Bakkehuset, Frederiksberg

Bakkehuset, der går for at være Frederiksbergs ældste ejendom, har en lang og kompliceret bygningshistorie. Ejendommen har gennem tiderne bestået af mange forskellige bygninger, hvoraf kun to er bevaret til i dag, og det er derfor disse to, der bliver beskrevet i det følgende. I Allan Tønnesens bog om Bakkehuset kan hele bygningshistorien studeres i detaljer. Bakkehusets historie kan føres tilbage til Chr. IV.s tid, hvor der lå tre små vangehuse af bindingsværk, det ene kaldet Bakkehuset, tæt ved Valby Bakke ved landevejen til Roskilde. Første gang Bakkehuset kan relateres til den nuværende placering er i 1674. På grund af ejendommens placering ved landevejen, der indtil 1776 gik syd om bygningerne, fungerede Bakkehuset i mange år som traktørsted og landevejskro. I perioden 1756-63, hvor greve Johan Ludvig Holstein var ejer af Bakkehuset og omgivende grundstykker, bliver Ny Bakkehus opført (Ny Bakkehus lå vest for Bakkehuset, og blev nedrevet i slutningen af 1800-tallet). Ny Bakkehus blev tegnet af J.C. Conradi, mens det ikke ser ud til, at der ændres særligt ved det gamle Bakkehus på dette tidspunkt. Conradi købte begge ejendomme efter grevens død, og da Conradi gik fallit i 1777, beskrives østfløjen (i 1780) som to etager høj med tegltag, den ene side af bindingsværk, den anden af grundmur. Det ser ikke ud til, at Conradi byggede nyt, men snarere udførte forskellige forbedringer på de gamle bygninger. I brandtaksationen fra 1794 genkender man den nu toetages sydfløj, og i 1801 er både øst- og sydfløj af grundmur og er nu sammenbygget, således at der dannes en hjørnestue i smigfaget. I 1780 var Knud Lyne Rahbek sommergæst i Bakkehuset og flyttede permanent ind i 1787. I 1802 købte han ejendommen, hvor han sammen med sin kone Kamma gennem 30 år gjorde Bakkehuset til et gæstfrit hjem og samlingssted for mange af guldaldertidens kulturelle personligheder. Hjørnestuen, der blev dannet ved sammenbygningen af de to fløje, var hjemmets vigtigste rum. I 1831 blev ejendommen solgt på auktion til dekoratør Leo David Hamm. I Oehlenschlägers erindringer fremgår det, at Bakkehuset på denne tid var en ussel Rønne, som ikke længere kunne stå. Den nye ejer ombyggede og moderniserede især den nu forsvundne vestlige del af sydfløjen samt vestfløjen (nedrevet i 1860'erne), men også østfløjen blev bygget om. Overetagen blev helt ændret og fik tilbagetrukket forhøjet midterparti med altangang foran og blev kronet af balustrade med vaser. Vinduerne blev gjort tre skifter større både foroven og forneden, og nordgavlen fik sin nuværende udformning. Der skete desuden forskellige indvendige ombygninger. Mindestøtten over Rahbek, der havde boet i Bakkehuset i 43 år og nærmest gjort stedet til et begreb, blev til efter en offentlig indsamling efter hans død i 1830. Mindestøtten blev tegnet af G. F. Hetsch, og reliefferne af Knud Rahbek på den ene side og digtningens muse på den anden, blev udført af H.E. Freund. Støtten blev placeret for enden af Bakkehusets have op imod Rahbeks Allé i 1833. Den er senere flyttet flere gange. I 1855 blev hovedparcellen med det gamle Bakkehus solgt til Comitéen til Oprettelse af en Helbredelsesanstalt for idiotiske, svagsindede og epileptiske Børn, som fandt Bakkehusets beliggenhed med smuk udsigt, godt drikkevand, stor frugt- og køkkenhave osv. godt egnet til formålet. Østfløjen blev indrettet til beboelse for 20 børn, husbestyrerinden og lærerinden, sydfløjen husede økonomalejlighed, forstanderbolig, værelser til tjenestefolkene samt en gymnastiksal. Vestfløjens lejligheder blev stadig udlejet. Sydfløjens vestgavl blev omsat i grundmur i 1862.Da den nye Idiotanstalt blev opført øst for Bakkehuset i 1860, blev patienterne flyttet, og Bakkehuset blev udlejet. I 1875 blev det indrettet som asyl for åndsvage. Helt indtil 1905 var der stadig indrettet sygestuer i østfløjen. Bakkehuset var flere gange blevet forskånet for nedrivning, sidst på grund af åndsvageanstaltens brug. Den intensive udnyttelse og diverse ombygninger havde dog slidt på bygningerne, og truslen om nedrivning genopstod omkring 1900, hvor der nu kun var den nuværende øst- og sydfløj tilbage. I 1903 lykkes det at arrangere en litterær og kulturhistorisk udstilling for at genopvække interessen for stedet og dets fortid samt gøre den første bevægelse til grundlæggelsen af et varigt monument, nemlig et museum helliget vor Guldalders betydelige personligheder. I 1917 var bygningerne igen truet af nedrivning, men til sidst lykkes det med offentlige og private midler at leje østfløjen af ånsvageanstalten, restaurere bygningerne og indrette De Rahbekske Mindestuer. I 1935 blev Bakkehuset, De Rahbekske Mindestuer en selvejende institution. Restaureringen af de to fløje stod på i 1921-25 og blev ledet af arkitekt Viggo Dahl. De vigtigste ændringer i østfløjen var, at forhøjelsen af de syv fag på østfacaden blev fjernet, så hovedgesimsen igen kunne føres igennem, de større vinduer blev ført tilbage til den ældre mindre størrelse og forsynet med småsprossede rammer, udvendige døre blev udskiftet, og i det indre blev den store skorsten ud for det femte vinduesfag fra nord fjernet sammen med diverse ændringer af skillevægge og dørplaceringer. Stuerne blev forsynet med brystningspaneler med fyldinger i stedet for de høje bræddepaneler, som ses på billeder fra åndsvageanstaltens tid. Mange indvendige fyldingsdøre stammer også fra restaureringen – dog ofte med genanvendt beslåning. Hele tagværket blev udskiftet. I sydfløjens ydre blev vinduesrytmen i havesidens stueetage tilpasset til overetagen, og senere tilkomne store vinduer blev ændret til mindre med småsprossede rammer. Indvendigt blev køkken- ildstederne i begge etager samt den vestre store skorstenspibe fjernet, trappen blev udskiftet, og der skete forskellige skillevægs- og dørændringer. I 1954 nyindrettede Tove Clemmensen Bakkehuset, så møblering, vægfarver og gardinophæng baserer sig på oplysninger fra Rahbeks samtid. I 2002 blev den ene køkkenskorsten, Kammas Køkken, i sydfløjen rekonstrueret. Der er planer om i nær fremtid at genskabe så meget af Kammas have, som det er muligt med den nuværende grundstørrelse.

Adgangen til Bakkehuset foregår via en brolagt trappe ned fra Rahbeks Allé. Bakkehuset består af en vinkelbygning med øst- og sydfløj, der ligger omkring en gårdsplads belagt med grus og med stensatte kanter, stier og bede, og i midten domineret af et stort kastanjetræ. I overgangen mellem gårdsplads og det øvrige haveanlæg, der skråner op imod Kammasvej, er opstillet en mindestøtte for Knud Lyne Rahbek. Haven er omgivet af en tegldækket gulstensmur. Af Kamma Rahbeks tidligere store have er kun bevaret en strimmel langs sydfløjens sydside og østfløjens østside. Bakkehuset er indrettet til museum for Kamma og Knud Lyne Rahbek. De to sammenbyggede, grundmurede længer er i to etager med heltag belagt med røde vingetegl. Hver fløj har tre traditionelle skorstenspiber med sokkel og krave i tagryggen og enkelte små jernvinduer. Øst- og sydfløj er sammenbygget med et smigfag. Murene fremstår pudsede og gulkalkede over sortmalet sokkel med hvide profilerede hovedgesimser og et hvidt bånd mellem stueetagen og første sal. På nordgavlen er et relief, og på sydfløjens vestgavl sidder en mindeplade for Grundtvig. På østfløjens facade mod gårdspladsen sidder to tofløjede, grønmalede fyldingsdøre med konsolbåret fordakning over. Sydfløjen har to grønmalede firfyldingsdøre, den ene er tofløjet. To hvidmalede havedøre mod øst og syd har fyldinger forneden og glas foroven. Nordgavlen har en seksfyldingsdør. Alle de udvendige døre stammer fra restaureringen i 1921-25. Alle vinduer er hvidmalede. Der findes, overvejende mod gårdspladsen, en del torammede vinduer med ældre hulposte med trekvartstaf og med nyere seksrudede rammer, mens alle øvrige vinduer stammer fra restaureringen 1921-25 med rammer enten med seks eller otte ruder. Håndsmedede beslag er genanvendt i stort omfang. Det indre er stærkt præget af restaureringen i 1921-25. Overalt er bræddegulve i de fine stuer i østfløjens stueetage mod haven med brede planker. Der er i begge fløje pudsede og malede vægge samt pudsede lofter, nogle med enkle gesimser af stuk eller træ. I østfløjens stueetage er rekonstrueret brystningspaneler i forbindelse med restaureringen. Forskellige en- og tofyldingsdøre med profilerede gerichter. En del af dørene er kopier af ældre døre og stammer fra restaureringen, men der findes også genanvendte døre af ældre dato. I sydfløjen er rekonstrueret et af de under restaureringen fjernede køkkenildsteder, kaldet Kammas køkken. Der er nedgang fra gården til dette rum, som ligger under gårdniveau. Herfra er igen nedgang til en kælder på to fag med murstensgulv og synlige kampesten på vestvæggen. Stuetagen af øst- og sydfløj er indrettet til museum for Kamma og Knud Lyne Rahbek. I østfløjens overetage er indrettet en legatlejlighed, og i sydfløjens overetage er diverse arkivrum for museet. Tagværket stammer fra restaureringen med undtagelse af nogle genanvendte bemalede bjælker i hængeværket over hjørnestuen.

Bakkehusets placering for foden af Valby Bakke fornemmes tydeligt ved adgangen til ejendommen, idet man skal følge en længere trappe fra Rahbeks Allé for at komme ned på gårdspladsen. Bakkehuset og den omgivende have har et landligt præg, som stadig i dag fortæller om Bakkehusets placering langt udenfor Københavns volde. Nabobygningen, Den tidligere Åndssvageanstalt og de to villaer med tilhørende bindingsværksudhuse nr. 17-19 (1850-erne), danner tilsammen et interessant og sammensat historisk miljø sammen med Bakkehuset. Nabobygningerne ligger alle i Bakkehusets tidligere store have, og området fremstår som en lille grøn tidslomme midt i storbyen. Kammasvej vest for Bakkehuset er den sidste lille stump af den gamle landevej, der førte fra Roskilde via Valby, syd om Bakkehuset og videre ad Vesterbrogade til Vesterport. Landevejen var indtil slutningen af 1700-tallet vigtig for Bakkehusets eksistens, idet man levede af udlejning og beværtning.

Bakkehusets bygninger er jævne og traditionelle, de har udviklet sig over lang tid, uden at en enkelt bygmester eller arkitekt har haft væsentlig indflydelse. Bygningerne har været ombygget mange gange efter forskellige funktioner og er igen blevet ført tilbage til noget, der minder om 1800-tallets indretning. Der ligger kulturhistorisk værdi i den traditionelle byggeskik og materialerne og i indretningen af Kamma og Knud Rahbeks lejlighed, der, selv om det er en rekonstruktion og fungerer som museum, giver et fint billede af borgerskabets boligindretning i guldaldertidens København. Hjørnestuen var husets foretrukne rum, og det var her Rahbeks venner og kulturpersonligheder samledes. Den kulturhistoriske værdi ligger også i Bakkehusets planløsning, der ikke afspejler en bestemt stil eller har en overordnet idé, men som afspejler, at bygningerne gennem tiden har været anvendt og ombygget flere gange for at passe til forskellige funktioner. N.F.S. Grundtvig, der var kommet i Bakkehuset allerede i Rahbeks tid, lejede sig senere ind om sommeren hos brødrene Hamm. Klangen fra Frederiksbergs kirkes klokker inspirerede ham til at skrive "Kirke-klokke! Ei til Hovedstæder", og til minde om dette, ses nu en tavle på sydfløjens vestgavl.

Den arkitektoniske værdi findes i bygningernes klare hovedformer, der danner en vinkel og indrammer gårdspladsen. Den arkitektoniske værdi ligger også i det ubrudte tegltag, de traditionelle skorstenspiber og i facadernes enkelhed med hensyn til materialeholdning. De enkle gesimser og facadebånd understreger det horisontale. Af værdi er også vinduernes takt, opdeling og traditionelle proportionering samt de traditionelle fyldingsdøre med fordakninger, der markerer sig tydeligt i facaden. I det indre ligger værdierne navnlig i østfløjens stueetage med de fine stuer en suite langs havefacaden, rummenes snedkerarbejde, navnlig fyldingsdørene, som dels stammer fra restaureringen, dels er ældre døre fra 1700- og 1800-årene.

Læs videre om

• Bakkehusmuseet, Trap Danmark

Læs også om

• Radiohuset, Frederiksberg
• Rahbeks Allé 21, Frederiksberg
• Vodroffsvej 8, Frederiksberg

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen