Blåbæk Vindmølle ligger på Blåbækvej 3 i Faxe Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Vindmøllen er opført 1828 som kornmølle og supplement til Blåbæk Vandmølle. Møllen tilhørte herregården indtil 1916 og blev taget ud af drift i 1939. Men anvendes ikke i dag. I 1959 blev den fredet og kom igen i herregården Rosendals eje. Omkring 1960 blev møllen grundigt istandsat.

Beskrivelse

Blåbæk Vindmølle ligger cirka 150 meter nord for Blåbæk Vandmølle ved vejen mellem Faxe Kalkbrud og herregården Rosendal, som var den oprindelige ejer af begge møller. Vindmøllen fra 1828 var et supplement til den ældre vandmølle. Vindmøllen er placeret 10-11 meter højere end vandmøllen og dermed Faxe Å, der her har et vest-øst forløb langs Faxe Kalkbruds cirka 50-60 meter høje sydside. Vindmøllens placering gør, at den kan udnytte den dominerende vindretning. Det er en såkaldt jordhollænder. Møllen har jordomgang, det vil sige mølleren regulere sejl og persen (bremsen) fra jorden. Møllekroppen er ottekantet. Undermøllen er bygget i kampesten og omgivet af en forhøjning af jord og med gennemkørsel til transport af korn og afhentning af det færdige mel. Overmøllen, der er tre lofter høj foruden hatteloft og hat, er bygget af ege og fyrretræ og var indtil 1872 stråtækket. Siden da har den været beklædt med træspån. Hatten er bådformet og ligeledes opført i træ og beklædt med spån. Vingerne er sejlførende. Vingerne er opsat omkring 1960 og har oprindelig siddet på en nordsjællandsk mølle. Krøjningen eller drejningen af hatten foregår med svans, dvs. de tømmerstykker, der er fastgjort til hatten. Træktøjet er intakt. I det indre findes vælen eller hovedakslen, to kværne samt nogle løsdele, herunder skalkværn fra en anden mølle.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til møllens beliggenhed i det åbne land. Vindmøllen udgør en vigtig del af herregårdslandskabet med sin placering mellem Kalkbjerget, i dag Faxe Kalkbrud, som tidligere var ejet og drevet af de omkringliggende herregårde, bl.a. Rosendal, som lod møllen opføre. Samtidig viser placeringen en betydelig viden om vindforholdene i naturen. Endelig udgør vindmøllen en del af det samlede kulturmiljø ved Blåbæk Mølle.

Kulturhistorisk værdi

Vindmøllens kulturhistoriske værdi knytter sig dels til forståelsen af herregårdslandskabets historie og at den også omfattede forædling af råvarer, dels til mølleriets historie og dels den teknologihistoriske udvikling af kraft- og arbejdsmaskiner. Endelig viser vindmøllen en vigtig side af naturforståelsen under Guldalderen. Dengang boede de fleste folk endnu i det opdyrkede landskab i en periode, hvor naturen både dannede ramme om videnskab, teknologi, kunst og åndelighed.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Blåbæk Vindmøllen knytter sig til de enkle kubiske former og de formmæssige kvaliteter ved veludført håndværk, hvor de enkelte dele passer præcist sammen og til den funktion, delen skal udfører indenfor den tolerance, det anvendte materiale muliggør.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links