På en morænebakke lige vest for landsbyen Barmer nær Aalborg blev der 1984‑85 undersøgt rester af to pottemagerovne fra middelalderen. Begge er af den liggende type, hvor fyr- og ovnkammer til potterne ligger i forlængelse af hinanden, og det hele er overdækket af en tunnelformet lerkappe. På den bedst bevarede ovn var de to dele adskilt af tre lodrette piller af ler. Længden på ovnen var 2,5 m. I ovnkammeret og på pladsen foran og bag ovnen blev der fundet ganske megen kasseret keramik.

Der var rester af karakteristiske gråbrændte fade, skåle og kander. Anlægget kan kulstof 14-dateres til 1300-tallet. Denne datering understøttes af, at helt samme keramik er fundet på voldstedet Hedegård ca. 10 km syd for Barmer. Dette sted er årringsdateret til tiden mellem 1370 og 1390. Den liggende ovntype, kaldet den keltiske, kendes almindeligvis fra det kontinentale Europa uden for Romerrigets grænser.

Videre læsning

Læs mere om Middelalderen i Aalborg Kommune

Se alle artikler om Arkæologi 1536-1850

Se alle artikler om Middelalderarkæologi