Blindeinstituttet ligger på Kastelsvej 60 i Københavns Kommune. Bygningen og omgivelser er fredet.

Bygningshistorie

Blindeinstituttets ældste trefløjede del er opført i årene 1857-58 efter tegninger af arkitekt Ferdinand Meldahl. Bygherren var Selskabet Kjæden, en privat hjælpeorganisation for blinde og svagtseende. Over hovedindgangen ses endnu en inskription med Kjædens navn. Byggegrunden var tidligere ejet af Døvstummeinstituttet, der i 1839 havde fået tilladelse til at opføre en grundmuret skole i demarkationsområdet som en lynette til Kastellet, så den hurtigt kunne omdannes til forsvar. Blindeinstituttet blev til gengæld opført som en ren civil bygning. I 1867 blev demarkationslinjen ophævet. I forbindelse med Blindeinstituttets indvielse blev bygningen i 1858 overdraget til Staten. 1879-80 blev det trefløjede anlæg lukket med en fløj og et par mellembygninger i sydvest i samme formsprog som det oprindelige anlæg med Ferdinand Meldahl og Albert Jensen som arkitekter. Formålet med bygningen var at forbedre undervisningen af blinde og svagtseende med skolegang og en praktisk professionel uddannelse for derigennem at gøre dem til nyttige samfundsborgere. Det skete bl.a. gennem undervisning i forskellige håndværk som kurvemageri, rebslageri, børstebinderi og syning eller uddannelse til organist, klaverstemmer o. lign. Blindeinstituttet er dermed en tidlig repræsentant for den institutionalisering, der skete i 1800-tallet af samfundets marginalgrupper som følge af et ændret menneskesyn, der havde vundet indpas med det nye borgerskabs fremvækst. Det tilsagde en human og civiliseret behandling af samfundets svageste. 1856 påbød Rigsdagen desuden ved lov, at der skulle bygges skoler efter nye hygiejniske forskrifter, som understøttede børnenes fysiske og åndelige udvikling. Gode hygiejniske forhold skulle ruste børnene til arbejdslivet som voksne og gøre dem modtagelige for den borgerlige moral, så de gennem opdragelse i orden og disciplin lærte at indordne sig samfundets regler. Inspirationen til Blindeinstituttet hentede Meldahl ved at studere institutionsbyggeri i udlandet. Over hovedindgangen lå oprindelig en andagtssal, der skulle være med til at sikre børnenes åndelige udvikling, mens gymnastiksalen fremmede deres fysiske tilstand. I hver ende af hovedfløjen fandtes sovesale for henholdsvis piger og drenge. Derudover var der klasseværelser, arbejdsrum og spisesal i velbelyste rum med højt til loftet, som skulle gavne de blinde og svagtseendes sundhed gennem lys og luft. Der blev også lagt vægt på vaskerum for at hindre sygdomsudbrud belært af koleraepidemien i 1853. I hovedfløjens tagetage fandtes et rebslageri. Endelig havde forstanderen efter almindelig skik og brug sin bolig på instituttet, så han til stadighed kunne overvåge livet inden for murene og sikre orden og disciplin. Fra starten var der 25 elever, hvilket med årene udvidedes til 100 elever. I løbet af det 20. årh. voksede behovet imidlertid for nye faciliteter, og i 1968 flyttede Blindeinstituttet til andre lokaliteter. I stedet rykkede forskellige kommunale funktioner ind i bygningen bl.a. for tale og hørehæmmede. Blindeinstituttet er et tidligt værk af Ferdinand Meldahl (1827-1908), som er en af de mest fremtrædende danske arkitekter fra anden halvdel af 1800-tallet med en stor arkitekttegnestue og et omfangsrigt virke spændende over alle typer af bygninger. Desuden var han kgl. bygningsinspektør, professor og en længere årrække direktør for Kunstakademiet samt kommunalpolitiker, og han fik umådelig stor indflydelse på periodens danske arkitekturliv foruden betydningsfulde kontakter til personer i de højeste stillinger i samfundet. Derigennem erhvervede han sig dog også mange kritikere, hvilket har præget hans eftermæle. I de senere år blev Meldahl ofte bistået i tegnestuearbejdet af sin højrehånd Albert Jensen (1847-1913). Meldahls arkitektur ligger inden for historicismen, og i hans byggerier ses både ren stilefterligning af ældre stilarter og en friere historicisme, hvor han kombinerer stiltræk fra forskellige stilarter og blander dem med egne opfindelser. Meldahl var meget internationalt orienteret og hentede ofte inspiration til sine byggerier på udenlandsrejser, hvor han også fik et indgående kendskab til europæisk stilhistorie. Som historicist