Barkvej 5, Nordby

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Øen hørte oprindeligt under kronen og Fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian d. 6 og fik derved retten til at drive handel og søfart. Det betød, at øen oplevede en opgangsperiode med tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde, men under Englandskrigene i 1807-1814 mistede Fanø hovedparten af flåden.

Stort set alle Nordbys ældre huse fremtræder i dag grundmurede, men de fleste af dem blev opført som bindingsværkshuse. I begyndelsen af 1800-tallet begyndte man i det sydlige Vestjylland en lokal fremstilling af teglsten under hollandsk/frisisk påvirkning. Den tidligere byggemetode med bindingsværk, lerklining eller ubrændte sten, opmuret med lermørtel blev herefter afløst af murstensbyggeri med brændt tegl og kalkmørtler. I dag kan man på enkelte huse se rester af bindingsværk i form af stolper eller udmuringer af riller efter dem. Udmuringerne er blevet udført som halvstensmur. I enkelte huse har beboelsesafdelingen haft en større husdybde, hvilket har markeret sig som et karnaplignende fremspring og en tagprofil, som er skæv.

Der har altid været en stærk bygningstradition på Fanø med overordnede arkitektoniske træk og bygningsdetaljer, der har været så egnsspecifikke, at der er forskellige traditioner i øens to byer, Sønderho og Nordby, der kun ligger med en afstand på ca. 10 km, men der er dog også flere ligheder. I begge byer var det således almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning blev fugerne optrukket med hvidt. Gesimserne blev skurede og hvidtede. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger.

De ældste vinduer i Nordby var blyindfattede ruder i trærammer, men fra sidste del af 1700-årene og op gennem 1800-årene blev vinduer med en eller to oplukkelige rammer med typisk seks små ruder almindelige. Den ene ramme er oftest hængslet på lodposten, mens sprosserne i Sønderho har en karakteristisk enkel spids profil, har sprosserne i Nordby en kvartstaf og lille platte, der giver et mere detaljeret og afrundet profil. De forskellige profiler ses stadig meget tydeligt opdelt mellem de to byer. Denne vinduestype sidder i murhuller med lige stik, i plan med murens yderside og var ofte hvidmalet. I Nordby har der aldrig været tradition for bemalede stik over vinduerne som i Sønderho.

Yderdørene var oprindeligt revlehalvdøre hængslet til stolperne, der flugtede med murenes yder- og indersider. Dørene havde enten en lille kvadratisk, diagonaltstillet rude eller et lille firerudet vindue ved siden af døren. Dørene var overvejende rød- eller grønmalede med klinkefald. I forbindelse med, at grundmur blev mere almindeligt, blev hoveddørene bredere og i enkelte huse ses derfor to-fløjede heldøre. I midten af 1800-tallet vandt de to-fløjede fyldingsdøre indpas og hver fløj får tre-fire lige store fyldinger under en sprossedelt rude. I enkelte tilfælde får dørene et overvindue.

De forskellige bygningsdetaljer har ændret sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til, blandt andet fik flere huse nu murede gavle, pudsede facader, og vinduerne fik fladbuede stik og otte ruder i hver ramme. Ifølge kgl. Landinspektør Thobølls kort fra 1820 var Barkvej 5 bebygget i 1820. I 1829 bestod huset af et elleve fag langt bindingsværkshus beliggende på denne grund og nabogrunden. De syv østligste fag blev anvendt til beboelse, mens de resterende i den vestlige ende blev anvendt til stald. I 1864 og 1850 blev de fem vestlige fag frasolgt til naboejendommen. Ifølge en vurdering i 1851 blev huset ombygget og de seks østligste fag beskrives på dette tidspunkt med en større husdybde. I 1894 blev huset udvidet ved at købe fire fag fra naboejendommen. På dette tidspunkt var der beboelse og stald i både den østlige og vestlige ende. I 1968 bygges huset endnu engang om. I 1978 bliver huset delt i to selvstændige matrikler, hvor de syv østlige fag udgør en og de fem vestlige en anden.

Barkvej 5 ligger på Fanø i byen Nordby mellem lignende bygninger. Barkvej 5 udgør en del af et tolv fag langt stuehus, der ligeledes rummer Barkvej 7.

Stuehuset er et syv fag langt grundmuret længehus i én etage på en muret sokkel. Facaden er trukket frem over nordsidens fem østlige fag. Husets tag er et stråtækt sadeltag med mønning af tørv og en skorstenspibe i rygningen. Murene fremstår i rød blankmur med rester af bindingsværk i langsiderne i form af grønmalede stolper og tagrem samt en muret hvidkalket gesims, der er ført om hjørnerne på gavlene. På sydsiden afsluttes gesimsen af en grønmalet tagrem, mens den på nordsiden afsluttes af en hvid udmuring mellem bjælkeenderne. Den øverste del af gavlene er beklædt med lodretstillede brædder. I både nord- og sydsiden ses en traditionelt udført halvdør. Både dør og karme er malet mørkegrønne. På sydsiden sidder en traditionelt udført tofløjet, grønmalet luge. Bygningen har traditionelt udførte et- og torammede vinduer med seks ruder i hver ramme. Ved siden af begge døre sidder to ældre etrammede, firedelte vinduer. I østgavlen sidder murankre udført som bogstaver sammen med to diagonaltstillede firedelte vinduer.

I det indre er den ældre grundplan delvist bevaret med en gennemgående forstue, lokalt kaldet en frangel, der tidligere har delt bygningen i bolig (indhuset) og stald (udhuset). I boligen er stuerne placeret mod syd, mens køkkenet ligger mod nord. En del af overfladerne er fornyet, men traditionelt udført, herunder ølandsfliser, trægulve, bræddevægge og bræddelofter mellem synlige bjælker. Noget af det ældre interiør er bevaret, herunder fyldingsdøre med gerichter, beslag, greb og klinkefald, brystningspaneler og de karakteristiske, hollandske fliser med vasemotiv på ydervæggene.

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Nordby, der fremstår som en unik og delvist velbevaret ældre by. Bygningen er, som de fleste andre huse på Fanø orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og indgår dermed naturligt i den ældre del af Nordbys mere uregelmæssige bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre pladser og hovedgaden skaber en idyllisk sammenhæng. Et bemærkelsesværdigt indslag i bybilledet er de mange grøn- eller hvidmalede stakitter, der adskiller grundene.

Den kulturhistoriske værdi ligger i bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er murværkets røde mursten med hvidt optrukne fuger og hvid hovedgesims og bræddebeklædte gavltrekanter. Hertil kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med skorstenspiber. Det er også af stor kulturhistorisk værdi, at stolperne fra husets tid i bindingsværk er synlige på begge langsider, hvilket vidner om de mange ombygninger huset har været igennem siden opførelsen i begyndelsen af 1800-tallet og tillige har været almindeligt i Nordby. Endvidere har huset på nordsiden et karnaplignende fremspring og en skæv tagprofil, der markerer, at det, der tidligere var beboelsesafdelingen i huset har en større husdybde. Der er ligeledes kulturhistorisk værdi knyttet til det lille firerudet vindue ved siden af døren, der er typisk for husene i Nordby.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den delvist bevarede typiske, ældre planløsning med en forstue (frangel), der naturligt dannede en opdeling med bolig i den ene ende og stald og lo i den anden ende. Stuerne ligger ligeledes traditionelt mod syd, hvor de kunne få lys og varme, mens køkken ligger køligt mod nord. Der synes traditionelt at have været en tendens til at placere staldafdelingen mod vejen.

Bygningen rummer et velbevaret interiør med mange traditionelle og ældre egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder brystningspaneler, ældre to-fyldingsdøre med klinkefald samt de meget karakteristiske, hollandske og brunmalede fliser på ydervæggene. I flere hus ses ydervæggen med fliser øverst og træpaneler på den nederste del. Den kulturhistoriske værdi knytter sig stærkt til disse fliser, da de er et helt særligt træk for byer med søfart som det primære erhverv, hvor sømændene på deres mange rejser tog fliserne med hjem.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til den fritstående bygnings enkle og velproportionerede volumen med lave mure og stejlt tag, der med en bølgende kurve former sig omkring stuehuset. Placeringen af vinduernes overkant i gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der er integreret og begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspiber. Særligt de hvidmalede vinduer, den hvid- og grønmalede luge, stopler og dør giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør, der domineres af fliserne, hvis motiver både danner ordnede mønstre og gentagelse af den samme flise. Virkningen er enestående og meget karakteristisk. Hertil kommer de mange snedkerdetaljer, der giver rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge og lofter er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformningen af snedkerdetaljerne, herunder fyldingerne på døre. Sammenhængen mellem det ydre og det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Læs videre om

• Barkvej 5, Nordby
• Skolevej 2, Nordby
• Toftestien 12, Sønderho

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen