Bjerrevej 9, Sønderho

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Øen hørte oprindeligt under kronen og Fanøboerne var fæstebønder, der levede af en kombination af fiskeri og landbrug, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian d. VI og fik derved selv retten til at drive søfart og handel. Dette betød, at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i 1807-14, og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark.

Brænding og anvendelse af teglsten har været kendt siden anden halvdel af 1100-tallet, hvor stenene blev anvendt ved opførelsen af kirker og borge. Senere vandt de også indpas i byarkitekturen, men slog først sent igennem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. Her dog tidligst i det sydlige Vestjylland, hvor udviklingen fra bindingsværk til grundmur baseredes på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der – som hollandsk, frisisk påvirkning – i løbet af 1700-årene bredte sig nordpå i det træfattige område. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværkshusenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningen var ofte tiltrængt, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk.

Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det for eksempel almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet. De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil, hvor de i Nordby derimod havde et mere afrundet profil. Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer. Yderdøre var halvdøre, ofte med kvadratisk hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme, fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte rundbuede stik. Arkengaffen, den traditionelle kvist over døren, var ligesom dørhullet ofte rundbuet.

De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørnelisener og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede rammer, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af tofløjede fyldingsdøre under lige stik og med en hjørnestillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren.

På denne grund kan i jordebogen følges en bebyggelse helt tilbage til 1750´erne, og i 1793 betegnes huset gammelt i et skøde i forbindelse med et salg til en så usædvanlig lav pris, at det formentlig har været meget brøstfældigt. Det forekommer derfor sandsynligt, at de ni østfag, som bygningen oprindeligt bestod af, blev opført i 1808 som murankrene på østgavlen viser. Udvidelsen på fem fag mod vest tilskrives år 1875, men murankrene i vestgavlen TM og AM kan tilskrives Thomas Meinertz og hans hustru Anne (Jesdatter) Meinertz, der ejede bygningen fra 1887 til 1930. I slutningen af 1990´erne blev der lagt nyt stråtag på nordsiden, ligesom der blev isat en ny dør i vestgavlen.

Bygningen ligger på vestsiden af Bjerrevej i den sydlige del af Sønderho. Bygningen ligger vinkelret på gaden med en stor græsklædt have mod nord og en mindre have mod syd. Mod syd er en nyere grundmuret tilbygning, der ikke er omfattet af fredningen.

Bygningen er i alt 14 fag lang, men det er kun de fem vestfag, som hører til Bjerrevej 9. De resterende ni fag udgøres af Bjerrevej 11, der ligeledes er fredet.Bygningen er et fritliggende, grundmuret længehus opført i én etage. Over en sortmalet, lav sokkel står murværket i rød, blank mur med delvist optrukne, hvide fuger. Under taget afsluttes murværket af en muret hvid gesims, der er ført om hjørnet på gavlen og op langs tagfladen. På nordsiden omslutter gesimsen en rundbuet arkengaf med muret front. Den øverste del af vestgavlen har lodret, grønmalet bræddebeklædning med vindskeder. Bygningen har et højt, stråtækket heltag med tørvemønning, og i rygningen er en skorstenspibe med hvidmalet sokkel og gesims samt et skaft i røde sten. I den sydvendte tagflade er en stråtagskvist. Vinduerne er ældre, torammede og tredelte, og mod nord de forsynet med buede ruder. I gavltrekanten er et nyere trerammet og smårudet vindue, mens der i kvisten tillige er to mindre støbejernsvinduer med buet overkant. Vinduerne er hvidmalede ligesom murfalsen. Hoveddøren er en ældre, tofløjet fyldingsdør med ruder i de øverste fyldinger og et smalt overvindue henover. I arkengaffen, der er placeret over hoveddøren, er en ældre, tofløjet revleluge med et opdelt overvindue over. I vestgavlen er en nyere enfløjet fyldingsdør med termoruder øverst. Dørene har hvidmalede murfalse og er malet grønne, hoveddøren har endvidere hvid staffering. På nordsiden er vinduerne forsynet med stafferede stik i farverne grøn, sort og hvid, mens de øvrige åbninger mod vest og syd har hvidmalede stik. Under samtlige vinduer er malet hvide sålbænke. I vestgavlen ses endvidere en række murankre, hvoraf fire er udformet som initialerne TM og AM.

I det indre er bevaret en ældre grundplan med en lille forstue bag hoveddøren, frangel, hvorfra der er adgang til den fire fag store stue, der nok oprindeligt har været inddelt i en sommerstue, nor donsk, og en stue, æ stow, mod vest. Fra stuen er der adgang til køkkenet mod syd, der ligger i forbindelse med et værelse. Fra forstuen fører en ældre, ligeløbstrappe op til tagetagen, der er indrettet med to værelser, en lille gang og et skunkrum til opbevaring. Tagetagen fremtræder med bræddegulve, glatte vægge og synlige hanebånd med loftbrædder. Materialeholdningen i stueetagen er ligeledes ældre med bræddegulve, pudsede vægge, bræddeskillevægge og bræddelofter mellem synlige loftbjælker. Der er bevaret ældre bygningsdele og -detaljer, herunder fyldingsdøre med beslag og gerichter samt et indbygget hjørneskab i køkkenet. På ydervæggen mod nord er der ældre, brune Fanø-fliser ligesom der bag kaminpladsen er ældre, blå Fanøfliser.

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Sønderho, der fremstår som en unik og yderst velbevaret gammel landsby. Bygningen er, som de fleste andre huse på Fanø, orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og indgår dermed naturligt i Sønderhos bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk helhed. Bygningen ligger åbent ud til gaden uden hegning og føjer sig således smukt ind i det karakteristiske åbne byrum i Sønderho. Hertil kommer de bevarede pigstenskanter omkring bygningen, der ud over at fungere som afvanding, bidrager til opfattelsen af et traditionelt miljø.

Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til hele bygningens fremtræden, hvor de i dag opdelte boliger, tilsammen vidner om den oprindelige enlængegård, hvor man havde stuehus, lo og stald samt en mindre aftægtsbolig i én. Hertil kommer bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er de lave mure i én etage, her i røde, blanke sten med rester af hvidt, optrukne fuger, hvid hovedgesims, bræddebeklædte gavltrekanter og arkengaff med luge til loftet. Hertil kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med skorstenspiber, der helt karakteristisk har hvidtet gesims og krave, mens piben fremtræder i røde sten. Tillige er det en stor kulturhistorisk værdi, at nordsidens vinduer har de typiske, trefarvede Sønderho-stik og at de øvrige åbninger har hvidmalede stik samt at alle vinduer har påmalede hvide sålbænke. Murankrene i vestgavlen er ligeledes en typisk detalje, der her bevidner ejerens initialer ved bygningens opførelsesår eller større ombygninger.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig tillige til den ældre hoveddør med en traditionel arkengab, hvor lugen sammen med de små støbejernsvinduer i vestgavlen er med til at bevidne, at det på Fanø førhen var almindeligt at have et mindre dyrehold tilknyttet boligen og at tagetagen blev udnyttet til høloft. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens ældre planløsning med en frangel, der på traditionel giver adgang til sommerstuen mod nord, nordre donsk, der blev anvendt til ophold i sommerhalvåret, hvor stuen var kølig og sval. I sommerstuen markeres ovnpladsen af blå fliser ligesom ydervæggen på traditionel vis er beklædt med brune hollandske fliser øverst og en lodret bræddebeklædning nederst, adskilt af en smal liste med en udskåret fordybning, hvis funktion var at opsamle kondensvandet fra fliserne.

Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens velbevarede interiør med mange ældre og egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder fyldingsdørene med profilerede gerichter, hvor en dør i køkkenet er en ældre enfyldingsdør med klinkefald og en dør mellem sommer- og vinterstuen er en tofyldingsdør med en firedelt rude i den øverste fylding. Hertil kommer de indbyggede skabe, herunder hjørneskabet i grovkøkken og køkken, hugskabet i vinterstuen, samt tætsengene i køkken og vinterstue. Flisevæggene i køkken, vinterstue og mellemstue fortæller om Fanøs store tradition for sejlads og oversøisk handel.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og velproportionerede volumen med lave mure og det dominerende, store tag med stort set ubrudte tagflader, der med en bølgende kurve former sig omkring arkengaffen mod nord. Placeringen af vinduernes stik helt op mod gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det tunge tag.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få bemalede dekorationer omkring vinduer, døre og gesimser. Særligt de hvide, påmalede sålbænke og stik samt de særegne grøn-, sort- og hvidmalede stik over norsidens vinduer giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Hertil kommer hoveddørens staffering og skorstenspibens hvide sokkel og krave. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk. Hertil kommer facadernes forskellige mursten, der sammen med de delvist optrukne fuger giver murene et levende udtryk med stor stoflighed.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør, der mod nord domineres af de hollandske fliser. De bevarede ældre fliser er udtryk for en dekorationsglæde, som er en integreret del af den lokale arkitektur. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformningen af snedkerdetaljerne omkring både fyldingsdøre, gerichter og loftstrappe samt det indbyggede, konkave skab i køkkenet.

Læs videre om

• Den gamle fattiggård i Sønderho
• Jens Harrebys Hus, Sønderho
• Øster Land 27, Sønderho

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen