I dag er der ikke mange spor efter den befæstede gård Boringholm, der i middelalderen lå i en mose nord for Boring. Træborgen Boringholm blev anlagt under det jyske oprør mod kong Valdemar Atterdag 1367‑72; den brændte kort tid derefter og blev genopført i 1380. Med sin placering nær landevejen Skanderborg-Jelling-Ribe og vigtige overgangssteder over Gudenå kunne borgen kontrollere trafikken og kommunikationslinjerne i hele området. I 1406 blev anlægget solgt til Margrete 1. af Erik og Jens Iversen Lykke, sønner af den tidlige høvedsmand på Bygholm, ridderen Iver Lykke. Både Valdemar Atterdag og Margrete 1. søgte bevidst at neutralisere de lokale privatborge, og borganlægget på Boringholm blev da også efterfølgende meget hurtigt sløjfet.
Nationalmuseets meget omfattende udgravninger i perioden 1906‑16 har givet arkæologien et ganske detaljeret billede af, hvordan anlægget har været opbygget. En lille naturlig holm i mosen, der i middelalderen var en sø, er blevet udbygget til en lav banke på ca. 34 × 34 m. Omkring banken er nedrammet tætstillede pæle, der dels har fungeret som palisade, dels har hindret banken i at skride sammen. Adgangen til træborgen fra det faste land er foregået via broer fra nord og syd. Ved hjælp af årringsdateringer er borgens anlæggelsestidspunkt fastlagt til ca. 1368, og en større udvidelse af banken foregik i 1380.
På banken har man udgravet resterne af et trefløjet træ- og bindingsværksbygget anlæg. Desuden er der fundet en lang række genstande fra 1300-tallet, heriblandt dragtrester og sko, hjemligt og importeret lertøj, legetøj og brætspil, værktøj, våben og rustningsdele. Fra skriftlige kilder vides det, at Boringholm tilhørte slægten Brok i 1300-tallet. De arkæologiske undersøgelser peger på, at borgen blev forladt ca. år 1400.