lagde Meldahl stor vægt på virkningen af sin arkitektur, der skulle være stemningsskabende. Hans arkitektur spænder fra tidlige værker i murstensarkitektur præget af ægte og gedigne materialer til stukarkitektur med rigt dekorerede pudsede facader og brug af mange moderne materialer til efterligning af kostbare materialevirkninger i den senere del af hans virke. På rejser i udlandet havde Meldahl i 1850erne erhvervet stor viden om institutionsbyggeri. Det førte siden til talrige store opgaver inden for skoler, hospitaler, arresthuse m.m., som han opnåede i kraft af sit ry som fremtrædende arkitekt kombineret med sin store viden og indlevelsesevne i opgaverne. Blindeinstituttet er angiveligt den første af disse store opgaver. Skulpturerne foran Blindeinstituttet er skabt af Peter Støhrmann Daniel (1801-1879) og er allegoriske figurer forestillende fingerfølelsen repræsenteret af en blind pige, der læser i en bog med ophøjet skrift og hørelsen ved en blind dreng, som lytter til sin egen musik. Blindeinstituttet har siden opførelsen undergået mindre ændringer i det ydre. Nævneværdig er især tilføjelsen af rektangulære vinduer på hovedfløjens 1. sal i gavlene og på langsiden til erstatning for et lille rundt vindue, der tidligere gav lys til sovesalene. I det indre er der også sket nogle ændringer, men planerne er i hovedtræk bevaret med gennemgående midterkorridorer, trappeanlæg og dør fra hvert rum til gangarealerne. En betydelig del af det oprindelige/ældre træværk, døre, vinduer etc. er bevaret, mens de fleste gulve og lofter har nyere beklædning.

Beskrivelse

Det tidligere Blindeinstitut er beliggende i brokvarteret Indre Østerbro omgivet af herskabelige etageejendomme, tidligere rigmandsvillaer og med Døveinstituttet som nærmeste nabo på Kastelsvej. Det ligger på en uregelmæssig formet grund tilbagetrukket fra Kastelsvej med et grønt haveanlæg foran, som er delvis bebygget med en nyere børneinstitution. Det grønne anlæg fortsætter på anlæggets sydøstlige side, der vender ud mod Kristianiagade. Langs instituttets nordvestlige side løber en vej, der adskiller det fra Døveinstituttets bygninger. Blindeinstituttet er oprindelig opført som et trefløjet anlæg med den nordøstvendte hoved- og midterfløj vendt mod Kastelsvej. Sidenhen er anlægget blevet lukket med en fløj af samme størrelse som hovedfløjen i sydvest og forbundet med det ældre anlægs sidefløje ved et par lave, smalle mellembygninger. Anlægget er opført i rød blank mur og står i to etager med fuld kælder og udnyttet tagetage. Fløjene afsluttes af sadeltage i grå tegl med skorstene i tagflader og tagrygge. Mellembygningerne står i en etage med kælder og har svagt skrånende pladetage i blik. Murværket er udstyret med markante gesimser og kraftige rundbuestik over førstesalens vinduer foruden dekorativ mønstermuring i gule sten og detaljer i formsten og savsnitsforbandt. Alle fløje har desuden rigt dekorerede rundbuegavle, hvis udsmykning også inkluderer lisener, søjler og blændinger. Gavlmotivet går med mindre variationer igen i tre let fremskudte midtrisalitter på de to fløje i nordøst og sydvest. De to udvendige rundbuegavle er tillige udsmykket med henholdsvis rigsvåbnet og Christian IX's kronede monogram og flere gavle endvidere med dekorative topstykker i smedejern. I hovedfløjens midtakse mod Kastelsvej findes hovedindgangen med en lav, kraftig portal smykket med søjler, lisener og en egeløvs-frise. Portalen flankeres af to skulpturer i zink. Vinduerne er i stueetagen af dannebrogstype, mens 1. sal og gavlenes 2. sal har rundbuede vinduer med radiære sprosser i overvinduet af ældre dato med kitfals. I tagetagen findes moderne tagvinduer. Indgangsdørene er enkelt- og dobbeltfløjede fyldingsdøre af forskellig type, flere med ruder i nogle af fyldingerne og dekorativ sprosseværk i overvinduet. Også porten i den nordvestvendte mellembygning har fyldinger. Både døre og vinduer er malet mørkegrønne. Etageplanerne karakteriseres ved gennemgående og forbundne midterkorridorer, som alle rum har døråbninger ud til. Hovedfløjen rummer desuden en vestibule i åben forbindelse med en særlig bred vandrekorridor og et hovedtrappeanlæg med to brede ligeløbstrapper til 1. salen. Rummenes størrelse er funktionelt bestemt. I risalitter og gavle findes flere store rum. Ud