Borum Eshøj (Guder & Grave)

I 1850 begyndte ejeren af Borum Eshøj at grave jord af højens østlige side. Derved fremkom en øst-vest-orienteret stenkiste, 2,5 m lang, 1,9 m bred og 0,94 m høj. Kisten indeholdt et bronzesværd og nogle småsager, heriblandt muligvis en guldbelagt dobbeltknap (B 826), som i 1872 kom til Nationalmuseet via museet i Århus.

Ejeren af Borum Eshøj fik i 1853 audiens hos Frederik VII og overrakte kongen det bronzesværd, der var fundet tre år forinden. Hans ærinde var at klage over, at en vejentrepreneur – i henhold til Vejforordningen af 1793 – havde taget sten fra højen, og at dette arbejde efter planen skulle fortsætte. Det lykkedes da også at få kongens tilsagn om en fredlysning af højen. Bronzesværdet gik til grunde ved Frederiksborg Slots brand i 1859.

I 1854 blev Borum Eshøj fredet, men da Højballegaard solgtes i 1856, blev fredlysningen ikke påført skødet og havde derfor ingen værdi.

De tre miniaturesværd, fundet i stenkisten kom til museet i Århus, mens nålen gik tabt. (Kun to af sværdene findes på museet i Århus).

Den nye ejer af Højballegaard foretog af og til gravninger i Borum Eshøj. I vinteren 1859-60 skete der et skred i højen, der blotlagde en stenkiste, der var anlagt lige oven for den, der udgravedes i 1850. Den nye kiste indeholdt en dynge brændte ben, en lang bronzenål, og tre miniaturesværd, det ene med guldtrådsbevikling på fæstet. Kisten var orienteret Ø-V og målte 1,6 x 1,3 m.

Ejeren af Højballegaard lod i begyndelsen af 1871 store dele af højens østlige side fjerne for at bruge fylden til gødning på sine marker. Et godt stykke inde i højen, stødte folkene på en egestamme, som de lod ligge i den tro, at det var en naturlig træstamme. I april måned begyndte stammen at ligge i vejen for arbejdet og skulle derfor fjernes. Da arbejdsmændene opdagede, at der var tale om en egekiste, kastede de sig over den og gennemrodede den med en greb og en ildtang i håb om at finde kostbare skatte. Til slut blev kisten væltet omkuld, og dens indhold af oldsager spredt. Bronzegenstandene tog gårdejeren sig af, da han troede, det var guld.

Da bestyrelsen for museet i Århus fik efterretning om egekistefundet i Borum Eshøj, tog de til fundstedet. Det lykkedes dem der at samle det meste af egekistens indhold, som flere forskellige personer var kommet i besiddelse af. Den ca. 2,50 m lange og stærkt medtagne egekiste havde indeholdt liget af en 50-60-årig kvinde. Skelettet var oprindelig bevaret, men havde kun delvis klaret den hårdhændede behandling. Den døde havde ligget på en dyrehud, hvoraf der fandtes flere brudstykker. Kvindens dragt, som var meget velbevaret, bestod af en kort bluse med halvlange ærmer, et stort skørt, et bælte og et hårnet. Blandt de øvrige oldsager fra kisten var: en bælteplade, to armringe, en halsring, en bøjlenål, tre spiralfingerringe, to tutuli, en dolk, altsammen af bronze, en kam af horn, et lerkar og et uldent tæppe, som havde ligget over den døde.

Fredningen af Borum Eshøj var blevet aflyst, således at der kunne foretages en videnskabelig undersøgelse i håb om at finde flere bevarede egekistegrave. Inden for højens fod fandtes en bred stenkreds, der omgav højens indre kerne, som bestod af lyngjord. Oven over denne kerne lå et jernholdigt lag, som var årsag til de gode bevaringsforhold. I centrum af højen stod en VNV-ØSØ-orienteret egekiste. I nærheden af denne lå nogle egespåner og en hasselkæp (målepind?), der antyder, at den er fremstillet på stedet. Kisten indeholdt skelettet af en 50-60-årig mand, iført et lændeklæde, holdt sammen i livet med en uldsnor, fodlapper og en floshue. Den døde lå på en kohud og var dækket af sin kappe. Den sidste egekiste fandtes mellem den ældre mands grav og den kvindegrav, som var fundet i 1871. Denne 2,4 m lange, N-S-orienterede kiste var omgivet af flere stenlægninger, der formentlig har været anvendt i forbindelse med begravelsesritualer. Den døde var en ung mand, måske søn af de to ældre mennesker? Både skelettet og hovedhåret var særdeles velbevaret. Ligesom den ældre mand var også den unge iført et lændeklæde af vævet uld, som havde været samlet med et (ikke-bevaret) læderbælte. Han lå ligeledes på en kohud med sin kappe over sig som et tæppe. Henover liget var lagt en sværdskede af træ, hvori der var stukket en bronzedolk. Graven indeholdt endvidere en dragtnål og en dobbeltknap af træ, en hornkam og en lille barkæske. I toppen af højen fremkom under udgravningen en stendynge, og imellem stenene lå en mængde brændte ben sammen med nogle smukke bronzegenstande: et miniaturesværd, hvis greb er beviklet med guldtråd, en ragekniv med indlagt guldbånd langs ryggen, en pincet, der ved bøjlen er beviklet med guldtråd og foneden har et pålagt guldbånd, samt en guldbelagt dobbeltknap (yngre bronzealder).

I forbindelse med den store landsdækkende herredsberejsning besøgte S. Schultz i 1918 Borum sogn og beskrev lokaliteten således: "Den stump, der endnu staar tilbage, er ca. 6 m h. og ca. 19 m br. Den har nøgne Vægge i S.; disse er i Færd med at skride ned. Endnu for faa Aar tilbage er der brækket Dele af et Stengærde op i Foden af de sløjfede Partier, og der siges at være mere endnu. Indberetning af 10 Marts 1808 fra Sognepræst i Skivholme Lars Nicolay Morsing meddeler en Del Sagn om Højen."

Efter vedtagelsen af fredningsloven i 1937 rejste Nationalmuseets folk på ny rundt i hele Danmark. I 1948 var T. Mathiassen i Borum sogn, hvor bl.a. rundhøjen blev fredet med følgende beskrivelse: "Højrest, 6 x 19 m, med stejle Sider i Syd og Vest."

Anlægget er årringsdateret til 1373 f.Kr. Dendrokronologisk datering foretaget af K. Christensen, Nationalmuseet i 1990 viser at grav A (den gamle mands grav) er tidligst fra 1373 f.Kr., men formentlig er træet fældet ca. 1353 f.Kr.

Anlægget er årringsdateret til 1365 f.Kr. Dendrokronologisk datering foretaget af K. Christensen, Nationalmuseet i 1990 viser at Grav B (den unge mands grav) er tidligst fra 1365 f.Kr., men formentlig er træet fældet ca. 1345 f.Kr.

Længde: 2,5 m; bredde: 1,9 m; højde: 0,94 m (opmålt i 1850)

Længde: 1,6 m; bredde: 1,3 m (opmålt i 1871)

Dækket af en stendynge.

Måske et dødehus.