Baagøe & Ribers Plads, Svendborg
Baagøe & Ribers Plads
Bygningshistorie
Før 1974 var der et skiferklædt mansardtag med kviste mod vest og øst. 1936 nedtages to lette skillevægge og opstilles en kamin i villaens stueetage mod syd, og indsættes en yderdør til åben veranda i hjørnet mellem sydgavlen og den lille udbygning mod syd. 1933 tilføjes vindfang og en tilbygning med anretterkøkken mod nord.
Ved Kullingsgades omlægning 1958 blev store dele af villaens have mod vest eksproprieret. Plads med bolværk anlagt i 1798 af Købmand Qvist som privat havn. Den grusbelagte plads mellem de to pakhuse, Pladskontoret og havnen. Pladsen har fra etableringen været anvendt til oplag af vare især tømmer og andre byggematerialer.
I dag kan bolværker af tømmer iagttages langs havnefronten mod syd mellem de to pakhuse og ca. 2-3 m vinkelret her på mod sydøst. Der er ikke arkæologisk påvist bevarede større eller mindre spor herudover.
Beskrivelse
Baagøe & Ribers Plads udgør en del af Svendborgs havnefront, der ifølge undersøgelsen Industrisamfundets havne 1840-1970 er en af landets bedst bevarede havne. Før indpællingen omkring 1821 udgjorde Baagøe & Ribers Plads en lavt liggende strandeng. Pladsen ligger umiddelbart syd for den kommunale havneplads (med Ærøfærgen) og stedet for den middelalderlige (nu forsvundne) skibsbro. Disse to pladser udgør de ældste dele af havnen, der efterfølgende er udvidet med Jessens Mole fra 1876 anlagt samtidig med jernbanen, Nordre Havn fra 1893, Østre Havn fra 1901 og Frederiksø med Svendborg Værft fra 1917. Baagøe & Ribers Plads ligger øst, sydøst for den ældre købstadsbebyggelse, der med enkelte undtagelser ligger på en forhøjning 10-20 m over havet.
Bebyggelsen på matriklen omfatter i dag de to pakhuse, villaen, pladskontoret samt tømmerskuret (sidstnævnte ikke fredet).Hertil kommer den enetages salgsbygning ud til Kullinggade, den bagved liggende toetages bygning delvis i bindingsværk (begge umiddelbar nordøst for Pladskontoret), de moderniserede tømmerskuer fra 1990'erne syd for pakhusene og villaen.
Pakhusene står i dag tomme, dog anvendes stueetagen i det sydlige pakhus til salgsudstilling. Pladskontorets stueetage er udlejet men den øvre etager står tom. Villaens kælder og stueetage er udlejet serviceerhverv. Tømmerskuret anvendes til det oprindelige formål.
Pakhus mod syd er opført med 15 fag 1821 og forlænget til 28 fag 1834. Det står grundmuret i to etager og med to lofter. Murerne er gulkalkede og gesimsbåndet hvidt. Alle hjørner er fint af falset. Taget er teglhæng med hejsekvist i begge gavle og mod nord (pladsen mellem de to pakhuse). Alle vinduer er torammede og småsprossede med eks ruder, dog er vinduerne i stueetagen mod nord fornyet og med tre ruder, de øvrige vinduers profiler peger på en datering omkring 1850 (ca.).
Vinduer, dør- og luger er placeret taktfast efter skemaet: 6-1-6 mod pladsen og seks døre/luger med et vindue imellem mod syd 1-1-1-1-1-1-1-1-1-1-1-1-1, hvor der i 1800-tallet har været kajplads. Et halvtagsskur i en etage findes i dag bygget opad pakhusets sydside i næsten fuld længde og et mindre skur mod nordsiden. Under hejsekvistene er der luger med revledøre og mod øst ses anduvningsruller.
I det indre er bjælkelag af tømmer, understøttet af en stolperække samt skråstivere. Tagspærene er forstærket af vindkryds. Men i øvrigt er dimensioneringen af tømmeret ikke så kraftig. På stolperne er monteret false, som kan planker til opdelingen af korn (embryone siloer) lister, og plankerne kan, når de ikke anvendes, opbevares på bukke. I gulvene ses udskårne huller med propper til luftning og transport af kornet. I anden etage ses en transmissionsakse med remskiver. I kvisten mod pladsen er en hejsevinde.
Pakhus mod nord er opført med 22 fag 1842. Det står grundmuret i to etager og med to lofter. Murerne er gulkalkede og gesims-båndet hvidt. Det halvvalmede tag er teglhængt med hejsekvist i gavlen mod havnen og mod syd (pladsen mellem de to pakhuse). Det sydvestre hjørne er brækket. Der er dør/luge omgivet af to vinduer i vestgavlen mod byen og tre døre /luger i gavlen mod havnen. I sydmuren mod pladsen ses to vinduer mellem hver dør/luge med fast afstand: 2-1-2-1-2-1-2. I nordmurer ses samme næste samme skema 2-1-2-1-2-1-1 + lunettevindue mod vest, som marker den del, hvor korntørringsanlægget er placeret. Der er rødmalede bræddeskodder for alle døre og vinduer.
I det indre er der opmuret et korntørringsrum/anlæg i de to vestligste fag med kanaler til opvarmet luft og tremmegulv af træ i det nederste rum, samt udluftningshuller i gulvet mellem 1. og 2. etage. Desuden findes en varmestue ud for det brækkede hjørne på 2. etage. I øvrigt er pakhuset bygget som det ældre.
Pladskontor opført eller kraftigt ombygget 1903, snedkerarbejderne er fra ca. 1900. Den grundmurede bygning på to gange tre fag står i to etager og dækkes af et teglhængt heltag kronet af en muret spinkel skorstenspibe. Murene er gulkalkede på sort sokkel og afsluttes af en enkel gesims. Op ad bygningen står et lille toetages pakhus delvis i bindingsværk, men det er stærkt fornyet og ikke medtaget i fredningsforslaget.
I det indre rummer pladskontoret i stuen trapperum, wc, og kontorlokale og på første sal kontor og trapperum. Fra kontorlokalerne er der udsigt over pladsen mellem de to pakhuse og adgangen fra gaden til pladsen. Der er enkle, malede træpaneler. Villa opført 1886 og tagetagen er ombygget 1974. Villaen står i grundmur af rød tegl dækket af papklædt saddeltag med lav hældning. Der er to skorstenspiber. Den prydes af dekorative, stemningsskabende elementer udført i cementpuds i renæssancestil: med refendfuget sokkel, rundbuede vinduesindramning, der bæres af pilastre, kraftig hovedgesims og herover er de oprindelige kviste indrammet af pilastre og gesims. De dekorative elementer er senere malet op med brækket gul. Mod øst dvs. med udsigt udover pladsen, havnen, Frederiksø og Svendborg Sund, og mod vest er vinduesrytmen 1-3-1 med bredere vinduer mod øst end mod vest. I det indre er den oprindelige dobbelte rumfølge bevaret, og snedkerarbejderne er i det væsentlige uændret. Til døre, vinduer og trappe er anvendt, hvad der synes at være rige fyrretræsarter. Gulvene er dækket af nyere elementparketgulv.
Miljømæssig værdi
Kulturarvsstyrelsens gennemgang af Industrisamfundets havne 1840-1970 konkluderer, at Svendborg Havn er en af de bedst bevarede havne, der illustrerer forandringerne gennem perioden. Havnens kulturhistoriske styrke er den store bredde havnens miljøer, både kronologisk og i de forskellige aktivitets typer, som fandtes på havnen. De fysiske levn på Svendborg havn afspejler den typiske udvikling for en dansk provinshavn.
En af de stærkeste fortællinger knytter sig til kornslagsperiodens magasiner, som Baagøe & Ribers plads repræsenterer, og som det netop i Svendborg også er mulig at sammenligne med ældre pakhuse og købmandsgårde.
Denne privat anlagte plads med bolværk, de to pakhuse placeret vinkelret på havnefronten, pladskontoret, iværksættervillaen, tømmerskuret og den grusbelagte plads mellem pakhusene, bolværket og villaen udgør både et selvstændigt kulturmiljø af stor værdi og indgår som et delelement, der er med til, at give Svendborg Havn den store bredde i de bevarede kulturmiljøer.
Den miljømæssige værdi ved Baagøe & Ribers Plads knytter sig således til beliggenheden ned til havnen, hvor den udgør et overmåde synligt element ved den lavtliggende havnefront.
Kulturhistorisk værdi
Baagøes to pakhuse er så vidt vides de ældste bevarede eksempler uden for København på pakhuse, der bevidst er placeret ud til bolværket for at lette transporten. De indgår ikke i en traditionel købmandsgård, der gerne havde en central beliggenhed ved byens torv eller hovedgade eller ved en af de vigtige udfartsvej, som der også er bevaret eksempler på i Svendborg: Krøyers Pakhus fra ca. 1800 og pakhuset fra ca. 1850 på Dronningholmsvej. Selvom der er eksempler på ældre pakhuse placeret ved bolværket i en åhavn som Horsens fra 1760, hvor å-havnen i dag er overdækket og Aarhus , hvor toldboden/pakhuset fra 1755 er flyttet til Den Gamle By, er det tydeligt at der er tale om et andet bebyggelsesmønster og et langt større anlæg i Svendborg. Foruden beliggenheden ses det også af en række bevarede bygningsdetaljer, at målet har været en mere effektiv håndtering af kornet, ligesom det fremgår af en skriftlig kilde fra 1841.
Pakhusene, pladskontoret, villaen, tømmerskueret og pladsen med bolværker udgør de fysiske spor efterladt af en provinsstorkøbmand, eller mere præcist en gruppe købmandsfamilier, der var forbundet med hinanden og havde et bredt kontaktnet spredt udover Europa – ikke mindst i Norge. De fysiske spor i form af enkeltbygninger, der tilsammen udgør Baagøe & Ribers Plads, har en usædvanlig høj kulturhistorisk værdi, der knytter sig til bygningernes innovative, funktionelle karakter. Det viser sig blandt andet ved bygningernes muligheder for produkthåndtering, og virksomhedens produktbredde fra korn til tømmer.
Hertil kommer den socialhistoriske fortælling, som bygningerne indeholder. Efter først at have løsrevet bebyggelsen fra købmandsgården og dermed boligen oppe i Møllergade genindføre ejeren den patriarkalske tilstedeværelse ved opførelsen af villaen i 1886, prydet med stuk i det ydre og rige træsorter i de indre. Det skete, selvom den borgerlig historicistiske villa i princippet netop ikke omfattede erhverv, og ældre villakvarterer som Rosenvænget var rene boligområder. Denne såkaldte ny-patriarkalisme er karakteristisk for anden halvdel af 1800-tallet og kendes f.eks. fra Ny Carlsberg.
Arkitektonisk værdi
Den arkitektoniske værdi knytter sig både til de nyklassicistiske og historicistiske bygninger i anlægget såvel som selve pladsen. Pakhusenes enkle, kubiske former, store og rytmisk opdelte mur- og tagflader; pladskontorets enkle former; pladsens og Svendborgsunds plane flader foruden enkle tømmerstabler er indenfor nyklassicismens æstetik. Fra den synsvinkel kan man se havnepladsen som en spredning af professor Harsdorffs rette smag fra det kgl. kunstakademi i København til provinsens bygmestre, og som et udtryk for den efterfølgende Eckersbergskoles interesse for havnemotiver.
Kunsthistorikeren Knud Voss har f.eks. argumenteret for, at en dominerende part af prospektet langs de fynske kystbyers havnesider er pakhusene og fremhævede særlig de to i Svendborg og deres arkitektoniske kvalitet (side 22). Tilsvarende har Gustav Møller omkring 1850 tegnet flere motiver fra Svendborg Havn med pakhuse, tømmerstabler, ankre mv.
Tilsvarende knytter villaens arkitektoniske værdi sig i det ydre til det historicistisk stemningsskabende udtryk i form af en stukudsmykning i renæssancestil i det ydre og i det indre til de rige snedkerarbejder i fyrretræ foruden loftsstrukturer.
Videre læsning
Læs videre om
Se alle artikler om