over hovedtrappen er der sekundære trapper i samtlige fløje til alle etager. De fleste rum har nyere beklædning (belægning) på gulve med linoleum, kork o. lign. Kun enkelte steder ses bræddegulve. Hovedparten af lofterne har også nyere pladebeklædning. Enkelte rum, især i den sydvestlige fløj, har ældre paneler eller udsmykninger bl.a. med lisener og buer. Mange døre er enkelt- eller dobbeltfløjede fyldingsdøre, nogle med dekorativt opsprosset overvindue. Der er også bevaret et par toiletrum o. lign. med gamle skillevægge og fyldingsdøre. Hovedtrappen og trapperne i den sydvestlige fløj har rækværk med balustre, mens de øvrige trapper har enkle rækværk med tremmer. Ved hovedtrappen på førstesalen findes et par indmurede relieffer. Kælderen har støbte gulve og til dels flisebeklædte vægge.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ligger i Blindeinstituttets tætte relation til det ældre Døvstummeinstituts bygningsanlæg med hovedfløjene i forlængelse af hinanden, tilbagetrukne fra Kastelsvej og kun adskilt ved Asger Holms Vej, der flankeres på begge sider af institutternes sidefløje. Samtidig karakteriseres området af en lavere bebyggelse med de to institutter og en række tidligere rigmandsvillaer omgivet af grønne anlæg i forhold til de omgivende karreer med finere etageejendomme af brokvarterstype.

Kulturhistorisk værdi

I historicismen lagde arkitekterne stor vægt på, at arkitekturen skul-le sætte beskueren i en særlig stemning, ikke mindst når det gjaldt monumentalbyggerier som Blindeinstituttet. Meldahl var en stærk fortaler for vigtigheden af arkitekturens fortælleværdi og gennem sin undervisning på Kunstakademiet inspirator for andre. En væsentlig del af fredningsværdien knytter sig derfor i det ydre til de arkitektoniske virkemidler, han tog i brug for at opnå sine mål. Stilvalg og motiver var vigtige i dette udtryk og blev især tilvejebragt gennem gavlmotivet inspireret af renæssancens venezianske kirkearkitektur, der skulle signalere højtidelighed og betydning, mens det polykrome murværk tilføjede anlægget et festligt udtryk. I den tidlige historicisme vendte interessen for murværket som arkitektonisk udtryksmiddel tilbage efter klassicismens pudsede facader, og Meldahl hører til de tidlige og mest ekstravagante udøvere af mønstermurværket i Danmark, hvilket Blindeinstituttet måske er det bedste eksempel på med sit rige og varierede murværk. Inspirationen hertil kan han have hentet under sine rejser i Norditalien. Gavlmotivet har sine aner i veneziansk renæssance, men som motiv kendes det allerede i dansk renæssancearkitektur. Motivet skulle siden få adskillige efterfølgere bl.a. i Dannerhuset af Th. Zeltner fra 1873-75. En væsentlig fredningsværdi er derfor Blindeinstituttets murværk, der samtidig udtrykker en meget høj håndværksmæssig kunnen hos datidens murere med sin rige mønstermuring bestående af polykromt murværk i røde og gule sten, runde og halvcirkulære former indarbejdet i murværket samt gesimser, vinduesstik, blændinger, pilastre og søjler med bl.a. formsten og savsnitsforbandt, der tillige giver en oplevelsesrig virkning. Kulturhistorisk er anlægget også interessant ved at være et tidligt og fint eksempel på 1800-tallets nye tilgang til handicappede med et ønske om at skabe gode rammer for at udvikle dem til nyttige samfundsborgere gennem skolegang og uddannelse. Samtidig er det fortællingen om, at omsorg for svagere stillede grupper i samfundet overgår fra ældre tiders private filantropiske organisationer til i betydeligt omfang at blive en offentlig samfundsopgave. De knejsende gavle og facadernes rige udsmykning signalerer også samtidens ønske om synlighed og stolthed over institutionens virke i forhold til omverdenen og viser, at denne bygning dannede ramme om en vigtig samfundsopgave. Tidstypisk er også ønsket om at vise Blindeinstituttets virke gennem skulpturerne af de blinde børn ved hovedindgangen, inskriptionstavlen for den glade giver ovenover, Statens overtagelse af instituttets bygninger og drift symboliseret ved rigsvåbnet og den kongelige bevågenhed gennem kongens kronede monogram på den yngre fløjs midterrisalit. Placeringen af institutionen tæt på Langelinie og med grønne områder, en sydvendt gård i det oprindelige trefløjede anlæg med læ og sol til ophold for beboerne, en