Boldhusgade 6, København

Byen, som slet og ret blev kaldt Havn, og siden København (købmændenes havn), var anlagt i strædet mod Amager. Herfra var det nemt at komme ud til Øresund, en af verdenshandelens maritime hovedveje. Den oprindelige kystlinje og havnefront lå mellem Rådhusstræde og Højbro. Havnen lå her i læ af de småholme, der i tidens løb blev sammenlagt til Slotsholmen. Den oprindelige by var omgivet af grave og havde én kirke, Sankt Clemens. Vestergade var dengang den vigtigste vej fra oplandet til færgestedet, der lå ved Højbro Plads. Bydannelsen og færgestedet var baggrunden for, at biskop Absalon placerede sin borg her. Navnet Boldhusgade har sin oprindelse fra det boldhus, som Christian IV (1577-1648) lod opføre i 1597. Boldhuset fungerede som hoffets bygning til boldspil og andre ridderlige idrætter og lå i den tidligere kongelige urtehave, omtrent det sted, hvor Boldhusgade 1 ligger. Boldhuset blev nedlagt i begyndelsen af 1600-tallet til fordel for Christian IV's skipperboder. Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Boldhusgade 6, der består af både et forhus og to sidehus, blev opført i 1795-96 for handelsmanden Georg Klingting. Forhuset blev forhøjet med en etage i 1832-33. I 2015 blev tagetagen sat i stand, hvorved den fik sin nuværende indretning med nyt køkken og badeværelse, og hvor også det uudnyttede loftsrum over det vestre sidehus blev inddraget til beboelse. Den kendte københavnske forfatter og journalist, Gustav Esmann, kaldte området for "Mayonnaise-kvarteret", da mayonnaise ofte spises sammen med fisk, og betegnelsen har nu hængt ved i et århundrede.

Boldhusgade 6 ligger som en del af husrækken og består af et fem fag bredt forhus med to sidehuse på to fag mod gården, der hver er forbundet med forhuset ved et skråt smigfag. Forhus og sidehuse omkranser tilsammen et lille gårdrum med støbt bund. Forhus og sidehuse er grundmurede og opført i fire etager over en høj kælder. Forhuset bærer et rødt, teglhængt heltag, over smigfagene er der zinktage, og sidehusene bærer et rødt, teglhængt halvtag. I rygningerne ses et par skorstenspiber i røde sten med sokkel og krave. I tagfladen mod gaden er fire ældre kviste med torammede vinduer, lav trekantsfordakning samt zinktag og -flunker, og i tagfladerne mod gården er fire lignende kviste. Mod gården rejser forhusets midterste fag sig i en bred taskekvist med røde tegl. Facaden har en sortmalet, pudset sokkel, og herover er facaden kvaderpudset og hvidmalet. Under førstesalens vinduer er en enkel sålbænksgesims, og herover er den resterede del pudset og gulkalket. Facaden afsluttes af en hvid, profileret sparrenkopgesims. Facadens yderfag er let fremtrukne, og i det tilbageliggende tre fag brede midterfelt er der en hvidmalet, enkel sålbænksgesims under andensalens vinduer. I det østre yderfag fører fire nyere granittrin op til hoveddøren, som er en ældre, tofløjet revledør med pålagte fyldinger samt et opdelt overvindue. En granittrappe med ældrestøbejernsværn fører ned til en ældre, tofløjet kælderdør med fyldinger nederst og ruder øverst. Kældernedgangen dækkes af to nyere, traditionelt udførte, skråtstillede revleluger, og kældervinduerne er ældre, etrammede vinduer. De øvrige vinduer er korspostvinduer, der aftager i højden opefter. I stueetagen har de opdelte nedre rammer. Samtlige døre og vinduer i kælder-, stue- og tagetagen er malet mørkegrønne, mens de resterende vinduer er malet hvide. Gårdsiderne er berappede og kalket lysegrå og afsluttes øverst af en overkalket, muret gesims. Fra stueetagen er der tre udgange til gårdrummet samt en kældernedgang. Dørene er ældre en- eller tofløjede fyldingsdøre med opdelte overvinduer, og kælderdøren er en nyere rammedør. Kældertrappen er af granit og trapperne på hver side heraf er af støbejern med jernriste som trin, mens den sidste er en simpel trætrappe. Kældervinduerne er etrammede og består både af nyere vinduer og ældre vinduer med smalle blysprosser. De øvrige vinduer er ældre et-, to- eller trefags korspostvinduer med opdelte nedre rammer. Samtlige døre og vinduer er malet mørkegrønne. Vinduerne er indvendigt forsynet med forsatsvinduer, der enkelte steder har termoruder. Bygningen rummer inklusiv tagetagen fem lejligheder – en på hver etage – samt et erhvervslejemål i den vestre del af kælderen, da den resterende del anvendes til depot- og vaskerum. I stueetagen giver en bred forstuegang dels adgang til baggården og dels til hovedtrappen, der ligger i forhusets midterfag mod gården. I det østre sidehus er endvidere en bagtrappe, og i forbindelse med denne er to små toiletrum. Bagtrappen er en ældre halvsvingstrappe med et simpelt værn af kantstillede, enkle balustre samt en svungen og profileret håndliste, mens hovedtrappen er en ældre treløbstrappe med udsmykkede vanger, drejede balustre og en svungen og profileret håndliste, der nederst ender i en vangesnirkel. Lejlighederne har bevaret en ældre planløsning med tre stuer en suite mod gaden, en smigfagsstue og et kammer i det vestre sidehus og et badeværelse, et køkken samt bagtrappen i det østre sidehus. På tredje sal er af lette skillevægge opbygget to skabsrum i smigfagsstuen og den resterende del af rummet fungerer som forstue, men stuk og paneler er bevaret intakte bagved. Lejlighederne har overvejende en traditionel materialeholdning med bræddegulve, pudsede vægge og lofter med stuk og loftsrosetter, og der er bevaret ældre bygningsdetaljer som helpanellerede ydervægge, lysningspaneler, brystningspaneler, en- og tofløjede fyldingsdøre, gerichter og feltinddelte vægge. Lejligheden i stueetagen afviger lidt, idet der er lagt nyere, flydende trægulve, lagt med flyverstød, oven på de gamle gulvbrædder, og bindingsværket i skillevæggen ud til forstuegangen står sortopstolpet mod de hvidmalede murstenstavl. I den gennemgående forstuegang samt i trapperummet ligger der et nopret vinylgulv, og hovedtrappens trin samt reposer er beklædt med linoleum. Kælderen har støbte gulve, pudsede vægge og lofter, hvor det ubehandlede bjælkelag er synligt.

Den miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i Boldhusgade, hvor forhuset indgår som en del af husrækken, der består af tilsvarende bygninger opført i samme periode. Forhusenes stort set ens bygningshøjder, korte facadelængder, materialeholdning og klassiske facadekomposition skaber en samhørighed samt en tæt struktur, der får kvarteret til at fremstå som et hele. Hertil kommer den miljømæssige værdi af den traditionelle bebyggelsesstruktur med forhus og sidehuse med skråtstillede smigfag omkring et lille lukket gårdrum, der samles som følge af gårdsidernes ens farveholdning. Denne struktur er karakteristisk for den tætte, indre by, og Boldhusgade 6 er således med til at opretholde Københavns middelalderlige gadestruktur, men også et yderst velbevaret, historisk gård- og kulturmiljø.

Den kulturhistoriske værdi ved Boldhusgade 6 knytter sig til ejendommen som et eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede periodens Københavnske borgerhuse i tiden efter bybranden i 1795. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murermestre og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Det kan særligt ses i kvarteret syd for Nicolaj Kirke, hvor smalle borgerhuse trykker sig sammen på de gamle skipperbodegrunde. Klassicismen som ideal vandt indpas efter enevældens afvikling i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet – og dermed store dele af København. Det klassicistiske formsprog kommer til udtryk i forhusets enkle og sparsomt dekorerede facade, der har en pudset, refendfuget base, som afsluttes af en simpel kordongesims samt simple, pudsede sålbænke under vinduerne og en profileret sparrenkopgesims. Det klassicistiske formsprog kommer ligeledes til udtryk gennem facadens lodrette tredeling med et svagt tilbageliggende trefags midterparti, den taktfaste vinduessætning, samt at etagehøjden og dermed vinduernes højde aftager opefter. Ligeledes er ejendommens korspostvinduer med opdelte nedre rammer kendetegnende for periodens bygninger. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade og de mere funktionelt betingede gårdsider, der fremstår uden dekorationer, men i stedet med enkle, gråkalkede gårdsider og gesims. Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles i det indre i såvel planløsning som interiører. Bygningens disponering med en tværgående forstue, der fører om til trapperummet mod gårdsiden og bagtrappen med tilhørende toiletter, samt én lejlighed på hver etage med tre repræsentative stuer mod gaden, en smigfagsstue og et værelse i vestre sidehus samt bad, køkken og bagtrappe i østre sidehus er særdeles velbevaret. De ældre bygningsdele og -detaljer har ligeledes kulturhistorisk værdi, idet de vidner om bygningens alder samt beretter om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Dette gælder lejlighedernes bræddegulve, fodpaneler, brystningspaneler, helpanelerede ydervægge, lysningspaneler, pudsede vægge og lofter med loftsstukkatur og rosetter samt de en- og tofløjede tofyldingsdøre med indstukne hængsler og tilhørende gerichter, de dekorative ovnpilastre, der markerer ovnens placering ud for skorstenen, samt vinduesrammernes håndsmedede anverfere og stormkroge. I trapperummet er der kulturhistorisk værdi ved den repræsentative hovedtrappe, der er en ældre treløbstrappe med en bred durchsicht samt indstemte trin i de udsmykkede vanger, drejede balustre og en svungen, profileret håndliste, som nederst ender i en vangesnirkel. Ligeledes har den originale bagtrappe, som er en enkel halvsvingstrappe med indstemte trin i vangerne, et simpelt værn bestående af enkle, kantede balustre samt en svungen og profileret håndliste kulturhistorisk værdi, idet ejendommens disponering med to trapper følger anbefalingerne fra stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert, der udarbejdede en plan for genopbygningen, som foreskrev, at det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til facadens klassicistiske udtryk, der karakteriseres ved en enkel og symmetrisk facadekomposition samt et fladebetonet, taktfast udtryk. Den høje, refendfugede base, som afsluttes af en enkel kordongesims, har dels en dekorativ og dels en kompositorisk funktion, idet den skaber en visuel balance i den ellers høje facade. De glatte murflader, enkle horisontale linjer og den regelmæssige og taktfaste placering af vinduerne bidrager til facadens overordnede rolige og værdige fremtræden, der højnes af tandsnitsgesimsen og accentueringen af yderfagene. På bagsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til gårdsidernes prunkløse udtryk, regelmæssige og tætte vinduessætning samt den enkle farvesætning, der skaber et meget helstøbt gårdmiljø. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de velproportionerede stuer samt hovedtrapperummet, hvor de fint forarbejdede og nedtonede snedkerdetaljer forlener rummene med den borgerlige klassicismes stringente og diskrete elegance.

Læs videre om

• Amalienborg, København
• Esplanaden 6, København
• Niels Hemmingsens Gade 23, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen