Bjerrevej 11, Sønderho

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Øen hørte oprindeligt under kronen og Fanøboerne var fæstebønder, der levede af en kombination af fiskeri og landbrug, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian d. VI og fik derved selv retten til at drive søfart og handel. Dette betød, at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i 1807-14, og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark.

Brænding og anvendelse af teglsten har været kendt siden anden halvdel af 1100-tallet, hvor stenene blev anvendt ved opførelsen af kirker og borge. Senere vandt de også indpas i byarkitekturen, men slog først sent igennem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. Her dog tidligst i det sydlige Vestjylland, hvor udviklingen fra bindingsværk til grundmur baseredes på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der – under hollandsk, frisisk påvirkning – i løbet af 1700-årene bredte sig nordpå i det træfattige område. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværkshusenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningen var ofte tiltrængt, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk.

Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det for eksempel almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet. De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og vinduerne fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil, hvor de i Nordby derimod havde et mere afrundet profil. Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer. Yderdøre var halvdøre, ofte med et kvadratisk, hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme, fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte rundbuede stik. Arkengaffen, den traditionelle kvist over døren, var ligesom dørhullet ofte rundbuet.

De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørnelisener og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede rammer, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af to-fløjede fyldingsdøre under lige stik og med en hjørnestillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren.

På denne grund kan i jordebogen følges en bebyggelse helt tilbage til 1750´erne, og i 1793 betegnes huset gammelt i et skøde i forbindelse med et salg til en så usædvanlig lav pris, at det formentlig har været meget brøstfældigt. Det forekommer derfor sandsynligt, at den nuværende bygning blev opført i tidsrummet mellem 1793 og 1813, hvor det brandtakseres som grundmuret, muligvis i 1808 som murankrene på østgavlen viser. Bygningen blev brandtakseret første gang i 1813, hvor det da havde ni grundmurede fag. Der var engelske vinduer og hollandske døre med indstukne låse. De seks vestfag var beboelse med vægge, som dels var optrukne, dels var panelbeklædte; et mellemfag havde forstue med sengested og en muret halvkælder. De resterende østfag rummede stald, forhus og lo. Udvidelsen på fem fag mod vest bliver ikke beskrevet i kilderne, men det er sandsynligt, at det er sket i Thomas Meinertz´s ejerskab, således som murankrene på vestgavlen indikerer. A.M. er initialer for hustruen, Anne (Jesdatter) Meinertz.

Bygningen ligger på vestsiden af Bjerrevej i den sydlige del af Sønderho. Bygningen ligger vinkelret på gaden med en stor græsklædt have mod nord og en mindre have mod syd, der afskærmes fra vejen af en udhusbygning, der ikke er omfattet af fredningen. Bygningen er i alt 14 fag lang, men det er kun de ni østfag, som hører til Bjerrevej 11. De resterende fem fag udgøres af Bjerrevej 9, der ligeledes er fredet.

Bygningen er et fritliggende, grundmuret længehus opført i én etage. Over en sortmalet, lav sokkel står murværket i rød, blank mur med delvist optrukne, hvide fuger. Under taget afsluttes murværket af en muret hvid gesims, der er ført om hjørnet på gavlen og op langs tagfladen. På nordsiden omslutter gesimsen en rundbuet arkengaf med muret front. Den øverste del af østgavlen har lodret, grønmalet bræddebeklædning med vindskeder. Bygningen har et højt, stråtækket heltag med tørvemønning, og i rygningen er en skorstenspibe med hvidmalet sokkel og gesims samt et skaft i røde sten. I den sydvendte tagflade er en stråtagskvist. Vinduerne er ældre, dog er der enkelte nyere, udført som kopi af de originale. Vinduerne er torammede og tredelte, men i den østre del er der desuden etrammede og firedelte vinduer. I gavltrekanten er et nyere trerammet og smårudet vindue, mens der i kvisten er et nyere, tredelt, trefags vindue. Vinduerne er hvidmalede ligesom murfalsen. Hoveddøren er en ældre, tofløjet fyldingsdør med ruder i de øverste fyldinger og et smalt overvindue henover. I arkengaffen, der er placeret over hoveddøren, er en ældre, tofløjet revleluge med et opdelt overvindue. Lugerne står meget af tiden åbne og bagved er et nyere etrammet vindue. I sydsiden er en nyere, men traditionelt udført, enfløjet fyldingsdør med ruder i den øverste fylding. I østgavlen er endvidere en nyere revledør med ældre beslag i et buet stik. Alle døre har hvidmalede murfalse og er malet grønne med hvid staffering, dog har revledøren ingen staffering. På nordsiden er vinduerne forsynet med påmalede stik i farverne grøn, sort og hvid, mens de øvrige åbninger mod øst og syd har hvidmalede stik. Under samtlige vinduer er påmalet hvide sålbænke. I østgavlen ses murankre udformet som årstallet 1808.