solrig sydvendt vandrehal og høje, lyse, rummelige lokaler vidner også om datidens nye omsorg for beboernes trivsel både på det åndelige og fysiske plan. Anlæggets overskuelighed, regelmæssighed og symmetri underbygger tillige ønsket om at opdrage børnene til orden og disciplin. Samtidig viser planernes opbygning med brede gennemgående og forbundne korridorer i alle fire fløje, som der er udgang til fra samtlige rum, en funktionel tilgang til planløsningen med god cirkulation. Arkitektens vægtning af det funktionelle i det indre viser sig også i detaljen f.eks. i de afrundede hjørner i korridorerne, der skulle mindske beboernes risiko for at komme til skade. Interiører med paneler og dekorativt udstyr, trappernes balusterrækværk og vinduer med fint sprosseværk udtrykker ønsket om at skabe præsentable rammer omkring de blinde og er tillige tidstypiske træk.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig til den klare, formelle og overskuelige helhedsplan præget af symmetri og hierarki i hovedanlægget. Symmetrien er opbygget over en midtakse, som løber gennem hovedfløjens midtrisalit med hovedindgangen, gennem gårdsrummet og den nyere fløjs risalitter og medvirker derigennem til at sammen-binde hele anlægget. Symmetrien viser sig både i hovedfacadernes opstalter, i spejlingen af sidefløjene og i planens hovedtræk. Hierarkiet kommer bl.a. til udtryk i hovedfløjenes risalitter, der med de markante rundbuegavle skyder op over fløjenes langsider, i risalitternes rigere udsmykning og i førstesalens større højde i forhold til stueetagen. I planen ses hierarkiet bl.a. i de største rum og tidligere også vigtige funktioners placering i aksen og i gavlene. En væsentlig værdi er også opbygningen af facaderne. De viser en kompleks afbalanceret komposition af de arkitektoniske dele og udsmykninger og benytter sig såvel af forskellige geometriske former, rumlighed, farver som stofligheder til at skabe den ønskede virkning, ikke mindst i gavlene. Således ses både firkantede, trekantede, skrå, runde som halvrunde former i facaderne. Til eksempel er vinduernes form i stueetagen rektangulære, på 1. sal rundbuede med kraftige stik, mens gavlene har mindre rundbuede vinduer øverst oppe. Princippet er dog brudt ved senere ombygninger. Desuden svinger vinduernes placering mellem en rytmisk inddeling og en taktfast placering. Murværkets dekoration følger også klare principper. Rigest i udsmykning er risalitterne og derefter gavlene, der sammenbindes med de øvrige facader ved gennemløbende kordongesimser, rundbuede vinduesstik og fortløbende mønstre i murværket. Samtidig har arkitekten forsøgt at skabe en balance mellem det lodrette og vandrette fra de store linjer med de opadstræbende gavle i modsætning til de langstrakte fløje til det mindre med talrige markante gesimser, der modsvares af mørke vindueshuller og gavlenes pilaster/søjler. Sammensætningen og proportioneringen af de enkelte bygningselementer i risalitter/gavle ændres lidt i de forskellige fløje med et mærkbart resultat til følge. Især hovedfløjens midtrisalit giver i kraft af den lave, kraftige hovedportal med de to forholdsmæssigt store skulpturer foran, den lavere stueetage og et stærkere horisontalt præg et indtryk af vægt og soliditet i forhold til de øvrige gavle, hvor det opadstræbende er mere fremtrædende. Bygningens facader er også karakteriseret af en vis rumlighed tilvejebragt gennem risalitter, vindues- og dørnicheer samt den iøjnefaldende reliefbehandling i murværket med kraftige gesimser, savsnitsforbandt og blændinger. Et væsentligt element i helhedsindtrykket er også den polykrome facadebehandling med murværk i kontrastfyldt rød og gult murværk op mod tagets grå flader. Dertil kommer de mørke huller i form af vinduer og døre, som skyldes valget af den mørkegrønne farve til træværket. Endelig er bygningens stoflighed vigtig for helhedsoplevelsen af arkitekturen, især stenenes tekstur og farvespillet i det blanke murværk. I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til planens hovedstruktur med gennemgående midterkorridorer og den bredere vandrehal med hovedtrappen, hvortil alle rum har udgang. Desuden er hierarkiet i fordelingen af små og store rum og deres ældre udstyr et væsentligt træk.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links