Allerede i 1588 blev Ribe gengivet i Georg Braun og Frans Hogenbergs Civitates Orbis Terrarum (Atlas over store europæiske byer). Dengang en stor betydningsfuld by, der i dag har bevaret sin karakteristiske profil med kirken, som rejser sig i middelalderbyen i det flade landskab, som om intet er hændt. I århundreder har byens profil været gengivet af kunstnere. Først med mange kirketårne, siden med færre, men altid med domkirken som den urokkelige klippe, de små huse har lagt sig i ly af. Mange af disse værker befinder sig i dag på Ribe Kunstmuseum, som rummer en unik samling af dansk kunst gennem 200 år.
Ribes lange historie rummer også fortællinger om betydningsfulde personer. Det kan aflæses på en vandring i byen, hvor man møder dem alle fra ærkebiskop Ansgar til journalist og fotograf Jacob A. Riis. Byens alder og historiske tyngde har ikke hindret modige kunstneriske tiltag såsom Carl-Henning Pedersens udsmykning af domkirkens apsis i 1980’erne. Et vidnesbyrd om, at Nordens ældste by stadig er levende.
I 1879, få år efter indvielsen af Esbjerg Havn, besøgte skribenten A. Falkman den by, der var ved at vokse op: »Hidtil har ingen digter været fantastisk nok til at hylle hin håbets havneplads ved Vesterhavet i noget poetisk draperi … thi Esbjerg er virkelig usigelig prosaisk at se på, fortvivlet kedsommelig, et topmål af barhed og nøgenhed …«
Denne karakteristik af den nyetablerede by har rummet en stor sandhed, og sammen med lignende udsagn har det formentlig været medvirkende til, at stedet først senere tiltrak kunstnere, der lod sig inspirere af byen og egnen. Men imod alle odds voksede der en driftig by op. Den stærke vækst tiltrak mange håndværkere, der i Esbjerg så en mulighed for at etablere sig med selvstændig virksomhed. Blandt disse var et fynsk brødrepar, Jørgen og Niels Hansen, der havde været i malerlære hos den navnkundige Syrak Hansen i Faaborg, fynbomaleren Peter Hansens far. De flyttede til Esbjerg i 1891 og kom begge til at præge kunstlivet i byen. Jørgen Hansen var en højt værdsat kunstmaler, der bl.a. fik til opgave at udsmykke loftet i det hedengangne Esbjerg Teater i 1897, mens broderen, Niels Hansen, i 1910 var medstifter af Esbjerg Kunstforening, som havde til formål at præsentere samtidens ypperste kunst. Så på trods af byens unge alder blev grunden tidligt lagt til det nuværende Esbjerg Kunstmuseum, der stadig drives af Esbjerg Kunstforening.
Uden deres særlige engagement i samtidens kunstneriske udtryk havde byen næppe haft de markante skulpturer i det offentlige rum, som det er tilfældet i dag med bl.a. Svend Wiig Hansens skulpturgruppe Mennesket ved havet fra 1995. Den er blevet til på initiativ af Esbjerg Kunstforening og blev hurtigt et vartegn for Esbjerg.