Borbjerg Mølle ligger ved Hellegård Å. I slutningen af 1300-tallet hørte den under herregården Eskær og senere under Ribe bispestol; i 1803 overgik møllen til selveje.
I 1600-tallet havde vandmøllen kun en kværn, men blev senere udvidet med flere kværne og møllerimaskiner. Der har også været rugbrødsbageri ved møllen, og vandkraften drev i den periode også et æltekar. Bageriet blev nedlagt i 1924, og mølleriet sluttede umiddelbart efter 2. Verdenskrig. Vandhjulet ved møllen blev fornyet i 1997, og en del af inventaret i møllen er bevaret. Der findes et lille møllemuseum på stedet, og siden 1931 har møllegården fungeret som restauration og kro.
Borbjerg Mølles store vandhjul kan stadig køre. I baggrunden ses to elefanter ud af stedets samling på ca. 2.300 elefantfigurer, der er samlet på stedet ude og inde.