Bakkehusene, Bakkevej, København

Bakkehusene blev opført 1921-22 af arkitekterne Ivar Bentsen og Thorkild Henningsen og var Københavns Almindelige Boligselskabs (KAB) første store boligprojekt. Bebyggelsen blev opført i landlige omgivelser, der strakte sig fra Degnemosen til Hulgårdsvej og har efter sigende taget navn efter Bakkegården, der lå, hvor Godthåbsvej møder Bellahøjvej (hvor Rødkilde skole ligger i dag). Grunden var oprindeligt bebygget med kolonihaver, der blev nedlagt i forbindelse med opførelsen af Bakkehusene. Grunden blev overtaget fra Københavns Kommune i maj 1921, og selskabet bag Bakkehusene blev formelt set stiftet 26. maj 1921. De første beboere flyttede allerede ind i oktober 1921. Arkitekterne Ivar Bentsen og Thorkild Henningsen projekterede tre boligbebyggelser på samme tid i området omkring Godthåbsvej og Hulgårdsvej, ud over Bakkehusene var det Hillerødhus og Store Bakkehuse. De tre bebyggelser er meget forskellige og blev bygget af tre selskaber, der udgjorde tre ud af ti af KAB's parlamentariske selskaber. Efter opførelsen af Bakkehusene skiltes Ivar Bentsen og Thorkild Henningsens veje, men især Henningsen arbejdede videre med rækkehusformen og brugte efterfølgende erfaringerne fra Bakkehusene til at videreudvikle og optimere rækkehusboligen. Husene måtte kun rejse sig 31 m over havets overflade, hvilket har bevirket, at de to sidste husrækker mod Rødkildevej blev 35 cm lavere i højden end de andre længer i bebyggelsen. Da Bakkehusene blev opført var det ikke muligt for et enkelt teglværk at producere nok sten til bebyggelsen, derfor fik man teglsten fra forskellige teglværker, hvilket har afstedkommet en vis variation i bebyggelsens murværk og på tagfladerne. I det indre er der stor variation i husenes planløsninger dels på grund af de ni forskellige boligtyper, dels fordi mange af de første beboere fik indflydelse på indretningen af deres egen bolig, f.eks. hvor døre og kviste skulle placeres, og om der skulle være stukkatur i stuerne. Husene var oprindeligt opvarmet med kakkelovne. I begyndelsen fyrede man med kul og koks, senere olie, og fra 1993 blev de fleste af husene i bebyggelsen tilkoblet fjernvarmeanlæg. En del af skurene blev oprindeligt anvendt til vaskehus, da de tilhørende huse ikke havde vaskerum. Bebyggelsen har stået stort set uændret siden opførelsen med enkelte undtagelser: Tagvinduerne, hvor mange af de oprindelige støbejernsvinduer er blevet udskiftet med nyere velux-vinduer. De fleste af de oprindelige forrammekøkkener er desuden blevet udskiftet. Ved opførelsen var der i flere af boligtyperne gruekedel i vaskerummet med løst badekar, de er løbende blevet fjernet fra vaskerummet og erstattet af nyere badeværelser. I enkelte boliger er den oprindelige planløsning blevet ændret ved enten flytning af en væg eller døråbning.

Bakkehusene ligger ved foden af Bellahøj på grænsen mellem København NV og Brønshøj og omkranser den græsbelagte Rødkilde Plads. Bebyggelsen ligger på Bakkevej, Rødkildevej, Hulgårdsvej og Markvej. Længerne er øst-vest vendte. Alle boliger har egen forhave og en større nyttehave bagtil med tilhørende skur. Nyttehaverne fra to husrækker ligger mod hinanden og adskilles af en smal gangsti. Der er to typer skure, der enten er placeret i skellet mellem to boliger eller i haven bag det enkelte hus. Bebyggelsen består af 171 rækkehuse i tolv længer, fordelt i to gange seks rækker. Der findes ni typer boliger med enkelte variationer inden for hver type. Alle boliger er opbygget af et ensartet modul og antallet af fag pr. bolig varierer mellem tre og fire med en svag overvægt af fire fag. Der er 75 boliger på 100 m2, og 96 boliger på 130 m2 eller større, hvor enderækkehusene er de største. Bebyggelsen er i en etage og opført i blank grundmur med rødflammede, gule mursten i løberforbandt. Bebyggelsen står på et standerskifte af klinkbrændte sten i samme flammede farve som murene, og facaden afsluttes af en enkel muret gesims. Længerne har saddeltag af røde vingetegl med murede skorstenspiber i tagrygningen og, afhængig af boligtype, mellem en og fire tagkviste fordelt mellem gade- og haveside samt tagvinduer af forskellige størrelser. De mest almindelige er 9- eller 16-stens vinduer. Der er ikke mange oprindelige tagvinduer af støbejern tilbage, de fleste er udskiftet med nyere velux-vinduer.De ældre grønmalede vinduer og tofløjede yderdøre har samme bredde og er indrammet af et muret stik i rulleskifte. Alle vinduer er torammede og opdelt i otte ruder. Vinduerne i kvistene er dog kun opdelt i seks ruder. Karme og lodpost har enkle og kraftige profileringer. Vinduerne har ligeledes grønmalede sålbænke. Alle yderdøre er småsprossede med otte ruder i den øverste del. Trinene foran yderdørene mod gadesiden er oprindeligt lavet af teglsten, men ved flere af boligerne er dette ændret. I det indre er de oprindelige planløsninger stort set bevaret i alle boligerne. Rummene er fordelt på begge sider af et bærende hovedskillerum. Tværskillevæggene er ikke bærende og er i enkelte boliger blevet flyttet eller gennembrudt. Alle køkkener vender mod nordvest, og opholdsstuen vender mod sydøst. De fleste stuer består af to fag, enkelte af tre fag. Trappen er placeret enten i midten af boligerne eller mod gadesiden. Interiørerne er kendetegnet ved plankegulve, ældre vinduesdetaljer, fyldningsdøre med de oprindelige greb, gerichter, lysningspaneler, skunklemme i den udnyttede tagetage, udluftningskanaler, stukkatur i enkelte boliger og overvejende nyere overflader i køkkener og badeværelser.

Den miljømæssige værdi ved Bakkehusene knytter sig til den stramme og klare bebyggelsesplan, herunder placeringen af boliglængerne omkring det store grønne område, stisystemerne mellem boligernes nyttehaver og de smalle ankomstveje mellem forhaverne. Sammen med bebyggelsens beplantning giver det en tæt og intim karakter, der skaber sammenhæng mellem de enkelte længer i bebyggelsen og styrer oplevelsen af bebyggelsens helhed. Endvidere har det miljømæssig værdi, at de lige huslænger er spejlvendte, således at alle de små forhaver er vendt mod dels de offentlige adgangsveje dels de andre forhaver, mens de private nyttehaver er vendt mod hinanden og de mere rolige gangstier. Dette bevirker, at der opstår store grønne, fredelige arealer mellem husene, og der skabes en klar differentiering mellem det offentlige gaderum og den intime privatsfære. Endvidere relaterer den miljømæssige værdi sig til Bakkehusenes lighed med de omkringliggende bebyggelser i kvarteret, hvoraf flere er tegnet af Ivar Bentsen og Thorkild Henningsen. Selv om Bakkehusene som bebyggelse nærmest fremstår som en (have-)by i byen og har en klar og afgrænset udstrækning, er der tydelige ligheder og sammenhæng med nabobebyggelserne i form af f.eks. gavlprofiler, de anvendte farver i både murværk og på træværket samt anvendelsen af kviste og småsprossede vinduer.

