssigt fornuftigt, men skaber til gengæld den centrale børnekulturelle udfordring, som løbende er til diskussion: Skal børns møder med kunst og kultur bindes til at bakke op om daginstitutionernes, skolernes og fritidsordningernes mål, eller skal de foregå på kulturelle betingelser, bidrage med deres egne mål og dermed skabe variation i børns hverdagsliv?
