Kirkegården er et sted, hvor de historiske, sociale, religiøse og demografiske ændringer viser sig meget tydeligt. Landsbykirkegården ændrede sig i løbet af 1900-tallet fra ret tilfældige strukturer til en stram regulering med enkelt- eller familiegravsteder, der var udparcelleret og omgivet af buksbomhække. Sognets rigeste og mest betydningsfulde døde fandt deres hvilested nær ved kirkebygningen og dens indgang. Her opretholdtes en social orden og stratigrafi gennem anførelse af titler og de dødes betydning for samfundet. Jævne mennesker gravsattes mere beskedent og måske endda på den skyggefulde nordside af kirken. De levendes samfund afspejledes i dødens have.
Byernes kirkegårde svarede oftest til landsbykirkegårdene, men med Begravelsesloven af 1907 blev det muligt for kommunerne at anlægge kirkegårde, der således ikke var folkekirkens og derfor heller ikke kunne have kristelige symboler og indskrifter på portaler og kapeller. I byerne var det almindeligt, at kirkerne havde assistenskirkegårde, enten for de særlige professionsgrupper, der knyttedes til københavnske kirker som Holmens og Garnisons Kirkegårde eller almenkirkegårde uden for byerne, der kunne rumme særlige naturmæssige kvaliteter. På flere af disse kirkegårde opstod særlige rum, der blev foretrukket af bestemte etniske grupper, foreninger, religiøse samfund og politiske grupperinger. De nye jødiske begravelsespladser inkorporeredes som særlige rum i almenkirkegårdene. I København hviler socialdemokratiske politikere i det samme område på Vestre Kirkegård, i folkemunde benævnt Det Røde Hav. I forbindelse med verdenskrigene ændrede flere kirkegårde karakter, idet de skulle rumme mange simple, ensartede gravminder over ofre for den spanske syge, flygtninge og omkomne soldater i form af næsten militær kolonneopstilling på grønne plæner.
Det har været diskuteret, om afdøde med ikke-kristen tro kan eller skal begraves i særlige afdelinger. Dette spørgsmål ordnes lokalt. I 2006 blev en muslimsk begravelsesplads taget i brug ved Brøndby, finansieret af Dansk Islamisk Begravelsesfond, hvilket er blevet set som et brud på folkekirkens monopollignende stilling inden for begravelses- og kirkegårdsområdet. Bevægelsen af asatroende, Forn Siðr, etablerede i 2009 et ret stort anlæg med stensætninger og runesten på Assistens Kirkegård i Odense. I princippet er alle kirkegårde indviede før ibrugtagning, men netop kun i princippet, da urnekirkegårde ikke nødvendigvis skal indvies, og det betyder, at kirkegårdene ofte råder over ikke-indviet jord, der kan anvendes til flere formål. Denne i religiøs henseende marginale jord kan anvendes til begravelser for mennesker, der af den ene eller anden grund ikke ønsker at hvile i den fælles indviede jord.
I slutningen af 1800-tallet blev kremering lovliggjort, hvilket ikke blot førte til anlæggelse af krematorier i forbindelse med mange kirkegårde, men også rummede en arkitektonisk opgave med at udforme dem i et tidssvarende formsprog, hvilket til fulde opnåedes med Frits Schlegels kapelkrematorium på Mariebjerg Kirkegård i Gentofte i 1936 samt med Henning Larsens kapelkrematorium i Roskilde fra 1959. Urnegravsteder krævede mindre plads end kistebegravelserne, og de lagde op til en anden udnyttelse af kirkegården.
