Bakkedal 7 ligger på Bakkedal 7 i Gentofte Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Beskrivelse

Lokalitetsbeskrivelse fra april 1997, Elisabeth Buchwald: Huset er opført for professor Eggert Møller og frue, til hvem Mogens Lassen allerede i 1931 havde tegnet et bræddeklædt, stråtækt sommerhus i Tibirke Bakker. Villaen på Bakkedal markerer starten på Lassens samarbejde med ingeniør Ernst Ishøy og er i øvrigt Lassens første betonbyggeri, tydeligt inspireret af mødet med Le Corbusiers kubiske arkitektur på Paris-turen i årene umiddelbart forinden. Villaen er opført med ydervægge, etageadskillelse og tag af armeret beton, støbt i bræddeforskalling på stedet. Bygningskroppen er kubisk og langstrakt, med en stram og forholdsvis lukket facade, trukket helt ud til vejen og kun brudt af indgangsdøre, garageport og et horisontalt vinduesbånd i stueplan. Mod den lukkede, sydvendte have åbner bygningen sig derimod anderledes venligt op med store glaspartier i form af døre og vinduer i såvel stueetage som på første sal. En stor, flisebelagt terrasse er beliggende i stueplan, mens en 100 kvm stor, asfalteret tagterrasse strækker sig i hele husets længde på første sal. Facaderne, der i dag er malet i en lys-beige farve, har oprindeligt været isblå på den nordvendte facade og rødbrun på den sydvendte haveside – en farveholdning som de nuværende ejere har til hensigt at retablere. Yderdøre af blåmalet træ samt vinduer med teaktræsrammer er de oprindelige. I det indre har villaen bevaret den oprindelige planløsning med forstue, stuer, bibliotek og køkken i stueplan og bad, soveværelse og gæsteværelse på førstesal – de to sidstnævnte med direkte adgang til den store tagterrasse, som ved opførelsen var indbegrebet af den ny, arkitektoniske frihed og moderne livsstil. Originale, hvidlakerede døre, skabe og indbyggede reoler samt parketgulve, stuekamin, køkkenindretning, sanitet m.v. er bibeholdt og i fin stand. Endvidere har de nuværende ejere genskabt en stor del af de originale farver på vægge og træværk, oprindelig planlagt af Mogens Lassen efter farveskalaen i Le Corbusiers farveteoretiske album med planches de claviers de couleurs fra 1931.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links