I det indre er bevaret en ældre grundplan med en lille forstue bag hoveddøren, nor frangel, der oprindeligt opdelte boligen mod vest fra stalden mod øst. Fra den nordre forstue er der adgang til den tre fag store sommerstue, nor donsk, og i tilslutning til denne en lille mellemstue, æ melstow, og herfra en stue, æ stow, mod vest. Fra sommerstuen er der både adgang til køkkenet og vinterstuen, sønder donsk, mod syd. I tilslutning til vinterstuen er et værelse mod vest. Fra køkkenet er der mod syd adgang til den søndre forstue, sønder frangel, hvor bagdøren er, ligesom der er indrettet et gæstetoilet imellem de to forstuer. Den tidligere stalddel op mod østgavlen er indrettet med et grovkøkken og et badeværelse mod syd samt et værelse mod nord. Fra den nordre forstue fører en ældre, stejl lofttrappe op til tagetagen, der er indrettet med et stort gennemgående rum samt et lille gæstetoilet. Tagetagen fremtræder med fritliggende hanebånd og nyere overflader, herunder pergogulv, lagt oven på et linoleumsgulv og ældre gulvbrædder samt gipsbeklædte skråvægge op til kip. Træværnet omkring trappen er nyere. Materialeholdningen i stueetagen er mestendels ældre med bræddegulve, bræddevægge og bræddelofter mellem synlige loftbjælker. Dog er der i badeværelset nyere klinker, fliser og systempladeloft af gipsplader og i grovkøkkenet og gæstetoilettet er gulvene belagt med linoleum. Det meste af et ældre interiør er bevaret, herunder revle- og fyldingsdøre med beslag og gerichter, indbyggede skabe, tætsenge og tætsengsdøre. På enkelte ydervægge er der ældre Fanø-fliser ligesom bag komfurpladsen og kaminpladsen. I køkkenet er der et ældre snedkerkøkken samt et støbejernskomfur.

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Sønderho, der fremstår som en unik og yderst velbevaret gammel landsby. Bygningen er, som de fleste andre huse på Fanø, orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og indgår dermed naturligt i Sønderhos bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk helhed. Bygningen ligger åbent ud til gaden uden hegning og føjer sig således smukt ind i det karakteristiske åbne byrum i Sønderho. Hertil kommer de bevarede pigstenskanter omkring bygningen, der ud over at fungere som afvanding, bidrager til opfattelsen af et traditionelt miljø.

Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til hele bygningens fremtræden, hvor de i dag opdelte boliger, tilsammen vidner om den oprindelige enlængegård, hvor man havde stuehus, lo og stald samt en mindre aftægtsbolig i én. Hertil kommer bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er de lave mure i én etage, her i røde, blanke sten med rester af hvidt, optrukne fuger, hvid hovedgesims, bræddebeklædte gavltrekanter og en arkengaf med luge til loftet. Hertil kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med skorstenspiber, der helt karakteristisk har hvidtet sokkel og gesims, mens piben fremtræder i røde sten. Tillige er det en stor kulturhistorisk værdi, at nordsidens vinduer har de typiske, trefarvede Sønderho-stik, og at de øvrige åbninger har hvidmalede stik, samt at alle vinduer har påmalede, hvide sålbænke. Murankrene med årstal i østgavlen er ligeledes en typisk detalje, der ofte bevidner bygningens opførelsesår eller en større ombygning.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig tillige til den ældre hoveddør og den traditionelt udførte bagdør og revledør, som på traditionel vis sidder i et kurvehanksbuet, hvidmalet stik. Revledøren og de små vinduer i østenden vidner om, at det på Fanø førhen var almindeligt at have et mindre dyrehold tilknyttet boligen. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens bevarede ældre planløsning med to frangler, der på traditionel vis danner en opdeling med bolig i den ene ende og stald og lo i den anden. Fra køkkenet er der på traditionel vis både adgang til sommer- og vinterstuen. Stuerne ligger således traditionelt med en stue mod syd, sønder donsk, hvor man kunne få lys og varme i vinterhalvåret, og en stue mod nord, nordre donsk, til ophold i sommerhalvåret, hvor stuen således var kølig og sval. I sommerstuen markeres ovnpladsen af hollandske fliser ligesom skillevæggen i vinterstuen, der vender ind mod støbejernskomfuret i køkkenet. I køkkenet er bevaret et ældre snedkerkøkken samt et støbejernskomfur, hvor væggen bagved på traditionsbestemt vis også er beklædt med brune hollandske fliser.

Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens velbevarede interiør med mange ældre og egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder fyldingsdørene med profilerede gerichter, hvor en dør i køkkenet er en ældre enfyldingsdør med klinkefald og en dør mellem sommer- og vinterstuen er en tofyldingsdør med en firedelt rude i den øverste fylding. Hertil kommer de indbyggede skabe, herunder hjørneskabet i grovkøkkenet og køkkenet, hugskabet i vinterstuen samt tætsengene i køkkenet og vinterstuen. Flisevæggene i køkken, vinterstue og mellemstue fortæller om Fanøs store tradition for sejlads og oversøisk handel.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og velproportionerede volumen med lave mure og det dominerende, store tag med stort set ubrudte tagflader, der med en bølgende kurve former sig omkring arkengaffen mod nord. Placeringen af vinduernes stik helt op mod gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det tunge tag.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få bemalede dekorationer omkring vinduer, døre og gesimser. Særligt de hvide, påmalede sålbænke og stik samt de særegne grøn-, sort- og hvidmalede stik over nordsidens vinduer giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Hertil kommer dørenes staffering og skorstenspibens hvide sokkel og krave. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk. Hertil kommer facadernes forskellige mursten, der sammen med de delvist optrukne fuger giver murene et levende udtryk med stor stoflighed.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til de velbevarede og raffinerede snedkerinteriører som bjælker, skabslåger, døre og indfatninger, der tilsammen understreger rummenes historiske fremtræden og tillige giver rummene en varm og rolig atmosfære. De mange bræddeskillevægges høvlspor resulterer i en levende overflade af stor æstetisk værdi. Selvom materialet er det samme på skillevægge, lofter, indfatninger og døre, er de elegant adskilt gennem udformningen og efterfølgende kontrastfulde bemalinger. De bevarede ældre fliser er udtryk for en dekorationsglæde, som er en integreret del af den lokale arkitektur. Den afbalancerede stil såvel i det ydre som det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Læs videre om

• Niels Engersvej 6, Nordby
• Øster Land 15, Sønderho
• Øster Land 18, Sønderho

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen