Botanisk Have ligger på Øster Farimagsgade 2 C i Københavns Kommune. Bygningen og omgivelser er fredet.

Bygningshistorie

Den nuværende Botaniske Have, der er den fjerde af Københavns Universitets botaniske haver, blev anlagt i årene 1872-74 på et 10 ha stort areal på en del af det gamle voldterræn. Selve haven, der afløste den tidligere Botaniske Have ved Charlottenborg, blev formet af landskabsgartnerne H. Flindt og Tyge Rothe, der med bibeholdelse af en del af voldgraven til en lille sø og en dygtig omplacering af jordmasserne omskabte det tidligere voldterræn til et parkanlæg i engelsk landskabsstil. I havens nord-sydgående tværlinje opførte man mod nord et højt placeret, 94 meter langt palmehuskompleks i glas efter idé af brygger J.C. Jacobsen, der havde ladet sig inspirere af de engelske glashuse, bl.a. Joseph Paxtons Crystal Palace fra 1851. Det store væksthus blev fredet i 1979.

Beskrivelse

Det store væksthus eller Palmehuset, der er placeret i havens nordlige hjørne, er som ovenfor anført en 94 meter lang, symmetrisk ombygget glaskonstruktion med et centralt, cirkulært væksthus til palmer, der mod øst og vest flankes af lavere væksthuse, som begge afsluttes af et mindre, cirkulært glashus. Det højtliggende væksthus er placeret på et stærkt skrånende terræn, således at der foran væksthusets sydside er en bred terrasse i hele husets længde og med udsigt over størstedelen af haven. Fra terrassen er der nedgang til haven ad en midtstillet trappe, der ligesom terrassen er en del af det oprindelige anlæg. Terrassen er belagt med støbt asfalt og har en række ovenlysvinduer, der giver lys til ingeniørgangen under terrassen. Terrassen afsluttes mod syd af en balustrade af støbte, skælformede betonelementer, der krones af i alt 22 støbejernsvaser i klassisk stil, placeret på firkantede sokler af pudsede teglsten. Mod vest og øst afsluttes terrassen af spinkle rækværk i støbejern. Fra terrassen er der adgang til selve haven ad dels en mindre trappe med granittrin og støbejernsrækværk i terrassens østlige ende, dels ad en monumental hovedtrappe, placeret i anlæggets symmetriakse. Hovedtrappen har granittrin og sidebalustre af støbt beton, mens spinkle rækværk og håndlister af støbejern opdeler trappen i tre parallelle løb. Trappen afsluttes i hver side af en pudset teglstenssokkel med en støbejernsvase magen til terrassens. Umiddelbart foran hovedtrappen i væsthusanlæggets symmetriakse ligger et stort, cirkulært vandbassin, som er en del af det oprindelige anlæg. Det meget enkle bassin har en støbt betonkant og uden om denne en cirkulær gangsti, der er belagt med nyere, rødlige betonsten. Gangstien afgrænses ud mod den omgivende plæne af en helt lav buksbomhæk, der foran hovedtrappen deler sig to, knækker og forsætter som afslutning på gangstien foran og parallelt med den store terrasse. Umiddelbart foran den store terrasse, nede i terræn og på begge sider af hovedtrappen ligger to væksthuse, hvis bagvæg er terrassens murede fundament. Idéen med de to væksthuse, der strækker sig i hele terrassens længde, går tilbage til det oprindelige anlæg, men den bærende aluminiumskonstruktion samt selve glasset er fra 1970-71, hvor man ombyggede de oprindelige glashuse, men bibeholdt de oprindelige teglstensfundamenter. De eksisterende væksthuse har som ved opførelsen ensidigt skrånende tage med rygning umiddelbart under terrassebrystningen, men tagene er udført med en mere stump vinkel end oprindeligt, idet man ved ombygningen i 1970 tilføjede en trempel for at øge husenes indvendige højde. Samtidig valgte men ikke at føre væksthusene helt hen til hovedtrappen, men efterlod på begge sider en åbning med adgang fra det fri til den bagvedliggende ingeniørgang. Gennem glasdøre i begge huses ender har man adgang til væksthusenes indre. Det vestre hus, der indrettet til sukkulenter, består af ét langt rum med rødlige brudsten på gulv og bagvæg, mens det østre væksthus, der er indrettet til orkidéer, er opdelt i tre afsnit ved glasvægge. Gangarealet i det østre væksthus er dækket af støbejernsriste og bagvæggen er muret op i en porøs kalksten. I begge huse er der en enkelt dør ind til den bagvedliggende ingeniørgang under terrassen. Umiddelbart øst for det store væksthusanlæg finder man det lille, fritliggende væksthus, kaldet Viktoriahuset eller Akvariehuset. Huset, der blev opført til den store Viktoria åkande deraf navnet Viktoriahuset – har efter den mislykkede dyrkning af åkanden i en årrække fungeret som orkidéhus, men tjener nu som plantedepot og er derfor lukket for havens publikum. Det er Universitetets hensigt at istandsætte drivhuset og på ny åbne det for havens publikum. Væksthuset, der er opført samtidig med det store væksthus, er en lille, cirkulær glasbygning med en rundbuet, tofløjet indgangsdør og øverst på det koniske glastag en cirkulær ventilations-lanterne. Huset står på en lav sokkel af gule teglsten, hvorover husets side og tag rejser sig. Siderne består af småsprossede ruder i hvidmalede trærammer, mens tagkonstruktionen er udført i støbejern med blysprosser. Den cirkulære lanterne har øverst en dekorativ frise af hvidmalede metal-palmetter. Gennem den hvidmalede indgangsdør er der adgang til væksthusets indre, som består af et enkelt cirkulært rum. I rummet er et stort cirkulært bassin med ca. 50 cm høje støbte kanter. Bassinet, der oprindeligt var beregnet til den omtalte Viktoria åkande, var ved opførelsen flere meter dybt, men er i dag fyldt op til terræn. Rundt om bassinet er et cirkulært gangareal med støbt betongulv og langs vinduerne løse borde med plantebakker. Huset har i nyere tid fået et varmesystem med rørføringer og et skæmmende teknikskab i husets nordlige ende.

Videre læsning

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om

Eksterne links