Bernstorffs Palæ, København

Frederiksstaden, der afgrænses af Bredgade, Ny Toldbodgade og Sankt Annæ Plads mod syd og Esplanaden mod nord. blev anlagt, på foranledning af flere storkøbmænds ønske, efter Frederiks V's beslutning i 1749 om at dels markere 300-års jubilæet for Den Oldenborgske Kongeslægt dels for at anlægge en ny bydel til glæde for Københavns borgere og handel. Området, der tidligere rummede haveanlægget fra det nedbrændte lystslot Sophie Amalienborg samt en tilstødende eksercerplads, blev skænket til Københavns Magistrat på betingelse af at grundene blev tildelt nye ejere vederlagsfrit med 30 års skattefrihed, og mod at grundene blev bebygget inden for fem år efter nærmere udarbejdede retningslinjer udarbejdet af arkitekt Niels (Nicolai) Eigtved (1701-1754). Husene skulle opføres i grundmur til gaden og vinduerne skulle flugte, bygningerne kunne være i to eller tre etager og porten kunne placeres midt for eller til siden. Bygningerne blev ofte opført med et ulige antal fag for at få en smukt symmetrisk facade. Eigtved stod selv for flere af Frederiksstadens første bygninger, hvor han introducerede rokokostilen i Danmark. Frederiksstadens monumentale centrum udgøres af aksen med Marmorkirken den ottekantede Amalienborg Plads med rytterstatuen af Frederik V indrammet af Amalienborgs fire palæer. Bydelen blev beboelseskvarter for overklasse og højere borgerskab og ikke for handelsmænd som først tiltænkt. I 1794 blev Amalienborg kongelig residens, da Christiansborg brændte. Grundstenen til Bernstorffs Palæ blev lagt i 1752 på bestilling af Johan Hartvig Ernst Bernstorff (1712-72) efter tegninger af arkitekten Johann Gottfried Rosenberg (1709-1776), efter godkendelse af Eigtved. Hovedbygningen blev opført som tre pavilloner forbundet af mellembygninger, der langs Bredgade blev bygget sammen med en enetages portfløj. Bag portfløjen lå gård og have samt stalde og vognremiser, der afgrænsede grunden mod Amalienborgpalæet, Moltkes Palæ. Der var indgang fra Bredgade i alle tre pavilloner. I 1768 var indretningen fuldført med stærk fransk inspiration. Hovedtrappen, der kun førte til beletagen, lå i den søndre sidepavillon. Hovedtrappen, der havde fransk inspirerede smedejernsgelændre, gulve, rundbuede vindues- og dørindfatninger, gulve og brystningspaneler blev udført i norsk marmor og trapperummet blev prydet med rokokostukdekorationer på vægge, loft og over dørene. I beletagen indrettedes Gobelinsalen, der fik navn efter gobeliner vævet i Beauvais efter maleren François Bouchers (1703-1770) kartoner og dertil tilpasset møblement. I salen var desuden en marmorkamin med bronzearbejder samt tre pillespejle på konsoller udført af den franske guldsmed Francois Thomas Germain samt prægtige stukdekorationer. Bygherren J.H.E. Bernstorff var af tysk adelsslægt og efter flere års bosættelse i udlandet gik han i 1732 i dansk diplomatisk tjeneste og udnævntes i 1751 til udenrigsminister, ligesom han fik sæde i kongens råd. Bernstorff var en indflydelsesrig politiker, der var engageret i kunsten og havde en stærk indflydelse på kongen. Palæet blev i familien Bernstorffs eje indtil 1797, hvor stadskonduktør, arkitekt Jørgen Henrik Rawert (1751-1823) og arkitekt Andreas Hallander (1753-1828) købte palæet og herefter opdelte det i tre selvstændige boliger. Ombygningen medførte opdeling af de oprindelige rumstørrelser i mindre enheder, som også ses i dag, samt nedtagning af paneler og fast rumudsmykning. Den midterste fløj blev købt af arveprins Ferdinand i 1814, og palæet blev først samlet igen af Frederik VI, der forærede palæet til arveprins Ferdinand i forbindelse med hans ægteskab med Frederik VI's datter Caroline omkring år 1828-29. I denne forbindelse blev palæet igen ombygget og indrettet i tidens empirestil af hofarkitekt Jørgen Hansen Koch (1787-1860). Der blev bl.a. indrettet en daglig spisesal i den nordre mellembygning ud til haven. Spisesalen blev udsmykket med tre landskabelige billeder og en omløbende bort med blomsterranker af maleren Johan Laurentz Jensen, kaldet Blomster-Jensen, der også udført udsmykning på Frederik VIII's palæ på Amalienborg. Kun Gobelinsalen, få mindre gemakker og hovedtrapperummet forblev uberørt. I 1863 overtog kong Georg af Grækenland palæet, og han udlejede dele af palæet, bl.a. til Højesteret, efter branden på Christiansborg Slot i 1884. Kong Georg solgte de franske gobeliner og de tilhørende rokokomøbler, der i dag ejes af The Metropolitan Museum of Art i New York. I 1913 overtog Det Transatlantiske Kompagni bygningerne og i 1919 blev hovedbygningen indrettet til kontorbygning. I denne forbindelse blev Blomster-Jensens udsmykning nedtaget og opbevares i dag af bygningens ejer. I 1921 købte forsikringsaktieselskabet Baltica palæet og lod det 1950erne restaurere af arkitekt Svenn Ekse Christensen (1905-2000), der også stod for den nye tilbygning i Bredgade 40 samt skydeportene i muren mod Frederiksgade. Lygterne på muren er flyttet fra den tidligere indkørsel ind til gårdarealet og staldbygningen, der lå hvor Bredgade 40 ligger i dag. I 1829 blev en stor kartouche med det Bernstorffske våben udskiftet med rigsvåbnet, hvorefter det i 1950erne blev udskiftet med et relief efter tegninger af Einar Utzon Frank (1888-1955). I dag huser palæet Østre Landsret samt Forsknings- og Innovationsministeriet.

Bredgade 42 ligger i Frederiksstaden på hjørnet af Bredgade og Frederiksgade i det indre København. Palæet består af en hovedbygning ud til Bredgade og en dermed sammenbygget sidebygning og en mur ud til Frederiksgade. Bag hovedbygningen ligger et haveanlæg. Hovedbygningen er bygget sammen med en nyere etagebebyggelse, Bredgade 40, der ikke er omfattet af fredningen. Palæet er opført i grundmur og består af tre pavillonbygninger, der forbindes af to mellembygninger. Pavillonbygningerne er opført i tre fags bredde, den midterste er dog bredere end sidepavillonerne, og i 2½ stokværk over en høj kælder. Mellembygningerne er fire fag brede og to stokværk høje, ligeledes over en høj kælder. Mellembygningerne har heltage og pavillonerne mansardtage. Tagene af behængt med sorte vingetagsten og i alle tagfladerne og i mansardetagerne ses flere rundbuede kviste med kobbertage samt nyere tagvinduer. Pavillonernes hjørner er prydet med vaser, og midterpavillonen og den nordre pavillon har store kartoucher. Murene er pudset i en lys farve over en lav sandstenssokkel mod gaden og en lav granitsokkel mod haven. Pavillonerne inddeles vandret af en sandstensgesims over stueetagen og såvel sidepavilloner og mellembygninger er lodret inddelte af øreliséner, mens den midterste pavillonbygning har båndfugede liséner under gesimsen og pilastre med rigt detaljerede kapitæler over gesimsen. Alle mure afsluttes af en kraftig profileret sandstensgesims. Vinduerne følger i format den stigende etagehøjde og sidder mod gaden i rundbuede sandstensindfatninger. Vinduerne i pavillonernes beletage er mod gaden prydet med sandstensrocailleer mens de i øvre etage har ansigter. Mod gården er murene ligeledes inddelt af øreliséner men er i øvrigt uden dekorationer. Vinduerne er dels ældre og dels nyere, men traditionelt udførte, hvidmalede vinduer. I kælderetagen er torammede, firdelte vinduer, der ud til gaden er forsynet med ældre, forsirede smedejernsgitre. I kviste, stue- og beletage er rundbuede korspostvinduer med opsprossede rammer mens der i pavillonernes øvre etage er torammede, opsprossede vinduer. Fra gaden er der indgang i den søndre pavillon via en nyere glasdør og fra gården er nedgang til kælderen via to, ældre, tofløjede fyldingsdøre med opsprossede ruder i de øverste fyldinger samt en ældre enfløjet dør. Endvidere er der adgang til den nordre pavillon ad en ældre trappe med udskårne værn af træ samt en ældre, tofløjet dør med opsprosset glasparti. Hovedbygningens indre er præget af ombygninger gennem tiden med dele af den ældste grundplan repræsenteret ved de gennemgående hovedskillerum på langs i såvel pavilloner og mellembygninger og i skellet mellem bygningerne. Endvidere ses det oprindelige hovedtrapperum ud til gaden i den søndre pavillon, ligesom de store sale er traditionelt placeret i beletagen i midterpavillonen og ud mod Bredgade. Alle etager er i dag indrettet til kontorer, mødelokaler og retssale. I nordre pavillon er en intern, ældre trappe med kraftigt, udskåret værn og profilerede løb og vanger samt en forbindelse til sidebygningen langs Frederiksgade. I den søndre mellembygning er ligeledes en ældre intern trappe ligesom trapper forbinder mellembygningerne og pavilloner på anden etage. I forbindelse med hovedskillerummet er der etableret centralt placerede fordelingsgange med kontorer på hver side, og i den nordre pavillon er der etableret nye toiletter og køkkener som indsatser i de ældre, højloftede værelser mod Frederiksgade. I kælderen er der opmagasinering og kontorlokaler. På alle etager er der via søndre pavillonbygning adgang til den nyere tilbygning, Bredgade 40. Det indre fremtræder mestendels med linoleums-, brædde- og tæppebelagte gulve samt med pudsede vægge og lofter. Stue- og beletagen har prægtige stukdekorerede rokokolofter, hvoraf nogle er guldbelagte, ligesom der ses rigt, men mere klassicistisk, dekorerede lofter samt mere enkle stukdekorationer formentlig fra senere ombygninger. Væggene er mestendels dekorerede med brystningspaneler og flere vægge er dekoreret med listeindrammede felter. I nordre mellembygnings store sal mod gaden, Gobelinsalen, er et ældre parketgulv lagt i mønster, væggene beklædt med guldbelagte brystningspaneler, og herover er kraftige forgyldte rammer med opspændt tekstil, loftets stukdekorationer er ligeledes guldbelagt og der bevaret en marmorkamin med bronzearbejder og herover et spejl, ligesom der mod gaden er tre konsolbårne pillespejle. Der er bevaret mange ældre bygningsdele og -detaljer, herunder brændeovnsnicher, yderligere to spejle på konsoller med overstykker, brystnings- og lysningspaneler samt enkelte panelpilastre og søjle, et- og tofløjede fyldingsdøre med gerichter, hængsler og beslag, hvoraf enkelte har forgyldte overstykker. Endvidere ses nyere pladedøre og fyldingsdøre med opsprossede glaspartier og overvinduer. Hovedtrapperummet har gulve, dør- og vinduesindfatninger af marmor. Væggene har brystningspaneler af marmor og herover marmorerede listeindrammede felter samt en profilliste, der markerer skellet mellem etagerne. Loftet er stukdekoreret, og dørindfatningerne og vægfelterne har rocailler. Trappen er udført i marmor med rigt detaljerede værn i smedejern. Kælderen fremtræder med gulve belagt med linoleum og ældre natursten og nyere stenfliser, pudsede vægge og lofter. I et lokale mod haven er bevarede pudsede krydshvælv, ligesom der er bevaret et ældre stengulv, flisebeklædte vægge i to rum, panelpilastre og en ildstedskappe med jernsøjler og indlagt jern samt ældre fyldingsdøre. Sidebygningen er grundmuret i to etager under et valmet, heltag behængt med sorte vingetagsten. I tagfladeren er få tagvinduer i jern. I faget op til hovedbygningen er en portgennemkørsel aflukket med en ældre, rundbuet, tofløjet, beklædt revleport. Murene er pudset i en lys farve og afsluttes af en pudset, profileret hovedgesims. Mod gaden er en lav sokkel af granit og murene er dekoreret med øreliséner. Mod haven er murene uden dekorationer og partiet over portgennemkørslen er trukket tilbage fra den øvrige mur og i den højere murflade, der opstår herved, er placeret et ældre indmuret ur og herover en lille klokke i en rundbuet niche. Mod gaden er der et ældre, opsprosset korspostvindue dækket af nyere, flammerede skodder i stueetagen, der i øvrigt er lukket. Vinduerne i første etage mod gade og gård er ældre, opsprossede korspostvinduer, i gårdsidens stueetage er nyere, men traditionelt udførte, torammede, tredelte vinduer. I gavlen er en ældre, tofløjet havedør flankeret af to ældre, torammede, tredelte ruder indrammet af pilastre der bærer en gesims og over døren et rundbuet topstykke af gråmalet træ. Endvidere er der indgang fra portgennemkørslen via en ældre, tofløjet fyldingsdør. Vinduer og døre er hvidmalede mens porten er malet i en mørk grøn farve. Sidebygningen er i det indre indrettet med cellegang og toiletter i stueetagen og kontorer samt frokoststue med køkken på første etagen. Tagetagen bruges til opmagasinering. I det indre fremtræder sidebygningen med linoleumsgulve, pudsede vægge og lofter i stue- og første etage, der internt forbindes af en nyere trappe i træ. En nyere trappe i jern leder til tagetagen, der har støbt gulv og vægge samt loft beklædt med gips. Endvidere ses nyere pladedøre med overvinduer og nyere fyldingsdøre. Der er bevaret en ældre fyldingsdør i stueetagen. Havemuren er grundmuret over en lav granitstenssokkel og afsluttes af sorte vingetagsten. Muren er pudset og dekoreret med øreliséner. Der er to rundbuede, tætsiddende portåbninger, der lukkes med nyere elektriske skydeporte. Mod gaden er der to ældre lygter med kobberhætter, monteret på hver side af portene.

Den miljømæssige værdi for Bernstorffs Palæ knytter sig til den markante placering i Frederiksstaden, hvor palæet sammen med tvillingepalæet Dehns Palæ danner et vigtigt mellemled mellem Frederikskirken og Amalienborgs slotsplads. Hertil kommer bygningens komposition med pavilloner og mellembygninger der, set i helhed med Dehns Palæ, skiller sig ud fra Bredgades øvrige oprindelige bebyggelse og understreger den vigtige beliggenhed i Amalienborgaksen. Alligevel indgår Bernstorffs Palæ som en integreret og karakteristisk del af Frederiksstadens oprindelige bebyggelse, i kraft bygningens facadeskema samt den høje kælder og 2½ stokværks højde, mens pavillontemaet og facadernes dekorationer med øreliséner samt midterpavillonens pilastre og båndfugede underetage er en klar reference til Amalienborg.

Bernstorffs Palæs kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til den markante beliggenhed på hjørnet af Bredgade og Frederiksgade, hvor palæet, sammen med Dehns Palæ på det modsatte hjørne, blev planlagt af Eigtved som et vigtigt point de vue mellem Frederikskirken og Amalienborgs slotsplads. Placeringen afspejlede endvidere bygherrens indflydelse, økonomiske formåen, ligesom kompositionen vidner om både arkitektens og bygherrens udsyn, mens Bernstorffs tidligere bosættelse i Frankrig kan aflæses i de bevarede oprindelige franskinspirerede og -fremstillede interiører. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til de indflydelsesrige og økonomisk velfunderede ejere af palæet, der gennem tiden har sat deres præg på bygningens ydre og indre, hvilket kan aflæses i grundplanen og i de ældre bygningsdele og -detaljer, der repræsentere tidernes skiftende stilidealer. Palæets ældste og oprindelige interiører ses i hovedtrapperummet samt i Gobelinsalens mønsterparketgulv, paneler, stukdekorationer, tofløjede fyldingsdøre med forgyldte bladmotiver, kamin med bronzearbejder og spejle, samt i rokokodekorationerne i enkelte gemakker i beletagen. Mens empiretidens idealer er repræsenteret i de bevarede interiører fra ombygningen i 1829 i beletagens hjørnesal i den nordre pavillon, midterpavillonens sale med tofløjede trefyldingsdøre med forgyldninger, forgyldte topstykker samt vægge med vægpilastre. Ombygningen til kontorhus foretaget i 1919 ses i den nuværende disponering med mindre kontorlokaler mod gaden og haven adskilt af de gennemgående midterkorridorer på hovedetagerne. Hertil kommer alle de øvrige ældre bygningsdele og -detaljer, herunder marmor-, sten-, og parketgulve, brystnings-, pilastre- og lysningspaneler, flisebeklædte og listeinddelte vægge, krydshvælv i kælderen samt alle stukdekorationer, tofyldingsdøre med gerichter og hængsler fra 1700-tallet, tre- og femfyldingsdøre fra 1800-tallet, brændeovnsnicher og ilstedskappen i kælderen, der tilsammen tegner palæets udvikling og afspejler dets alder, brug, de indflydelsesrige ejere og de skiftende stilidealer.

Den arkitektoniske værdi for Bernstorffs Palæ knytter sig i det ydre til hovedbygningens komposition med pavillonerne forbundet af lavere mellembygninger samt til bygningernes facader og muren, hvis lette reliefvirkninger i kraft af øreliséner fremstår varieret og lette men samtidigt beherskede og ordnede grundet det taktfaste facadeskema og de markante sorte mansard- og heltage. Hertil kommer det let aflæselige hierarki, der tydeliggøres af pavillonernes proportionering og midterpavillonens dekoration med pilastre, rigt dekorerede kapitæler og båndfugninger i underetagen. Hele kompositionen med pavilloner, mellembygninger, sidebygning og mur samt vinduerne, der ændrer format i takt med etagehøjderne, bidrager til et smukt, velproportioneret ydre. Hertil kommer de mange sandstensdekorationer og rocailler, der giver palæet et yderst herskabeligt og prægtigt udseende, som bør skal ses i helhed med tvillingepalæet Dehns Palæ. Den arkitektoniske værdi for det Bernstorffs Palæ knytter sig i det indre særligt til hovedtrapperummets og hovedtrappens overdådige rokokoudsmykninger samt til stue- og beletagens højloftede sale med prægtige, herskabelige interiører, der står i kontrast til kælderens robuste, lavloftede rum, gedigne stengulve og flisebeklædte vægge samt til mansardetagens enklere dekorerede rum.

Læs videre om

• Klerkegade 10-A-B, København
• Niels Hemmingsens Gade 23, København
• Studiestræde 10, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen