På det højeste punkt i landskabet i en lysning i Bernstorffs Slotshave ligger Bernstorff Slot flankeret af skov til begge sider. Slottet er bortforpagtet og drives som konferencecenter med restaurant. Både slottet og den tilhørende Svenske Villa er fredet.
”Honesto inter labores otio sacrum”
”Helliget fortjent hvile mellem arbejdet”
Citatet oven for henviser til den sætning, der på latin ses over hoveddøren til Bernstorff Slot. Stedets bygherre, udenrigsminister J.H.E. Bernstorff, opførte det som et fristed. J.H.E. Bernstorff var en af de mange tyske adelige, der i den ældre enevælde fik store embeder i den danske statsadministration. Som udenrigsminister og gehejmestatsminister med prædikatet excellence kunne Bernstorff ikke nøjes med palæet i Bredgade, der endnu bærer hans navn, men måtte også have et landsted i nærheden af byen.
Byggeriet blev påbegyndt i 1759. For Bernstorff, der var fascineret af Frankrig og alt fransk, lå valget af den franske arkitekt N.H. Jardin lige for. Det nye hus blev placeret midt i den nye have, og på et sæt projekttegninger er de forskellige udsigter skrevet ind, så de har haft en vigtig betydning.
Haven har Jardin valgt at udforme i samme senbarokke stil, som han også anvendte ved udformningen af Fredensborg Slotshave.
Bernstorff Slot blev opført i to etager over høj kælder med valmtag, som blev belagt med sortglaserede tagsten. Over gesimsen var der en balustrade med vaser, og et ovalt fremspring kronedes af en kuppel, der senere blev erstattet af den nuværende højere kuppel med tambur. De hvide mure stod i hvidt, mens sokkel, trapper og udsmykningsdetaljer var i rød bornholmsk sandsten. Facadernes klassiske elementer er begrænset til refendfugning på midt- og sidepartierne, sålbænke og konsoller under vinduerne samt hoved- og havedørenes rigere indramninger. De tæt sammenstillede vinduer midt på gavlfacaderne er meget ukonventionelle.
Jardins åbne tilgang til opgaven ses især i bygningens plan. Rokokoens bibel udi lystejendomme var J.-F. Blondels De la distribution des Maisons de Plaisance… (1737-38), der fik stor betydning for den finere bygningskunst herhjemme. Rummene skulle ikke som før bare ligge på række, de skulle have forbindelser på kryds og tværs. Som det havde været kutyme i mere end 100 år, var værelserne fordelt med to parallelle suiter mod hhv. gård- og haveside. Lige så traditionel er placeringen i tværaksen med vestibule og havesal i forlængelse af hinanden. Havesalens ovale fremspring var decideret gammeldags i sin idé. Der er typiske småtrapper til tyendet, men de er skudt ud i bygningens gavlender, således at den centrale beboede del fremstår klar og overskuelig. Tidens teoretikere anbefalede at lægge hovedtrappen til højre for vestibulen, da man naturligt vender sig den vej. Husherrens værelser blev lagt mod haven, en gæstesuite blev lagt ud mod gården. Spisesalen blev placeret til højre for vestibulen og hovedtrappen, hvor tjenerskabet kunne dække op og rydde af uden at skulle gennem beboelsesrummene. Førstesalen blev indrettet med en lang gang, der midt på vider sig ud, hvor ovalsalonens konstruktion medfører et spring i den langsgående skillevæg.
Arvingerne solgte bygningen i 1810, og herefter gik den i en årrække fra hånd til hånd. 1838 blev den solgt til nedrivning, hvilket dog blev forhindret af prins Christian (VIII) Frederik ved at garantere ejeren 6.000 rd. til istandsættelse. Den forkøbsret, prinsen dermed skaffede sig, fik betydning allerede i 1842, hvor Christian VIII købte bygningen for 100.000 rd. Kongen var kendt for sin store kunstforstand, og han ville ikke, at dette hovedværk i dansk arkitektur skulle forsvinde.
Med kongens køb blev Bernstorff et slot. Huset blev nu ombygget af hofbygmester J. Hansen Koch. Den gamle balustrade (der vistnok var af træ) blev fjernet. Det samme gjorde den skotrende, der lå inden for hovedgesimsen; taget har altså tidligere haft en helt anden karakter. Dets oprindelige udstrækning ses på loftet, hvor de store flunker ved kvistvinduerne angiver, hvor taget oprindeligt har været. De gamle spær sidder således til dels endnu inde under det nyere, der er trukket ud over gesimsen. Det var først ved Kochs ombygning, at der kom værelser på mezzaninen, og herved kom kvistvinduerne til at sidde ret højt, hvilket, kombineret med de store flunker, gør værelserne noget mørke. Den oprindelige kuppel blev fjernet, og i stedet forhøjede man det ovale fremsprings mur, således at den fremstår som en tambur, der dukker op over hovedgesimsen. Den nye højere kuppel fik kobberbeklædning, hvor den gamle kun havde fortinnet blik.
I det indre skete der ikke de store forandringer, udover at der kom loftsværelser. Dog nævnes det af Charles Christensen i 1944 at ”Alle Steder er der indvendigt ved Vinduerne Lysningspanel, der kan slaas sammen og lukke for Aabningerne. I øvrigt gaar alle Rammerne indad som franske Vinduer – uden faste lodrette Poste. Paa Lysningspanelet i Stueetagen er de fleste Steder meget smukke forgyldte Bronce-Skydere med de fineste Ornamenter, udført i Frankrig.” Hverken lysningspaneler, der kan foldes til siden eller de dertil hørendende franske forgyldte bronze-skydere findes mere. Disse er formentlig nedtaget i forbindelse med monteringen af forsatsvinduer. Christian VIII tilbragte gerne en del af sommeren på slottet, men efter hans død i 1848 blev det ikke meget brugt – en periode var det tilmed udlejet til den engelske gesandt.
Efter enevældens afskaffelse i 1849 blev slottet ligesom de andre kongelige slotte og haver statseje. I 1854 blev det overladt til tronfølgeren, prins Christian (IX) som sommerbolig. Også efter tronbestigelsen i 1863 blev slottet anvendt sideløbende med Fredensborg, selv når der var besøg af kongeparrets store børneflok fra ind- og udland. Haven ville man bevare som et stykke sjællandsk natur med græsklædte sletter omgivet af skov. Omkring 1880 havde man føjet to sidefløje til Charlottenlund Slot, og i 1887 havde man planer om en tilsvarende udvidelse af Bernstorff. Meldahls projekt hertil blev dog ikke til noget, da den kongelige familie var imod det. I 1888 købte dronning Louise den præfabrikerede svenske villa på den store industriudstilling i København.
Efter Christian IX’s død i 1906 fik dennes yngste søn, prins Valdemar, efter forældrenes ønske, slottet overladt i sin levetid. Ved prinsens død i januar 1939 blev Bernstorff rammen om kurser for de større byers luftværnsmandskab. I selve slottet blev der indrettet korpskontor, belægningsstuer, køkken og infirmeri. Luftværnsskolen fik lov at fortsætte under hele den tyske besættelse, men efter krigen blev stedet befalingsmandsskole for civilforsvaret. Civilforsvaret blev i 1993 lagt sammen med Statens Brandinspektion til Beredskabsstyrelsen, og slottet blev nu hjemsted for Beredskabsstyrelsens Center for Lederuddannelse. Da styrelsen i 2004 blev lagt under Forsvarsministeriet, flyttedes skolen væk. Slots- og Ejendomsstyrelsen, nu Slots- og Kulturstyrelsen, har derefter udlejet slottet til konferencer, selskaber og restaurant.
Bernstoff Slot er en markant symmetrisk hvid bygning i to etager over en høj kælder. Taget er højt og valmet, belagt med sortglaserede tagsten. Fra indgangen til anlægget i øst ved Jægersborg Allé fører en lige vej op til slottets grusbelagte forplads. Slottet ligger på landskabets højeste punkt, let tilbagetrukket til venstre for vejen og delvist skjult bag skov. På højre side passerer man på vej mod slottet domestikbygningerne, gule teglstenshuse med rødmalet bindingsværk og skifertage. Umiddelbart over for slottet på den anden side af forpladsen står en statue (opsat i 1904) af A. P. Bernstorff, der var nevø til stedets bygherre J.H.E. Bernstorff. Fra statuen går en klar akse gennem bygningens midte, via smukt profilerede franske døre.
Bygningens facader er symmetrisk opbygget. På begge sider af hhv. risalit mod nord og det halvovale fremspring mod syd, er der fem vinduesfag. Ved bygningens hjørner er facader og gavle præget af felter med refendfuger omkring de yderste vinduer, ligesom de fremspringende midterpartier på begge side af bygningen er udstyret med refendfuger. Under en markant hovedgesims i gråmalet træ og med rytmisk profilering ses et ligeledes gråmalet gesimsbånd. Lidt længere nede, et lille stykke over bygningens horisontale midte, løber en kordongesims hele vejen rundt om bygningen og markerer således overgangen mellem stueetage og 1. sal. Korspostvinduerne er indadgående, grønne som dørene og taktfast placeret i facaderne. 1. salens vinduer har otte glas i underrammen, mens stueetagens har ti. Under hvert vindue er en sålbænk båret af to hvide konsoller, der flugter refendfugerne og den pudsede kordongesims. Bygningens horisontale linjer tegnes af gesimser og den lyserøde sokkel, hvori kældervinduer er placeret i vertikal flugt med de øvrige facadevinduer og foroven, i taget, fire kviste på hver side af fremspringene.
Nordfacadens risalit er udsmykket med lyserøde pudsede medaljoner og tavler behængt med kranse af natursten. Selve døren - hvortil en symmetrisk trappe af Nexøsandsten fører - er indrammet af en forholdsvis enkel gråmalet portal delvist af træ med fordakning og tavle over døren, hvorpå der står de latinske ord ”Honesto inter labores otio sacrum”, der betyder ”Helliget fortjent hvile mellem arbejdet”. Over døren er det centralt placerede 1. sals vindue forsynet med en grå fremtrædende indramning. Facaden i syd, mod haven er karakteriseret af den ovale form, der skyder frem fra midten og foroven afsluttes i en iøjnefaldende kobberbelagt kuppel. Også på havesiden er den store franske dør indrammet af gråmalet træværk og over døren udstyret med guirlande. Ovenfor findes en balkon i træ med balustre foran endnu en fransk dør. Over hovedgesimsen, som løber rundt om den buede risalit, er ovalen forhøjet med en lav etage (tambur) under kuplen med tre vinduer, der flugter med de omkringliggende kvistvinduer. På tagryggen er taktfast placeret fire store, hvide skorstene, og øverst vajer Dannebrog i toppen af en flagstang ovenpå kuplen.
Sydfacaden er ligesom den nordlige enkel og fornem, men her findes yderlige detaljer. Udover det fine træskærearbejde over havedøren er refendfugerne ved bygningens hjørner yderligere raffineret, idet de knækker ned over vinduerne som kilesten. Foran havedøren fører en trappe i Nexøsandsten med perron og buede vanger ned til terrænet. De to gavle opleves identiske på trods af, at der fra den ene til den anden er forskellige placeringer af døre og vinduer. De væsentligste forskelle ses i trapperne, hvor den vestlige gavl er udstyret med to trapper i natursten og med et let stålværn. Mod øst findes en træbelagt trappe med værn af træ, og ved siden af denne findes en direkte nedgang til kælderen. Indvendigt er rummene fortrinsvist arrangeret ensuite. Kælderen er velbevaret fra opførelsestiden og med murede og pudsede krydshvælv. Stueetagen er høj, dog er der ved enderne indskudte etager, hvor der findes trapper og mindre rum, som blev benyttet af tjenestefolkene. Vestibulen fører til slottets hovedstuer, som er anbragt på linje mod haven og forbundet med døre i enfilade. De centrale rum ligger mod syd, og på hver side af den for bygningen så karakteristiske ovale Havesal. De fineste rum er stueetagens Vestibule, Havesal og Spisestue og på 1. sal, Salonen (det ovale rum).
Vestibulen (forhallen) er symmetrisk opbygget og dekoreret med stuklister i felter med guirlander. Over døren til Havesalen er placeret en profilmaske, der ligesom hovedparten af rummets udsmykning formentlig er fra Jardins tid. I Havesalens ovale rum findes originale og velbevarede detaljer. Loftet er udstyret med en smuk roset omgivet af ligeledes forgyldte blomsterguirlander. Gesimsen er med stor hulkehl og væggene har hvide underpaneler, delvist forgyldte. På hver side af døren til vestibulen er der spejle over to marmorkaminer.
Den store sal, Spisesalen, er fastholdt i den af N.-H. Jardin foreslåede form og udsmykket med profilerede, hvidmalede træpaneler fra gulv til loft. Hulkehlsgesimsen har profil på væg og loft. Loftdekorationen, med grene udenom en stor bladroset, er forgyldt. Over døre og paneler ses dørstykker parvist opsat efter en vis symmetri i figurerne. Stueetagens sale og saloner er velproportionerede og lyse. Der er et klart hierarki rummene imellem med de finere rum koncentreret omkring bygningens midte og med de mindre rum - mindre af betydning og størrelse - skudt ud i enderne. De store vinduer giver smukke lysindfald. De høje døre, alle udstyret med karakteristisk formede greb og skilte, er udført uden en egentlig karm, idet beslagene sidder i false ved indfatningerne, hvilket er typisk for N.-H. Jardin.
På 1. sal og på loftsetagen er der indlagt en korridor, der løber på langs mellem de servicerende rum i øst og vest. Denne smalle gang ligger forskudt for midten bag den centrale langsgående og bærende væg, hvorfor værelserne mod nord er ganske små. På 1. salen er rummene generelt noget mere nedtonede i udsmykningen med det ovale rum som det fineste og mest detaljeret dekorerede. Der har tilsvarende stueetagen været en indbyrdes forbindelse mellem de finere rum mod syd med døre placeret enfilade. Denne langsgående akse er delvist blevet lukket i kraft af blændede døre.
I haven, umiddelbart nordvest for slottet, ligger en gul træbygning kaldet Svenske Villa. Bygningen blev købt af Christian d. IX og Dronning Louise på en industriudstilling i København i 1888. Den er udført af et svensk firma og er kendetegnet af fine håndværksmæssige trædetaljer. Således er facaderne udført af brædder med udskæringer, de såkaldte snedkerglæder, og udsavede bræddedekorationer. De store udhæng bæres af buede knægte med drejearbejder, og de vandrette gesimser har lange rækker af udsavede stjerner. De fire altaner, der også bæres af buede knægte, har hvide bræddebalustre. Interiørets overflader – hovedsageligt i træ – fremtræder visuelt autentisk. Her findes hvidmalede rustikbrædder på væggene, og dørene er fyldningsdøre med bredt rammetræ.
I kraft af sin symmetriske arkitektur og sin placering på toppen af bakken, på begge sider frilagt af skoven og med de åbne vidder foran og bagtil, er slottet en markant og monumental bygning. Fra ankomsten i øst, hvor porten med store portpiller flankeres af to små porthuse, antydes det via akser og alleer, at der her findes en fornem bygning. Anlæggets øvrige bygninger ligger fortrinsvis som enklaver ved havens ydre grænser. Således er der et klart hierarki bygningerne imellem. Nordvest for slottet ligger træhuset Svenske Villa, der til dels stadig fungerer som et tehus.
Nordøst for slottet ligger Hovmestervillaen og bag denne (øst for) de servicerende bygninger fremdeles i gule tegl og delvist med rødmalet bindingsværk. Denne bebyggelse, tegnet af Ferdinand Meldahl, har tjent militære formål og omtales i dag som Kavalergården. I den sydvestlige del af haven, adskilt fra slottet af skov, ligger Avlsgården, og her findes endnu rester af den gamle herskabelige køkkenhave. Denne del af haven er præget af orden med formklippede hække, frugthaver og klart afgrænsede rum eller haver i haven. I disse smukke omgivelser ligger også gamle væksthuse, et tehus og et Norsk hus (hytte).
Haven omkring slottet er anlagt som en landskabelig have med elementer af et typisk dansk landskab præget af sletter og markante skovområder. Jardins oprindelige plan viser et stramt og aksialt haveanlæg, der som en smal vifte åbner sig mod syd med parterre på begge sider af slottet. Denne plan blev dog kun delvist, om overhovedet, realiseret, men har i sin tanke forstærket slottets betydning og komplementeret arkitekturen. Det er tydeligt, at Jardin har set slot og have som en helhed. Hvorvidt der har været en regulær hovedadgang til haven fra nord er ligeledes uvist, men dette vil være oplagt med et anlæg af denne type. På trods af at Jardin ikke fik realiseret sin vision for haveanlægget med bl.a. en stærk nord-sydgående akse, fremtræder slottet alligevel majestætisk i landskabet med de store åbne græsarealer på begge sider. Bygningernes indbyrdes hierarki er tydeligt defineret med slottet frilagt i centrum og de omkringliggende bygninger placeret rundt omkring i lavere liggende terræn. Slottets placering er i overensstemmelse med den tids forståelse af, hvordan en lystgård skulle være. En sådan skulle ligge højt og frit med frisk luft og udsyn til verdenshjørnerne. Slottet orienterer sig mod syd, og haven, det grønne og det landskabelige, har været og er kendetegnende for stedet. Have og slot komplementerer hinanden arkitektonisk og landskabeligt.
Bernstorff Slot er et fornemt eksempel på nyklassicistisk arkitektur i Danmark. Den franske arkitekt, Jardin, har skabt et elegant maison de plaisance (hus til fornøjelse) til Johan Hartvig Ernst Bernstorff og dennes familie. Slottet er overordnet set yderst velbevaret og betegnes i dag som stedet, hvor den nyklassicistiske stilart ses første gang i Danmark. Facadernes enkle udtryk med de få velvalgte udsmykningsdetaljer er visuelt bevaret som ved opførelsen. På den østlige gavl har bygningen formentlig haft to tilsvarende trapper som dem på den vestvendte gavl. Herudover står bygningen fra hovedgesimsen og ned stort set som efterladt af Jardin.
Grundplanen er præget af rokokolystgårdens hensyn til det bekvemme, mens rummenes dekoration besidder nyklassicismens klare funktionalisme. Den planløsning, Jardin her introducerede, blev toneangivende i dansk herregårdsbyggeri i mange år fremover. De to fornemme rum, Vestibulen og Havesalen blev direkte forbundet i midteraksen mod haven. Jardin fulgte den tids moderne tendenser, der bl.a. sagde at hovedtrappen skulle lægges nærmest hovedindgangen, og at repræsentationsværelserne skulle lægges langs havefacaden, mens spisestue, garderober, badeværelser etc. skulle placeres langs gårdfacaden. Eksteriørets visuelle originalitet og facadernes klare symmetriske udseende præget af enkelhed, orden og præcision er af høj bevaringsværdi. Jardin kendte de klassiske arkitektoniske virkemidler og brugte dem her på en yderst subtil og elegant måde. Facaderne er både i udformning, materialer og farveholdning bevaret, som da slottet stod færdigt i 1765.
Med Bernstorff har Jardin skabt et lystslot i det grønne, og slottet har historisk set dannet om det rekreative liv. Bernstorff’erne og siden de kongelige har resideret her i sommermånederne og formentlig her levet mere uformelt og privat end resten af året. I dag bruges haven forsat til rekreation, men er blevet folkeeje, især til glæde for områdets mange hundeluftere.
Bernstorff Slot har en klar form med præcist afgrænsede dekorationer. Facadernes opbygning er symmetrisk og taktfast komponeret med de tydelige fremspringende midterpartier og markerede hjørnefelter accentueret af refendfuger. Refendfugerne er udført med stor akkuratesse og er med til at give bygningen dens karakter. De stopper lige før bygningens hjørner og holder tilsvarende en elegant margen omkring vinduerne. Ved de fremspringende midterpartier danner refendfugerne overgang mellem den fremskudte bygningsdel og selve bygningskroppen. I facaderne er der et raffineret spil mellem det horisontale og det vertikale. Det horisontale udgøres af hovedgesimsen, det øvre gesimsbånd og i særdeleshed af kordongesimsen, der med sit plane fremspring adskiller stuen og 1. sal. Herved forstærkes oplevelsen af især 1. salens små vinduer som et vandret bånd. Kordongesimsen, der er pudset og hvidkalket som facaderne generelt, bliver en del af refendfugerne i mødet med disse. Refendfugernes horisontale relieffer fremhæver bygningens hjørner og facadefremspring og udgør således facadernes lodrette elementer.
Læs mere om Slotte og Landsteder i Gentofte Kommune
Læs videre om
