Ballum tidl. Missionshus
.

Ballum tidl. Missionshus ligger på Vesterende 28 i Tønder Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Ballum er opdelt i flere mindre landsbybebyggelser, hvor både kirken og Ballum tidl. Missionshus ligger i Ballum Vesterende. Ud over Ballum Vesterende er der Ballum Østerende, Mølby Ballum, Baadsbøll Ballum og Husum Ballum. Ballum Vesterende er en typisk randby i overgangen med marsken og Hjerpsted bakkeø. Bebyggelsen i Ballum Vesterende har tidligere været omfangsrig og har i dag de bedst bevarede bygninger af alle Ballum-landsbyerne. Ballum tidl. Missionshus er opført i 1788 og fungerede som tinghus for Ballum Birk indtil 1825. Da bygningen blev anvendt som Tinghus var der plads til to arrestanter, en arrestforvalterbolig og en dårekiste. I 1826 blev det købt af grev Schack af Schakenborg, og herefter blev det anvendt til skole. I 1959 skiftede bygningen endnu engang funktion og blev missionshus indtil 1979, da den overgik bygningen til privateje. Bygningen gennemgik en restaurering i det udvendige mellem 2001-2010.

Beskrivelse

Ballum tidl. Missionshus ligger i Ballum Vesterende som en del af en sammenhængende bebyggelse rundt om Ballum Kirke. Ballum tidl. Missionshus er en grundmuret tre fags bred og lang bygning i én etage. Bygningen står i rød, blank mur med i alt elleve murankre. Taget er et trekvartvalmet heltag tækket med strå, og i rygningen sidder en skorstenspibe. I facaden ses i midterfaget et hvidkalket indgangsparti med svungen kam og tre murankre, og i siden til højre for indgangen sidder to murede gesimser. Vinduesåbningerne er trukket svagt tilbage fra facaden, og over vinduerne er muret et helstensstik. Alle de traditionelt udført vinduer er firerammede med hvidmalede rammer og blåmalede karme og tværsprosser med undtagelse af et torammet vindue ved siden af indgangspartiet. Under det trekvartvalmede tag sidder i vestgavlen et staldvindue og i østgavlen en mindre luge. Døren er hvid- og sortmalet med et rundbuet overvindue delt i fire felter.

I det indre består bygningen af et større rum mod øst og et par mindre rum mod vest. Loftet er delvist åbent til kip, enkelte steder ses bræddeloft med fritliggende bjælker.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi for Ballum tidl. Missionshus er knyttet til beliggenheden i landsbybebyggelsen Vesterende Ballum, der ligger på geest-randen lige på kanten til marsken med et fantastisk kig ud over Vadehavet. Landsbyen ligger ved et landskabeligt skel, hvor Hjerpsted Bakkeø møder Ballummarsken og placeringen understreges af bebyggelserne, der markerer kanten af marsken. Hertil kommer, at Ballum tidl. missionshus desuden er en del af et velbevaret kulturmiljø omkring kirken og kirkegården. Bebyggelsen udgør sammen med de øvrige huse, kirken og kirkegården en rig og varieret helhed, der bindes sammen af et kampestensdige, der mod syd og vest kun brydes af bebyggelserne.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi for Missionshuset er i det ydre knyttet til bygningens traditionelle byggestil, der er karakteriseret ved, at den er grundmuret af egnstypiske, hårdtbrændte røde tegl med krydsforbandt og skrabefuge, samt at den har et stejlt, ubrudt tag tækket med strå og mønning af græstørv. Det hårde vejrlig og truslen om stormflod har været medvirkende til at skabe den særlige byggeskik, ligesom det har været afgørende for udviklingen af denne bygningstype, hvilke byggematerialer man kunne skaffe lokalt. I det træfattige landskab har det været vanskeligt at skaffe konstruktionstømmer, og man har derfor tidligt bygget i grundmur. De karakteristiske teglsten blev brændt lokalt af bønderne eller på lokale teglværker. Rør til tækning og græstørv til mønning hentede man i engdragene og i marsken, hvor der før de store afvandingsprojekter var langt flere rør end i dag. Til fremstilling af mørtel og til hvidtning anvendte man "Skælkalk", der blev fremstillet lokalt af brændte skaller og kalksten fra stranden. Bebyggelsens udformning er således præget af både de klimatiske og landskabelige forhold samt af adgangen til byggematerialer. I det indre er den kulturhistoriske værdi knyttet til den oprindelige planløsning med rum i forskellige størrelser.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi for Ballum tidl. Missionshus er i det ydre knyttet til den enkle og afgrænsede bygningsklump med det stejle, ubrudte stråtag med skorstenspibe i midten af rygningen. Det ellers homogene ydre brydes af det markante, klassicistiske midterfag mod vejen, der giver bygningen karakter og får den til at virke særegen. Hertil kommer de få murede detaljer og tilbagetrækningen af vinduesåbningerne, der giver en svar refliefvirkning. Endvidere er der arkitektonisk værdi knyttet til vinduerne og markeringen af karmene i en mørkere farve end rammerne, der får vinduesrammerne og sprosserne til at lyse op på den røde facade og fremstå spinkle.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links