Bernhard Hertz Sølvvarefabrik, København

Store Kongensgade er den længste gade indenfor de gamle volde og er en broget skare af arkitektoniske retninger med sine mange forskelligartede bygninger. Gaden anlagdes 1663 i forbindelse med Kastellets opførelse og har navn efter Frederik III (1609-1670). Efter Christian IV (1577-1648) i 1647 nedlagde den gamle Østervold (som gik langs Gothersgade), og i stedet anlagde en ny vold langs nuværende Øster Voldgade til Kastellet, opstod dermed Ny-København og et samlet København, som blev omtrent 40 procent større. Med den efterfølgende byplan fra 1649 skabtes en mængde nye gader, der ifølge planen skulle opkaldes efter danske besiddelser, kongelige og højere stænder, deriblandt adelige. Det blev så med tiden til navne som Nye Kongens Gade (i dag Store Kongensgade), Norgesgade (i dag Bredgade), Adelgade, Gothersgade, Rigensgade, Borgergade, Amaliegade, Sølvgade, Dronningens Tværgade, Kronprinsessegade med flere. Forhuset og sidehuset, Store Kongensgade 23, er opført 1850-51 af murermester Chr. O. Aagaard. Gennemkørslen til gården var i en periode inddraget til en gennemgående forstue. Facaden omtales første gang som oliemalet i 1866. Bernhard Hertz etablerede sin virksomhed i 1858. Først fremstilledes smykkearbejder med moderne blomstermotiver samt efterligninger af oldtidssmykker. For at udvide kundekredsen måtte varens pris sænkes. Dette skete dels ved at gå over til fabriksmæssig drift med anvendelse af maskinkraft, dels ved at fremstille oldtidssmykkerne i sølv. I 1887 opførtes fabrikken i Store Kongensgade som en etagefabrik, hvad der var den almindeligste fabrikstype i områder, hvor pladsen var trang, som her i det indre København.

Ejendommen er beliggende i Store Kongensgade i København, hvor forhuset udgør et integreret led i gadens vestlige husrække. Ud over forhuset omfatter ejendommen mod gården et hermed sammenbygget sidehus. I gården vest herfor ligger en fabriksbygning på fem fag. Fabriksbygningen er mod nord sammenbygget vinkelret med et baghus, der ikke er omfattet af fredningen og derfor ikke nærmere beskrevet her. Forhuset og sidehuset anvendes til erhverv og beboelse. På besigtigelsestidspunktet var fabriksbygningen under indretning til beboelse. Forhuset er i fire grundmurede fag og er fem etager høj. Stueetagen er et bredt, fladbuet og kombineret port- og dørfag samt et bredt, fladbuet butiksfag i en udsmykket, mørkegrå underfacade. Herover er en kordongesims, under de overliggende etager er gesimser, og øverst er en hovedgesims med konsoller og sparrehoveder. Overfacaden er glatpudset og lysegrå med hvidmalede pudsdetaljer: Vinduerne er placeret i fladbuede nicher med blændingsfelter under, og over vinduerne på første til tredje sal er der dekorative bånd. Forhuset bærer et heltag behængt med røde tegl, og i tagfladen mod gaden er et stort, nyere tredelt tagvindue samt tre mindre tagvinduer. I portfaget er en ældre, todelt port til portrummet samt en hoveddør til butikken, begge er malet mørkegrønne og har fyldinger nederst og glaspartier øverst samt overvinduer. I butiksfaget er et stort, ét-rudet butiksvindue. I overfacaden er både ældre og nyere firerammede, fladbuede, opsprossede og mørkegrønne vinduer, heraf er de nyere vinduer forsynet med termoruder. De ældre vinduer er forsynet med traditionelt udførte forsatsvinduer. Mod gården er forhuset i ét bredt fag og via et afrundet smigfag sammenbygget med et grundmuret sidehus i syv fag samt yderligere et smalt og tilbagetrukket trappefag med et retirade ved sidehusets gavl. Sidehuset er som forhuset i fem etager med kælder. Gårdsiden er pudset og gulmalet. Sidehuset bærer et mansardtag behængt med røde tegl nederst og tagpap øverst. Med adgang via en nyere zinkdækket kvist med et sideordnet glasparti i forhusets tagflade mod gården og placeret på sidehuset øvre tagflade er en nyere tagterrasse. Terrassen har et dæk og et værn af brædder. Herudover er i forhusets tagflade mod gården et par nyere, mindre tagvinduer samt i den øvre tagflade på sidehuset en enkel skorstenspibe. I forhuset er fra portrummet adgang til gården via en ældre, mørkegrøn og tofløjet port med et sideordnet parti med fyldinger nederst og glas øverst. Mod gården er herudover i det yderste fag mod vest en nyere, mørkegrøn fyldingsdør, en kældernedgang via en ældre, tofløjet og mørkegrøn revleluge. Vinduerne mod gården er ældre og traditionelt udførte seksrammede trefagsvinduer og firerammede vinduer med todelte underammer samt en- og torammede, opsprossede vinduer. Heraf er de fleste vinduer mod gården forsynet med traditionelt udførte forsatsvinduer. Forhusets portrum giver adgang til ejendommens hovedtrappe samt til gården. Portrummet har en traditionelt udført flisebelægning og høje paneler af brædder med en udsmykket gesims langs væggene, der herover og sammen med lofterne står pudsede. Hovedtrappen er en ældre treløbet trappe med afrundet durchsicht, indstemte, linoleumsbelagte trin i vangene, drejede og udskårne balustre samt en afrundet håndliste. Bagerst i sidehuset ligger ejendommens bevarede bagtrappe, der er toløbet, med indstemte trin, runde balustre og en profileret håndliste. Kælderen under sidehuset rummer varmerum og anvendes herudover til opmagasinering. Ejendommen har i det indre en i overvejende grad ældre grundplan, dog har stueetagen en delvis nyere planløsning med et sammenlagt gade- og gårdvendt butikslokale samt flere, delvist sammenlagte gårdvendte rum i sidehuset langs en ældre korridor. Grundlæggende indeholder lejlighederne i forhuset adgang fra hovedtrappen eller en forstue samt to gadevendte stuer og en gårdvendt, afrundet smigfagsstue. I sidehuset løber inderst en langsgående korridor, der betjener gårdvendte værelser, herunder et værelse med afrundet væg mod smigfagsstuen, samt badeværelse og øvrige funktionsrum. Enkelte steder er en skillevæg rykket, men rumfunktionerne står i øvrigt relativt uændrede i sidehuset. Bagerst er der køkken, pige- og spisekamre samt adgang til bagtrappen. Den udnyttede tagetage i forhuset er lagt sammen med fjerde sals lejlighed med adgang via en intern ligeløbstrappe til et åbent rum med loft til kip. Det øvrige loft indeholder depotrum samt et ældre vaskerum og står uden væsentlige ændringer. Der er i ejendommen bevaret mange ældre bygningsdele, detaljer og overflader i lejlighederne, herunder ældre brædde-, planke- og parketgulve, kogenicher i køkkenerne, bevarede skorstenskerner, pudsede vægge og lofter samt vægge med blotlagt bindingsværk, navnlig i forbindelse med korridorens skillevæg til de gårdvendte værelser. Både i rum mod gaden og i adskillige rum mod gården er bevaret fuldpanelerede ydervægge samt lysningspaneler. Hertil kommer brystningspaneler, helpaneler med indbyggede skabe samt listeinddelte vægfelter og ovn- og vægpilastre. I lofterne er i de repræsentative stuer samt i enkelte værelser en righoldig forekomst af stukarbejder i form af udsmykkede gesimser, profilerede kantlister og loftfelter af stuklister med bånd- og bladornamenter. Der er i overvejende grad ældre og traditionelt udførte en- og tofløjede fyldingsdøre, heraf buede fyldingsdøre, der følger de afrundede vægge i smigfagsstuer i forhuset og de dertil stødende værelser i sidehuset. De ældre døre har for en dels vedkommende ældre gerichter og greb samt indstukne hængsler. I de ældre vinduer er bevaret en stor del ældre stormkroge og anverfere. I sidehusets tagetage er der ældre tømmerkonstruktioner, ældre bræddegulve og -forskallinger samt støbt gulv og pudsede vægge i vaskerummet. I kælderen er der støbte gulve, delvist overpudsede vægge samt lofter med monierhvælv og bjælkelag.

