I 1800-tallets sidste halvdel besøgte flere billedkunstnere Fanø i deres jagt på marine miljøer og det uspolerede landboliv, der udgjorde en ny populær motivverden for borgerskabet i København. Fanøkoner i dragt, landskaber og hjemmenes interiør blev skildret i et nationalromantisk skær, der forherligede livet langt væk fra hovedstaden.
Omkring år 1900 kom kunstnere, der trak kunsten i en mere realistisk retning, og de gengav fx Fanøkonernes liv i et mere nuanceret lys. I deres værker fornemmer man det hårde slid med husdyr og markarbejde, den evige blæst og ikke mindst usikkerheden. Mange mænd mødte deres skæbne på havet, og adskillige billeder fra perioden viser kvinder i færd med at skrive brev til ægtefællen.
Flere kunstnere lod sig inspirere af symbolismen, bl.a. Johan Rohde, der købte sommerhus på Fanø i 1907. Rohde badede sine mennesketomme landskaber fra Vadehavet i et blødt himmelsk lys og lod skibenes master strække sig mod det store himmelrum som et forbindelsesled til højere magter.
Da de nye sydeuropæiske strømninger, der pegede frem mod abstraktion og ekspressionisme, efterhånden fik deres danske udøvere fra 1930’erne, nåede den moderne kunst også til Fanø. Det blev den tyske kunstner Reinhard Heinemann, der for alvor introducerede avantgarden på Fanø, da han slog sig ned på øen. Han var i 1930’erne flygtet fra Tyskland, hvor hans ekspressionistiske stil ikke var populær.
