Bornholmervej 12, Rømø

Bygningen er opført i 1737 i fattigt bindingsværk med stråtag og i en noget kortere udgave end i dag. Formentligt blev der i 1766 tilføjet to fag mod øst, og bygningen fremstod sandsynligvis på daværende tidspunkt i blank, gul mur med opstregede hvide fuger. I det indre var alle ydermure oprindeligt beklædt med fliser. I 1811 overtog Carl Heinrich Schrøder bygningen og drev herfra købmandshandel. Antageligt var det ham, som udvidede bygningen yderligere med to fag mod vest. I en brandtaksation fra 1830 beskrives bygningen som et 11 fags bindingsværkshus med to skorstene, en stor bageovn midt i bygningen og en stald samt skomagerværksted. I 1800-tallet blev mursten mere almindelige, og på Rømø var man, som i resten af den sydvestlige del af Sønderjylland, meget hurtig til at anvende grundmur, grundet den store mangel på træ samt påvirkningen fra Tyskland. Sten og fliser blev ofte importeret fra Tyskland og Holland, men blev også fremstillet i byer langs den jyske vestkyst, mens kalk til mørtel blev fremstillet på Rømø af muslingeskaller, der gav en særlig stærk mørtel. Bornholmervej 12 blev delvist isoleret med nye ydervægge i 1850, hvor også vinduerne i sydsiden blev gjort større. I det indre var de mange vægfliser gennem tiden fjernet, men blev i samme periode genopsat. I slutningen af 1800-tallet blev stalden revet ned og bindingsværksstolperne delvist fjernet fra ydermuren. Ved samme ombygning blev fremgulvet flyttet fra sydsiden til nordsiden og indgangspartiet med kvist, portal og ny hoveddør blev opført. I første halvdel af 1900-tallet blev købmandshandlen nedlagt og i 1940'erne blev de to vestligste fag fjernet og vestgavlen ommuret. Samtidig blev der indrettet badeværelse og indlagt el. Da Rømøs industri i starten af 1900-tallet flyttede til de større byer på fastlandet faldt befolkningstallet på Rømø, og mange huse kom herefter til at stå tomme. Det blev derfor almindelig skik at man, når man manglede bygningsdele, hentede disse fra de forladte huse. Dette betyder, at det i dag er svært at se om de enkelte bygningsdele som eksempelvis vinduer, døre og paneler oprindeligt stammer fra det pågældende hus eller om de tidligere har siddet et andet sted. Umiddelbart efter Genforeningen i 1920 begyndte den danske stat at opkøbe arealer på Rømø, da man ønskede at anlægge plantager for dels at begrænse sandflugten, der havde været en trussel på øen gennem århundreder og dels for at skabe læ for øens landsbrugsarealer. Man ønskede ligeledes at skabe arbejdspladser på øen og samtidig skaffe brændsel til øens befolkning. I 1923-1933 blev plantagerne Kirkeby, Tvismark og Vråby anlagt.I løbet af 1980erne restaurerede den daværende ejer arkitekt Aksel Skov bygningen, og for dette arbejde fik han i 1986 Europa Nostra prisen.

Bygningen ligger i det åbne landskab på Rømø, nordøst for Vråby plantage.

Bygningen er et enetages længehus, der fremstår grundmuret, med delvist bindingsværk i nordsiden. Alle mure og bindingsværksstolper er kalket orange og huset afsluttes af et halvvalmet stråtag med mønning og en muret, hvid skorstenspibe i rygningen. På nordsiden ses en smal frontkvist over bygningens hoveddør, der lokalt kaldes framgulvsdør. Kvisten har hvidmalet gesims og et lille glug øverst. Framgulvsdøren er placeret under kvisten, og er indrammet af en pudset portal med hvid- og grønmalede detaljer. Selve døren er en nyere, grønmalet fyldingsdør med et mindre vindue. Bygningens vinduer er ældre, et- eller torammede med småsprossede rammer, der er hvidmalede, mens alle karme er malet mørkegrønne. I den vestlige del af bygningen ses enkelte hvidmalede staldvinduer i støbejern. I begge gavle findes en grønmalet revleluge ind til loftet, og under lugen i vestgavlen ses en grønmalet fyldingsdør.

I det indre er en ældre grundplan delvist bevaret, med stuehus mod øst og et bryggers i den tidligere stald mod vest. Mod nord findes en mindre entré, der lokalt kaldes framgulv, et ældre køkken med støbejernskomfur, et fadebur og mindre værelser, mens stuerne, dørns, ligger mod syd. Overfladerne er gennemgående traditionelle med ældre bræddegulve og bræddelofter med synlige bjælker samt skillevægge af brædder. I stuerne findes indbyggede skabe samt vægge dekoreret med lister og fliser samt en ældre bilæggerovn. Hertil kommer, at der gennem hele bygningen er mange bevarede døre med gerichter, greb og beslag. Mod vest i den tidligere stald er et ældre gulv, delvis støbt, delvis af pigsten samt halvvægge fra en tidligere bås, et tidligere das samt en trappe til loftet, der er uudnyttet.

Den miljømæssige værdi for bygningen knytter sig til den nære placering ved en plantage af sandede bakker beplantet med fyrretræer, imellem åbne hedearealer og små moser. Plantagen er anlagt således, at man stadig fornemmer det tidligere klitområde, som er Rømøs naturlige topografi. Området omkring bygningen og de få naboejendomme fremstår som et unikt kulturlandskab på Rømø, hvor bygningerne nærmest trykker sig ind i terrænet for at søge ly for vestenvinden.

Hertil kommer de mange græstørvsdiger omkring bygningen, der naturligt binder husets lille have sammen med det åbne landskab, og samtidig vidner om den historiske metode for at forhindre sandflugt på øen.

Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til bygningens fremtræden som et typisk Rømø-hus, der er orienteret i længderetningen øst-vest. Et gennemgående træk for denne bygningstype er det halvvalmede stråtag med vandret, skåret tagskæg, mønningen af tørv, skorsten med sokkel og gesims. Hertil kommer det for Rømø typiske træk med en stalddør placeret midt for i vestgavlen, med små vinduer på hver side samt en lem øverst, hvorigennem man førhen forkede hø ind på loftet. Dette vidner sammen med de mindre støbejernsstaldvinduer om, at det på Rømø førhen var almindeligt at have et mindre landbrug til husbehov tilknyttet.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig tillige til nordsidens bevarede bindingsværksstolper, der vidner om den tidligere byggeskik, før grundmuring blev almindeligt i 1800-tallet. På Rømø var bindingsværket i forhold til flere andre steder i landet meget fattigt uden løsholter og dokker, da der var mangel på tømmer på øen. I midten af 1800-tallet blev det tillige almindeligt på Rømø at udsmykke framgulvsdøren. Tidligere havde man kun markeret indgangen med en mindre bue i tagskægget, men herefter blev det almindeligt at fremhæve døren med rige detaljer. Indgangen på nordsiden er et tydeligt eksempel på dette med den markante portal, der er inspireret fra tyske nyrenæssance, der tidligere har været fremherskende i Sønderjylland, ligesom gavlkvisten, der skulle forhindre taget i at styrte sammen omkring døren ved en brand.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens bevarede dele af en ældre planløsning fra Rømø, med dørns langs sydsiden, værelser og køkken mod nord og stald mod vest. Inde i den tidligere stald fornemmer man tydeligt de tidligere funktioner på grund af den spartanske materialeholdning med murede halvvægge, der har dannet båse, træskillevægge og revledør til et tidligere das samt en lem til høloftet. Køkkenet fremstår autentisk med bevarelsen af et mindre fadebur og et ældre støbejernskomfur, der støder op til skorstenen, der med placeringen midt i huset har været den mest optimale måde at få opvarmet så mange rum som muligt. I sønderdørns og de tilstødende rum findes et velbevaret interiør med mange ældre bygningsdetaljer, herunder indbyggede skabe, bræddebeklædte vægge, ældre døre og vinduer med alle detaljer samt fliser på enkelte dele af ydervæggen og en ældre støbejernsovn. Fliserne fortæller om datidens problemer med meget kondensvand på de tynde ydervægge, der ødelagde pudsen, og som derfor traditionelt blev dækket til af kaklerne. Længst mod øst ses den lille ekstra stue, lilledørns eller æ køne dørns, der førhen blev brugt som sommerstue eller til opbevaring af skabe og kister, da denne stue ikke ligger i direkte forbindelse med skorstenen og derfor ikke blev opvarmet.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til den enkle form med lave mure og det stejle, afvalmede tag, der med bølgende kurver former sig omkring bygningens hjørner og frontkvisten. Hertil kommer den smalle frontgavl, der fremstår som et markant vertikalt element i den ellers horisontale bygningskrop. Den enkle farveholdning har ligeledes stor betydning for det arkitektoniske udtryk og langsidernes orange kalkede overflader står i fin kontrast til de grønne døre og de grøn- og hvidmalede vinduer. Vinduernes todelte farveholdning med grønne karme og hvide rammer giver sammen med de opsprossede ruder et sprødt og let udtryk.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør i træ, der tildeler en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve, vægge og lofter, er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning og behandling. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformning af snedkerdetaljerne omkring fyldingsdøre og låger. De mørke lofter og skiftende farver fra de forskellige rum giver et spændende og varmt interiør. Det samme gælder dørenes bemalinger og de mange udskårne fyldinger og snørklede beslag.

Læs videre om

• Bjerremark, Ubjerg
• Vestergade 6, Tønder
• Østergade 43, Toftlund

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen