Blåbæk Vindmølle og Blåbæk Vandmølle ligger ca. 150 m fra hinanden. De var fæstemøller og blev opført af herregården Rosendals ejer, som havde mølleretten siden i hvert fald 1664.

Vandmøllen nævnes første gang i 1472. Det nuværende anlæg blev opført i 1838 og fredet i 1950; fredningen blev udvidet i 2011. Mølleanlægget har fem længer, alle opført i bindingsværk og stråtækte. Vandmøllen har to overfaldshjul.

Den ottekantede vindmølle blev opført i 1828 som hjælpemølle til vandmøllen og fredet i 1959. Typen er en jordhollænder, dvs. mølleren regulerede sejl og perse (bremse) fra jorden. Undermøllen er opført i kampesten og omgivet af en jordforhøjning med gennemkørsel. Overmøllen er tre lofter høj, bygget af træ og var stråtækt indtil 1872, derefter beklædt med træspån. Hatten er også af træ og beklædt med spån. Mølledriften ophørte i 1939. I 2021 fik møllen nye vinger.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Faxe Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Møller