Alfio Bonannos skulptur Mellem blodbøg og eg kom til TICKON i 2001 som et af 20 værker, der indgår i et samspil med naturen. Det betyder også, at værkerne bygges af naturens materialer og nedbrydes af naturen igen. Ofte har værkerne et enkelt geometrisk udtryk, det skaber kontrast til naturens organiske former.

.
Billedhuggeren Lene Bødker arbejder med en særlig udviklet glasstøbningsteknik, hvor glassene støbes i forme og så bearbejdes med hammer og mejsel. Det giver en helt speciel overflade og bevarer glassets gennemskinnelighed. På billedet ses værket "Entrance" fra 2005. Lene Bødker blev i 2012 tildelt Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse.
.
"Sundhedsøen" af Henriette Lorentz er opstillet foran Sundhedshus Langeland på Havnegade i Rudkøbing. Skulpturgruppen er udført i bemalet fiberbeton i 2014 som en helhed samlet af en cirkel på 5 m. Den højeste figur er 2,4 m høj og omgivet af et par mindre figurer med små siddepladser omkring.
.

Som Skagen, Bornholm eller Odsherred har også Langelands natur og lys en dragning på moderne kunst og kunstnere. Langeland havde omkring år 1900 besøg af kendte kunstnere som fx Alhed og Johannes Larsen, fordi Alhed Larsen i en periode inden sit ægteskab tjente hos dyrlægen i Snøde, og Johannes Larsen kombinerede sine besøg med at studere fuglelivet i Tryggelev Nor og købstadslivet i Rudkøbing. Også Johannes Larsens søster og svoger, kunstnerparret Christine og Sigurd Swane, opholdt sig på Langeland.

Kunstinstitutioner

Både Slotsparken ved Tranekær, der rummer TICKON, Tranekær Internationale Center for Kunst og Natur, og Kunsttårnene har eksisteret i flere år. Desuden findes en række gallerier, der udstiller billedkunst og kunsthåndværk, bl.a. Galleri Lang Sommer i Østergade i Rudkøbing, Det lille Kunstværksted i Blandebjerg og GALLERI NO 44 på Ristingevej i Humble. Ved havnen i Bagenkop ligger Bagenkop Kunsthal, der kun er åben om sommeren.

Kunstnere

På trods af de tidlige kunstnerbesøg blev Langeland først rigtig en kunstnerkoloni i løbet af 1960’erne, da autodidakte kreative sjæle fandt husly i de mange ledige boliger tilknyttet herregården Tranekær.

Kendetegnende for kunstnermiljøet har været, at stort set alle genrer er repræsenteret. Nok sker der en afsmitning kunstnerne imellem, men med næsten hundrede kunstnere, både professionelle og amatører, fordelt på den 52 km lange og 5‑10 km brede ø er der stor spredning i det kunstneriske udtryk. Genrerne spænder således fra det senimpressionistiske landskabsmaleri, som Mogens Sjøgaard og Keld Nielsen dyrker i hhv. strand‑ og markbilleder, over det klassiske portrætmaleri, som det kommer til udtryk i Solveig Moas serie om de blå mænd, fiskerne på havnene i Ristinge og Bagenkop, til Finn Nielsens store tuschtegninger, Marat i badet.

I Gitte Buchs symbolladede abstraktioner er den kristne ikonografi et gennemgående træk, mens Henny Starups akvareller har tydelig inspiration fra Marc Chagall. Naturalisme er grundelement i både Lauge Voigts og Lars Calmars skulpturer i hhv. bronze og ler. Voigt forbliver tro mod naturalismen, mens Calmar jagter det groteske med sine vrede babyansigter på voksne kroppe.

Blandt de internationalt kendte kunstnere på Langeland er sicilianskfødte Alfio Bonanno, der har gjort sig bemærket med sine land art‑projekter, dvs. stedsspecifik naturkunst, skabt af grene og sten, der er fundet på stedet. Parallelt hermed skaber han koloristiske malerier.

Også tekstilkunstneren Jette Nevers og psaligrafen (papirkunstneren) Sonia Brandes er i den internationale kategori. Med sine stringente vægstykker fortsætter Nevers en minimalistisk nordisk stil, mens Brandes med sine papirklip tager udgangspunkt i fortællinger. Begge kunstnere har bl.a. skabt flere kirkeudsmykninger rundt i landet.

Blandt de mere særegne kunst initiativer på Langeland er kunstneren Hans Kjærs De Langelandske Kunsttårne, der består af 12 tidligere transformatortårne fra tre forskellige tidsperioder. Tårnene er derfor både et stykke kulturhistorie og en skiftende kunstudstilling, idet hvert tårn rummer en enkelt kunstners installation, der kan ses over en vis periode.

Kun ganske få kunstnere er vokset op på øen. Lars Calmar bor stadig på Langeland, hvor han arbejder i sit værksted ved Humble. Desuden kan nævnes billedhuggeren Lene Bødker, der arbejder med lys og skyggevirkninger i sine abstrakte glasskulpturer. Bjørn Okholm Skaarup er kendt for sine bronzedyr, der er iscenesat som allegoriske fortællinger om mennesket, bl.a. en gigantisk flodhesteballerina opstillet på Broadway i New York. Jesper Fabricius arbejder på tværs af fotografi, film, maleri, installation, grafik og collage og modtog i 2019 Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse.

Kunst i det offentlige rum

Over hele Langeland er der skulpturer; flest i Rudkøbing, hvor Alfio Bonanno dominerer med værkerne Østerport Bækken i Østergade fra 1982, granitskulpturen Granit Environment også fra 1982 i Havnegade og ved Skudehavnen skulpturen Uden titel fra 1987. Henriette Lorentz har bidraget med en hel skulpturgruppe, Sundhedsøen fra 2014, i Havnegade.

I Rudkøbing står også en fin bronzeskulptur af Sonja Ferlov Mancoba, Maske og figur fra 1987, og Keld Moseholms Annette fra 1980. Der er opstillet to skulpturer til minde om Rudkøbings berømte søn, H.C. Ørsted. Den ene fra 1920 af H.W. Bissen findes på Gaasetorvet, mens den anden, en siddende skulptur af Johannes Bjerg fra 1938, er opstillet i H.C. Ørstedsparken.

Kunsthåndværk og design

Karakteristisk for Langeland er forekomsten af ler. Mange lervarefabrikker og pottemagere har derfor haft sæde på øen. Tilbage er nu kun ganske få, men fine repræsentanter for keramikken er Heerwagen i Hou, Potteriet i Stoense, Elisasen i Tranekær, Nowhuset i Tullebølle og siden 1968 Ulla Keramik i Bagenkop.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Langeland Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Monumenter og mindesmærker

Se alle artikler om Billedkunst