Den i gården beliggende fabriksbygning er opført i seks grundmurede fag og er tre etager høj over en kælder. Bygningen bærer et heltag med lave hældninger belagt med tagpap, og i tagfladerne er til begge sider nyere og parvist anbragt ovenlysvinduer. Ydermurene er bygget af gule mursten med kelede fuger. Facaden mod øst står i blank mur. Facaden mod øst er malet lysegrå over en pudset og gråmalet sokkel. Over stueetagen er en bred, profileret og gråmalet kordongesims, og øverst er en hovedgesims. Mellem første og anden sals vinduer er blændingsfelter. I det næstnordligste fag er en let fremhævet risalit med en afrundet frontispice med et blændingsfelt og kugler øverst. I stueetagen er en udsmykket portal med kannelerede pilastre og en konsolbåren fordakning, der indrammer hoveddøren. Øverst krones portalen af en arkitravgesims med et blændingsfelt med fordybede gyldne versaler: GULDVAREFABRIK. Mellem første og anden sal er et yderligere et felt med inskription: BERNHARD HERTZ. Foran indgangen i stueetagen er der afrundede trin i granit. I bygningens nordligste fag er et sekundært indgangsparti. Begge østfacadens indgangspartier har ældre, tofløjede fyldingsdøre, der er malet mørkegrønne. Hovedindgangens døre har glas i de øvre fyldinger. Både mod øst og vest er der nyere kældernedgange med støbte trappetrin, vægge, støbejernsværn og nyere, lysegrå glasdøre. Hertil kommer et nyere, forsænket, støbt og hvidmalet parti og støbejernsværn foran vestfacadens kælderetage. Fabriksbygningen har i overvejende grad bevaret sine oprindelige støbejernsvinduer af vekslende højde, med spinkle profiler og med et udluftningsvindue i det øverste felt (et vippevindue), og vinduerne er forsynet med sålbænke i riflet støbejern. Indvendig har vinduerne traditionelt udførte torammede forsatsvinduer af træ. Vinduerne er gråmalede. Østfacadens nyere vinduer er udført som pilasteropdelte, koblede vinduesrammer med krydsopsprosning og er gråmalede, som de ældre vinduer. Fabriksbygningens etagedæk er udført af jernbjælker med murede kappehvælv, såkaldte monierhvælv, der står pudsede og hvidmalede. Væggene er pudsede og hvidmalede, og vinduesnicherne i forbindelse med de ældre støbejernsvinduer har afrundede false. Dertil kommer enkelte murede skillevægge samt en bevaret skorstenskerne, der ligeledes er pudsede. De støbte gulve er belagt med fliser og linoleum, antageligt flere steder over ældre parketgulve. Alle etager står i overvejende grad med åbne etagedæk, hvor der tidligere har været kontorindretning med lette skillevægge, og hvor der nu indrettes boliger med delvist åbne planer i sammenhæng med det tilstødende baghus, der ikke er omfattet af fredningen. I kælderen er et nyere køkken, der også fjernes. Fra hovedindgangen mod øst ankommer man til fabriksbygningens bevarede hovedopgang. Gulvet i trapperummet er belagt med støbte fliser i trefarvet, kubisk mønster. Hovedtrappen fører op til første sal, og trappen er udformet som en kvartsvingstrappe med repos. Vanger og trin er gråmalede med linoleum i ganglinjen, og trappen har mæglere og spinkle balustre i metal, der er bronzemalede, og gelænderet er forsynet med en håndliste af mahogni. Fra første til anden sal, og forbundet med den ældre hovedtrappe, er centralt placeret i bygningen tilkoblet et nyere, overliggende opgang med en toløbet trappe med linoleumsbeklædte trin og en afrundet håndliste. De indre døre er nyere døre, der enten er glasdøre eller glatte pladedøre. De nyere ovenlysvinduer på anden sal sidder på de tidligere tagvinduers placeringer, og de krydsende dragere mellem ovenlysfordybningerne har en delvist rekonstrueret listebesætning.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i Store Kongensgade, hvor forhuset indgår som et integreret element i gadens vestre husrække. I kraft af sin høje og iøjnefaldende facade, sine klassiske proportioner, sin elegante udsmykning og traditionelle materialeholdning udgør forhuset et værdifuldt indslag i det historisk betonede område med de lange lige aksialgader fra Gothersgade og Kongens Nytorv samt Frederiksstadens herskabelige bebyggelser. I gården knytter den miljømæssige værdi sig til for- og sidehusets nøgterne og renfærdige bagsider og traditionelle bebyggelsesstruktur. Der knytter sig en meget væsentlig miljømæssig værdi til den i gården beliggende fabriksbygning, der i kraft af sin karakterfulde kombination af en produktionsorienteret bygningskrop med store jernvinduer og dens samtidige betoning af klassiske bygningsdetaljer udgør et værdifuldt, stemningsfuldt og sjældent indslag. I alt udgør baggården et stykke tidlig industrihistorie i det indre København.

Den kulturhistoriske værdi ved Store Kongensgade 23 knytter sig i det ydre til det grundmurede for- og sidehus som et væsentligt og repræsentativt eksempel på et senklassicistisk etageboligbyggeri i overgangsfasen til den tidlige historicisme omkring 1850. Dette kommer dels til udtryk i bygningens anseelige størrelse og højde, dels i facadens karakteristiske udformning og detaljer. Til forhusets facade knytter den kulturhistoriske værdi sig til det klart definerede facadeskema med en opdelt tofags underfacade med butiksindretning og et adgangsfag med port og butiksdør. Dertil kommer fyldingsporten og hoveddøren med alle detaljer, der er placeret i det ene, let fladbuede fag. Herover kommer senklassicismens og den tidlige historicismes stiltræk til udtryk i den glatpudsede og malede murflade og den etagevise opdeling af overfacaden ved hjælp af gesimser og bånd, der i lighed med vinduesindramning aftager opefter i tyngde og udtryk. Øverst afsluttes facaden på ganske tidstypisk vis af en profileret hovedgesims, der kombinerer sparrehoveder og kantlister med en række faginddelende konsoller. Dertil hører de karakteristisk fladbuede vinduesnicher med blændingsfelter under. Fremhævelsen af især første sal og de overliggende to etagers vinduer sker navnlig med de overliggende bånd, der følger vinduernes form under disse og som viser periodens forkærlighed for eklektisk opbygning og en øget opblødning af de ellers stramme klassicistiske facader i et mere levende og blødt moduleret udtryk. Dette ses særligt i den beherskede men elegante brug af motiver som æggestaven og palmettemotivet, der samtidig fastholder facadens klare referencer til Antikkens arkitektoniske udtryksreservoir. Der knytter sig endvidere kulturhistorisk værdi til facadens ældre og i form traditionelt orienterede firerammede vinduer med særlig vægt på anden og fjerde sals klassiske korspostvinduer med fladbuet overkant og de todelte underammer, der er kendetegnende for klassicismens vinduer. Øverst knytter der sig kulturhistorisk værdi til det høje heltag hængt med røde tegl. Mod gårdsiden knytter der sig overordnet en væsentlig kulturhistorisk værdi til det nøgterne og funktionsorienterede udtryk med pudsede og malede murflader, de buede og brede smigfag og den enkle hovedgesims. Dertil kommer den blandede vinduessætning med de i store træk velbevarede korpostvinduer, trefagsvinduer og mindre, opsprossede vinduer, der fremhæver gårdsidens mere differentierede funktioner i forhold til den repræsentative facade. Dertil kommer porten mod gården samt øvrige luger og døre med samtlige detaljer samt det let tilbagetrukne bagtrappefag med ejendommens funktionsbetonede trappe bagerst på vestgavlen af sidehuset. Der knytter sig endvidere kulturhistorisk værdi til forskellen mellem forhusets heltag og sidehusets halve mansardtag over den lang og ensartede gårdside, hvilket yderligere understreger sidehusets sekundære funktion i forhold til det repræsentative forhus. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til portrummet med flisegulv, høje paneler med brædder og gesimser på væggen, pudsede overvægge og lofter samt den direkte adgang til det velbevarede hovedtrapperum. Her knytter sig værdi til den treløbede trappe, der med sin herskabelige udformning afspejler vigtigheden i datiden ved at råde over en repræsentativ ankomst til lejlighederne. Det fornemme portrum og hovedtrappen var det første, der mødte den besøgende, og skulle derfor tildeles særlig opmærksomhed. I forhold hertil ses den ligeledes velbevarede bag- eller køkkentrappe bagerst i sidehuset, der med sine to løb og enkle gelænder understreger sin rent funktionsorienterede rolle, men samtidig ved sin størrelse også afspejler den relativt store ejendoms mange omfangsrige lejligheder og derved større behov for passage af mange tjenestefolk og andre med praktiske ærinder i huset. På tidstypisk vis illustreres datidens klare hierarki alene ved den betydelige fysiske afstand imellem forhusets repræsentative og herskabelige sfære og bagenden af sidehuset, der alene var husarbejdets og domestikkens område. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til de i store træk velbevarede planløsninger i lejlighederne, herunder med repræsentative stuer i forhuset mod gaden og fornemme spisestuer placeret ud mod gården som smigfagsstuer. Dernæst kommer sidehusets i store træk velbevarede grundstruktur på etagerne med en langsgående, vinduesløs korridor, der betjener en række større og mindre rum vendt mod gården (og bagerst giver adgang til køkkenerne med pigekammer, spisekammer og adgang til bagtrappen). Der knytter sig særlig kulturhistorisk værdi til stuerne og værelserne med afrundede vægpartier med indbyggede skabe, der dels afspejler en borgerlige inspiration fra den ældre klassicismes adelspalæer, dels løser et praktisk pladsproblem med de elegant indbyggede skabsrum bag rundingerne. Der knytter sig stor kulturhistorisk værdi til alle ældre og traditionelt udførte dele og detaljer, der primært afspejler udsmykningsidealerne og de æstetiske præferencer i de herskabelige, senklassicistiske og tidligt historicistiske interiører. Det gælder planke- og bræddegulve, parketgulve, pudsede vægge og lofter, fuldpanelerede ydervægge og afrundede vægge samt brystnings- og lysningspaneler, pilastre og væg- og loftsstukkatur, alle ældre en-og torammede fyldingsdøre, heraf særligt de krumme fyldingsdøre i de afrundede stuer, samt indstukne hængsler, gerichter og messinggreb. Derudover kommer sidehusets bindingsværksvægge, køkkenernes bevarede kogenicher, skorstenskernerne og den ældre tagkonstruktion på sidehusets loft. Derudover kommer alle ældre, håndsmedede stormkroge og anverfere i de ældre vinduesrammer. Den kulturhistoriske værdi ved fabriksbygningen knytter sig i det ydre til bygningen som et velbevaret og repræsentativt eksempel på en ren produktionsbygning fra det tidlige industrisamfund. Dertil kommer, at fabriksbygningen tydeligt afspejler datidens blandede bygningsmasse i indre by med både boliger og industri. Den tre etagers fabriksbygning med kælder placeredes op imod den (ikke-fredede) grundmurede etageboligbygning, der allerede lå inde på grunden – og kom til at fungere i samspil med denne. Der knytter sig endvidere en særlig kulturhistorisk værdi til fabriksbygningens, for slutningen af 1800-tallet, meget tidstypiske blanding af moderne byggeteknikker og en række klassiske, arkitektoniske virkemidler. Dette kommer til udtryk i bygningens blanke og bemalede murværk med kelede fuger og harmoniske fremtræden i samspil med de funktionelle støbejernsvinduer og -sålbænke. At den østvendte facade er tiltænkt rollen som fabriksbygningens repræsentative ansigt udadtil er tydeligt, navnlig i kraft af den let fremhævede risalit. Her er hovedindgangspartiet særligt fremhævet omkring døren samt om vinduerne derover med pilastre, konsolbåren fordakning, arkitrav med skiltning og en rundbuet frontispice øverst med kugler som den dekorative afslutning. Inskriptionerne med Hertz navn afspejler den øgede selviscenesættelse hos datidens voksende industriborgerskab, der i funktion kan minde om adelens våbenskjolde på herregårdene. I stueetagen har, ifølge originaltegningen (facadeudsnit fra 1887), den fornemme hovedindgang til trappen været flankeret af to yderligere dørpartier, hvoraf kun det nordlige er bevaret. Arbejderne har haft adgang gennem denne sekundære dør, hvorfra de kunne fortsætte ud i baggården og videre op i etagerne. Det nu forsvundne indgangsparti syd for hovedindgangen har givet adgang til stueetagen. At der skulle have været en dør ses i dag i de retkantede, mere robuste false indenfor, hvor alle andre vinduer er forsynet med afrundede false. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til de ældre fyldingsdøre med alle detaljer, til tagets placeringer af ovenlys samt til skorstenspiben. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi til fabriksbygningens jerndækskonstruktion med murede kappehvælv i monier-form, der afspejler datidens moderne byggeteknikker med fokus på soliditet, bæreevne og øget brandsikkerhed. Ydermere gav denne struktur mulighed for at etablere de store åbne dæk, der stadig præger store dele af fabriksbygningen. Dertil kommer skorstenskerne, pudsede vægge og lofter samt de slidstærke og enkle overflader i bygningen. At fabriksbygningen oprindeligt har kombineret produktion af smykker og andet luksusudstyr med en præsentation af disse, ses ikke kun i bygningens repræsentative ydre mod øst. Man kan formode, at besøgende og kunder til forretningen er ankommet via Store Kongensgade 23 gennem gården indtil hovedindgangen, for herfra at komme videre op ad den yderst præsentable hovedtrappe til en udstilling eller showroom på første sal. Produktionen af sølv- og guldvarer har sandsynligvis foregået på samtlige bygningens fire etager, da de er relativt ens udformet med omtrent samme solide og nøgterne løsninger. Som nævnt tyder meget dog på, at første sal – forstået som en industriel beletage – har rummet mere en direkte produktion. Nicher og indhak vidner om, at der kan have været placeret indmurede jernskabe til sikker opbevaring af værdierne. Der knytter sig betydelig værdi til de originale støbejernsvinduer, der har forholdsvis store ruder i forskellige formater og udstyret med et praktisk oplukkeligt vindue for oven. Fabrikslokalerne har, som det endnu ses, været meget velbelyste, med lys fra to sider og få skillevægge. I forbindelse med den igangværende transformation til bolig betones disse særlige kvaliteter, hvorved fortællingen om fabriksbygningens oprindelse, funktioner og ældre materialeholdning endnu er klart aflæselig.

Den arkitektoniske værdi ved ejendommen Store Kongensgade 23 knytter sig i det ydre til det grundmurede anlæg bestående af for- og sidehus med særlig vægt på forhusets repræsentative facade. Den glatpudsede facade med klare, etagevise opdelinger ved hjælp af gesimser og bånd samt de taktfast anbragte og stramt udsmykkede vinduespartier fremtræder både som en helstøbt, afbalanceret og varieret helhedsløsning. Vinduernes fladbuede overkanter giver facaden over en tungere, kontrasterende underfacade et spændstigt og velmoduleret rytmisk udtryk, der yderligere fremhæves af de omkransende pudsdetaljer. Mod gården knytter den arkitektoniske værdi sig til det prunkløse og funktionsbestemte udtryk med en enkel hovedgesims mod tagfoden. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til det generøse portrum med direkte adgang til den herskabelige, treløbede trappe, der giver adgang til de helstøbte lejligheder. Lejlighedernes grundplaner har arkitektonisk værdi, idet der i store træk gives en klart defineret oplevelse af rummenes plads i helheden, enten som repræsentative rum eller rum med en funktionsbestemt rolle. Dette underbygges på effektfuld vis af de mange ældre bygningsdele og -detaljer, herunder især de krumme stuevægge med indbyggede skabe og krumme dørfløje, hvor udsmykning og funktion her er forenede. Den arkitektoniske værdi ved fabriksbygningen i gården knytter sig i det ydre til den enkle og funktionsorienterede bygningskrop, der mod øst er kombineret med en repræsentativ facade. Den grundmurede bygning med kelede fuger og de store vinduespartier med støbejernsvinduer indgår i et meget vellykket samspil med det effektfuldt iscenesatte indgangsparti med portal, hoveddør og de overliggende dekorative elementer, der giver fabriksbygningen et helstøbt og imødekommende udtryk. Dertil kommer kordon- og hovedgesimsen på østsiden, der horisontalt bidrager til bygningens værdige og rolige fremtræden. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til bygningens karske og helstøbte fremtræden, herunder med de åbne lokaler, jerndækskonstruktionen og de murede kappehvælv. Dertil kommer de rigt gennemlyste og generøse fabrikslokaler, hvor særligt de mange store vinduespartier med de afrundede false giver en vigtig opblødning af lysindfaldet og udgør et væsentlig arkitektonisk værdi i samspil med hvælvenes repetitivt rytmiske karakter i lofterne.

Læs videre om

• Amalienborg, København
• Dybensgade 24, København
• Studiestræde 10, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen