De to store øjne, der ser op mod himlen, er skabt af Pål Svensson i 1999 og reflekterer naturen i den blankt polerede diabas. Titlen Se ind i lyset refererer på én gang til forestillingen om, at øjnene er sjælens spejl, og til den kendsgerning, at det er farligt at se direkte på solen. Skulpturparken tæt ved Farum Sø blev efter et symposium åbnet i 1999 med otte internationale kunstnere.

.
Skovhuset ved Søndersø åbnede i 1977.
.

Maria Lüders Hansen, der er bosiddende i Værløse, er kendt for sine realistiske og indlevende portrætter som her i det grafiske arbejde Fru Rasmussen fra 1979. Værket i Arbejdermuseets samling er tilegnet socialrådgiveren Hanne Reintoft.

.

Et tidligt landskabsbillede fra Furesø Kommune malet af Nordahl Frits Grove, Udsigt over Vaserne fra Lollikhus mod Furesøen, fra 1870 skildrer landskabet med stor topografisk præcision, mens Louise Ravn-Hansens radering Aften ved Furesøen fra 1887 udtrykker stemningen ved nattens komme.

Kunstinstitutioner

Der findes to institutioner for kunst i Furesø Kommune. Farum Kulturhus, som blev opført i 1992, viser udstillinger af professionelle og amatører, og her holder bl.a. Furesø Kunstforening sine udstillinger. Skovhuset er en selvejende institution ved Søndersø i Værløse, etableret af frivillige i 1977. Huset drives af 100 frivillige med en professionel kunstnerisk leder og modtager kommunalt driftstilskud. Derudover tilbyder kommunen seks atelierer til lokale kunstnere.

Kunstnere

Ved Farum Kro, hvor tre malere indlogerede sig om sommeren, opstod i 1860’erne en lille kunstnerkoloni. Kolonien bestod af Fritz Jürgensen, kendt for sine portrætter og satiriske tegninger, Godfred Christensen, landskabsmaler på overgangen mellem romantik og naturalisme, og Wilhelm Zillen, kendt som dyremaler og habil raderer.

I begyndelsen af 1900-tallet var den såkaldte Værløseskole aktiv. Hertil regnes Hans Knudsen, der var husmand i Kirke Værløse-området, og hvis landskabsmalerier skildrede det område, hvor han boede. I Værløse var Rud Jacobsen bosiddende på Ryget ved Farum Sø fra 1914 til sin død i 1955. Han malede naturalistiske landskabsbilleder og interiører. Det var også landskabet, der inspirerede en anden af Værløseskolens malere, Edvard Sarvig, der boede flere steder i Kirke Værløse. Hans vinter- og forårsbilleder er præget af fint registrerede lysvirkninger. Thorvald Larsen var ligesom Hans Knudsen husmand med en mindre jordlod og samtidig landskabsmaler.

Knud Kyhn var kendt for akvareller og malerier af landskaber med fugleflokke, løsgående heste og køer. Han flyttede i 1934 til Farum og indrettede et keramisk værksted i sit hus, hvor han fremstillede keramiske figurer af aber, bjørne og andre rovdyr.

Maleren Niels Lergaard flyttede til Hareskovby, hvor han boede til sin død i 1982. Lergaard er kendt for den karakteristiske høje horisont og stiliserede statuariske menneskefigurer i formreducerede landskaber og interiører. En anden landskabsmaler, Lars Swane, boede 1949‑57 på Kalkgården i Farum, og han bevarede en tilknytning til stedet i mange år.

Modernistiske strømninger prægede kunsten i 1900-tallet og naturligvis også lokale kunstnere som Henrik (Buster) Bruun, der arbejdede med abstraherede landskabsmalerier i kraftige farver.

Rikke Heinecke arbejder med figurative personmotiver og pastose opstillinger, mens Adi Holzer kredser om en mytologisk og religiøs motivverden i stærke farver. Lars Ly maler lyrisk-abstrakte malerier, men med en voldsom kolorit.

Kunst i det offentlige rum

I 1999 arbejdede otte skulptører fra mange lande på den store græsplæne ved Farum Sø med at skabe værker af granit og marmor, og samme år blev Farum Skulpturpark indviet. De otte skulpturer var The Cloud af Yaël Artsi fra Israel, Meditative Place af Jun-Ichi Inoue fra Japan, Vandvogteren af danske Jesper Neergaard, Clair de Lune af Nicolas Bertoux fra Frankrig, Earth Weaving af Tetsuo Harada fra Japan, Bulls af tyrkiske Kemal Tufan, Playful Waves af Cynthia Sah fra Hongkong og Se ind i lyset af svenske Pål Svensson.

Ved Værløse Station står to bronzeskulpturer af Hanne Varming, Siddende kvinde (u.å.) og Konen i dørkarm fra 1973. Uden for Skovhuset er Henrik Capetillos underfundige skulptur Collapsed Target fra 2009 placeret, og på stien fra p-pladsen findes Pontus Kjerrmans værk Bænk fra 2010 med hans karakteristiske figurer, der er halvt mennesker og halvt bjørne. Til Værløse Bymidte har Egon Fischer skabt Skulpturgruppen i årene 1986‑88, som børn kan klatre på. På samme plads kan man opleve granitskulpturen Porten fra 1997 af Claes Hake.

Omkring Kumbelhaven i Farum er Bjørn Nørgaards Kærlighedspavillon fra 1995 og Piet Heins skulpturer Superæg (1995), Danmarksgloben (2000) og Kumbelfigur (2000) placeret i et anlæg, der er designet af Piet Hein over superellipsen. Joseph Salamons Ellipse fra 1989 er en vandskulptur i granit, der er placeret ved hovedindgangen til Farum Kulturhus. På Kulturtorvet står en rød Stor stående rørskulptur fra 1996 af Ib Geertsen, og samme sted Pål Svenssons granitskulptur Vindöga fra år 2000.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Furesø Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Monumenter og mindesmærker

Se alle artikler om Billedkunst