Den kulturhistoriske værdi for Bakkehusene er i det ydre knyttet til bebyggelsen som det første danske eksempel i nyere tid på en egentlig rækkehusbebyggelse. Bakkehusene var i samtiden en fornyelse af dansk boligbyggeri, men havde dybe rødder i den danske boligtradition. Huse i rækker var som sådan ikke noget nyt. I Danmark havde der i mange århundrede været tradition for at sammenbygge husene i både købstæderne og provinsbyerne, men husene blev oftest opført over en længere årrække, og gadeforløbene kom derfor til at bestå af stort set forskelligartede huse med enkelte fællestræk. Bakkehusene var et opgør med både de typiske københavnske etagebebyggelser og de spredte villabyggerier og markerer således en fornyelse i dansk boligbyggeri, blandt andet fordi man her kunne få en forholdsvis stor bolig med egen have til billig leje. Bebyggelsen blev efterfølgende udgangspunktet for udviklingen af det lave og tætte boligbyggeri i Danmark. Den kulturhistoriske værdi i Bakkehusene knytter sig desuden til, at bebyggelsen anses for at være et af de første eksempler på byggemåden, som arkitekten Kay Fisker senere kaldte for den funktionelle tradition. Denne byggemåde er kendetegnet ved, at det er husenes konstruktion og funktion, der bestemmer udseendet og ikke en bestemt stilart, samt at arkitekturen er nøgtern med ingen eller få dekorative elementer, der ikke har en funktion. Dette kan i Bakkehusene ses i brugen af et ensartet fag som modul, der bliver gentaget og varieret i hele bebyggelsen, i gentagelsen af de ensartede vinduer og døre med enkle murede stik, tagkvistene og materialeanvendelsen. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bebyggelsens bevarede grundplaner, hvor alle køkkener ligger mod nordvest og stuerne mod sydøst. Arkitekterne har placeret køkkenet mod nordvest af funktionelle årsager, blandt andet for at spare penge på anlæggelsesudgifter, frem for at tage repræsentative hensyn som man gjorde tidligere. Hertil kommer, at samtidens arkitekter var optaget af at skabe boliger med luft omkring bygningerne, der gav gode lysforhold. Dette kan i Bakkehusene ses i de forholdsvis store og velbelyste rum, hvor de selv for samtiden usædvanlige store vinduer er placeret, så der kommer masser af lys ind i alle rum. Selv i dag opleves rummene lyse og åbne. Især vinduerne i kvistene giver rummene i den udnyttede tagetage lyse og venlige rum på trods af rumdybden.

Bakkehusenes arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den ligefremme og uprætentiøse fremtoning med de klare, enkle og velproportionerede længer, der afsluttes af markante gavlprofiler i enderne. Facadernes faste faginddeling minder om bindingsværk og skaber referencer tilbage i tiden. Hertil kommer længernes ensartede fremtoning i rødflammede, gule mursten og heltaget i røde teglsten med tagkvistenes stramme og præcise form samt de små ovenlysvinduer. Tagene og kvistens ens taghældning er sammen med facadens regelmæssige og afdæmpede opbygning med taktfast placering af vinduer og døre i murhuller af samme bredde med til at give bebyggelsen et harmonisk helhedsindtryk. Den enkle arkitektur virker ved første øjekast helt ensartet, men ved nærmere eftersyn står flere variationer frem. De lange ens facader præges af lige store fag, men rytmen i facaden forandres konstant, da boligerne varierer mellem tre og fire fag. Dette understreges ligeledes af skorstenspiberne og kvistenes uregelmæssige placering på tagfladen, der følger boligrytmen. Disse elementer skaber variation, så bebyggelsen trods mange gentagelser ikke fremstår kedelig eller ensformig. Variationerne kan tydeligt aflæses og opleves tillige stærkere på baggrund af både bebyggelsesplanen og længernes klarhed og ensartethed.Bakkehusenes arkitektoniske værdi ligger endvidere i den sikre materiale- og farveanvendelse samt i de mange håndværksmæssige detaljer såsom murværkets stik og utallige snedkerdetaljer. Den arkitektoniske værdi knytter sig i det indre til de enkle og ligefremme planløsninger, der tager udgangspunkt i funktionelle og praktiske overvejelser. Endvidere knytter den arkitektoniske værdi sig i det indre til den traditionelle materialeholdning med de mange bygningsdetaljer såsom de fem forskellige trappetyper med samme detaljering herunder trappeforkant, balustre og gelændere samt plankegulve, traditionelle vinduer med anverfer, fyldningsdøre med beslag og greb, der tilsammen er med til at understrege den gennemførte og tidstypiske historiske atmosfære, som bygningen bærer præg af. Hertil kommer, at de mange indvendige detaljer tillige underbygger det enkle og ensartede udtryk fra bebyggelsens facader.

Læs videre om

• Bakkehusene, Trap Danmark

Læs også om

• Det Petersenske Jomfrukloster, København
• Fredericiagade 92, København
• Gothersgade 89, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen