Især den smukke og varierede, men også barske hede i Ikast-Brande Kommune har inspireret kunstnere gennem tiden. Hans Friis skildrede de store vidder i værket Udsigt over heden ved Pårup nær Silkeborg i 1868, hvor en vandrer tager et hvil og nyder udsigten over heden. Gunnar Hammerich har skildret et hedelandskab præget af tørvegravning i maleriet Landskab fra Harrild syd for Herning, ca. 1940. Den lokale kunstner Poul Johansen malede flere værker med motiver fra den lyngklædte hede i serien Lyngens brune land fra perioden 1978‑2012. Naturen og dyrelivet i området blev ligeledes ofte skildret af tegneren Leif Ragn-Jensen, der i mange år var bosiddende ved Engesvang.

Ikast-Brande Kommune er rig på værker i det offentlige rum. I Brande pryder de mange gavlmalerier bybilledet, og i Ikast står skulpturerne rundtomkring på pladser, i parker og i villakvartererne.

Kunstinstitutioner

I 2007 åbnede udstillingsstedet Kunstpakhuset i Ikast. I Brande vises der skiftende kunstudstillinger i RemisenBrande.

Kunstnere

Maleren Poul Johansen boede og arbejde i Ikast fra 1967. Han malede især naturen på egnen og havde en særlig kærlighed til den lyngklædte hede. I sine naturskildringer arbejdede han i et naturalistisk formsprog, men ved religiøse eller urbane motiver var stilen mere abstrakt med fokus på farverne og et forenklet formsprog. Poul Johansen udførte i 1975 altertavlen, et relief i granit og forgyldt træ, til Ikast Østre Kirke.

En anden lokalt forankret kunstner var Arnold Petersen, som boede i Ikast frem til sin død i 1989. I talrige naturalistiske værker skildrede han naturen, plantagerne samt bygninger og steder i byen.

Jens Chr. Jensen har siden 1990’erne arbejdet med assemblager, relieffer, skulpturer og installationer. I et råt formsprog skaber han enkle og stringente værker af brugte materialer som fx jern, træ, skifer, metal, kork og gummi. Værkerne består ofte af en mængde af de samme materialer, som samles tæt i en enkel form. Derved flyttes fokus fra materialets oprindelige funktion til dets æstetiske værdi.

Maleren Finn Birkelund er født i 1946 og har boet i Brande det meste af sit liv. Han er repræsenteret i byen ved flere værker i det offentlige rum. Med udgangspunkt i den ekspressive malertradition har han skabt en lang række farvemættede værker, hvor han ofte kredser om menneskefiguren som et centralt motiv.

Kunst i det offentlige rum

Til Frisenborgparken har billedhuggeren Peter Bonnén i 1990 skabt installationen Min jødiske gravplads. Karakteristisk for Bonnén tilføjer han en følsomhed til sine minimalistiske skulpturer, hvorved de bliver individuelle i modsætning til de traditionelt anonyme, ensformede gravsten på jødiske begravelsespladser.

.

I Højrisparken fik en række unge, i dag etablerede kunstnere, i 1973 deres første mulighed for at skabe kunst i offentlige rum. Per Kirkeby tegnede sin først murstensskulptur, Huset, der står på Bjørn Nørgårds Vej.

.

Ikast-Brande Kommune har et stort og varieret udbud af især moderne kunst i det offentlige rum. Langt størstedelen af værkerne er kommet til fra slutningen af 1960’erne og frem. I 1968 kom de første gavlmalerier til Brande. I Ikast indkøbte man i 1973 skulpturer til et nyanlagt villaområde i byen, og siden voksede interessen for kunst i det offentlige rum.

Et af de helt tidlige værker i kommunen kan ses på Storegade i Brande, hvor en mindesten med et bronzeportræt af Hedeselskabets stifter, E. Dalgas, er opstillet. Værket er fra 1895 og lavet af billedhugger Ludvig Brandstrup. På Hørbylunde Bakke ved Engesvang findes et mindesmærke af J.P. Junggreen Have for præsten og digteren Kaj Munk.

I 1973, da Højrisparken i Ikast skulle udstykkes, besluttede konsortiet bag at lade unge kunstnere skabe skulpturer til området. Foruden honorar fik hver kunstner en vej i området opkaldt efter sig. Kunstnerne var Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard, Paul Gernes, Egon Fischer og Sven Dalsgaard. Gernes’ skulptur blev dog aldrig realiseret, og i dag er opstillet en skulptur af den svenske kunstner Erik Dietmann på Poul Gerness Vej. For både Per Kirkeby og Bjørn Nørgaard var der tale om deres første skulpturer til det offentlige rum. Kirkebys skulptur Huset fra 1973 er skabt i mursten og inspireret af en rejse i Mexico. Nørgaards værk Monument til Ikast fra årene 1973‑74 er et monument over dagligdagen. I skulpturens glaspyramide blev der placeret en lagkage med 12 kaffekopper rundt omkring. Hverdagsgenstande som bleer, vaskepulver og børster indgår også i skulpturen, ligesom en rød fane og et kors ses. De forgængelige genstande er siden blev erstattet med tilsvarende støbt i bronze. Værket er i dag placeret i Frisenborgparken.

Den første skulptur, som blev indkøbt og medfinansieret af Ikast-Brande Kommune, var Ikast Stenen fra årene 1989‑90 af billedhugger Jørgen Haugen Sørensen. Statens Kunstfond støttede købet af skulpturen, som kan ses i Frisenborgparken. Den store skulptur i granit er både rå og bearbejdet og befinder sig mellem natur og kultur. Flere skulpturer blev indkøbt til parken, bl.a. Min jødiske gravplads fra 1990 af Peter Bonnén og Væg med udliggere fra 1999 af Willy Ørskov.

Bjørn Nørgaard er repræsenteret med flere skulpturer i kommunen, herunder den bemærkelsesværdige Riv dette tempel ned fra 2012.

På ydermuren til Ikast Bibliotek ses værket PIR fra 1997 af Jørn Larsen. Det er et relief i hvidt marmor og blå granit. Ved Rolighedsparken står en stor vandkrukke i keramik skabt af Peter Brandes i 1993.

Gavlmalerierne i Brande

I 1968 gjorde gavlmalerierne i Brande byen kendt i hele landet. Her ses Kai Führers Sort/Hvid Relief og Poul Aggers Kvinde, sky og fugl, begge fra 1968.

.

I Brande pryder en række malerier byens husgavle. Flere af dem blev skabt i 1968 i forbindelse med projektet Murens Mænd, som advokat Jørgen Mansfeld-Giese og læge Ole Bendix stod bag. Ønsket var at få kunsten og kulturen ud til byens borgere. Kunstnerne bag værkerne var Poul Agger, Anders Kirkegaard, Henrik Flagstad, Claes Birch, Kai Führer, K. Bjørn-Knudsen, Leif Jepsen og Hans-Christian Rylander. Endvidere bidrog Jens-Flemming Sørensen med en skulptur. Fire af de oprindelige gavlmalerier fra 1968 eksisterer stadig, bl.a. Kai Führers Sort/Hvid Relief, der er et enkelt og abstrakt værk med fokus på relationen mellem hhv. forgrund og baggrund og form og farve. Maleriet får modspil af Poul Aggers Kvinde, sky og fugl tæt ved. Aggers værk er et eksempel på hans humoristiske formsprog med enkle, amøbeformede figurer i klare farver.

Mange kunst- og kulturprojekter fulgte i kølvandet på Murens Mænd, bl.a. De Nordiske Gavle i begyndelsen af 1970’erne, hvor to svenske, en finsk og tre islandske kunstnere skabte gavlværker i byen. Paul Gernes’ udsmykning af byens vandtårn i 1992 kan stadig ses, og en overgang prydede digte ligeledes byens gavle.

Kunsthåndværk og design

I Keramikværkstedet i Ejstrupholm har Nina Lund og Jean-François Thierion både værksted, butik og kursusvirksomhed.

.

Både i Ikast, Brande og i oplandet omkring findes gallerier, åbne værksteder og butikker med kunsthåndværk. Nina Lund og Jean-François Thierion er indehavere af Keramikværkstedet i Ejstrupholm. De er begge uddannede keramikere i Frankrig; Nina Lund er tillige uddannet pottemager i Sønderborg, og de udstiller i både Danmark og udlandet. I Ejstrupholm findes også Hedegaard Glaspusteri, hvor man kan opleve glaspusterkunsten på nært hold. I Uhre nær Brande har tekstildesigneren Mia Gram værksted og butik, hvor hun bl.a. sælger håndvævede møbelstoffer og egen kunst.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Ikast-Brande Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Monumenter og mindesmærker

Se alle artikler om Billedkunst