Brønderslev ligger omtrent midtvejs mellem Aalborg, Hjørring og Aabybro og er med sine 12.541 indbyggere og et areal på 811 ha Brønderslev Kommunes største by. Selve byen ligger på en hævet havbund fra Yoldiahavet og er mod nordøst kantet af en højere, bølget moræneflade og mod sydvest af et lavereliggende, tyndtbefolket område på hævet Littorinahavbund.
Et mindre gågadeområde nær Banegårdspladsen udgør Brønderslevs centrum. Herfra spreder Søndergade, Vestergade, Nørregade og Østergade samt hovedgaden Bredgade, der forbinder den gamle, romanske kirke med den nye kirke fra 1922, sig ud.
Bebyggelsen i Brønderslev er ret kompakt, selv om der i byens nordlige ende ligger enkelte offentlige institutioner, som har åbne arealer og dermed afviger fra det generelle udtryk. Boligkvarterer med både fleretagersbyggeri og parcelhuskvarterer voksede i 1960’erne og 1970’erne østpå. Også i den vestlige og nordlige udkant er der opført nye boliger, mens der er udlagt erhvervsarealer på vestsiden af Ålborgvej/Hjørringvej og omkring Østergade, hvor kraftvarmeværket med sine tre høje skorstene dominerer byens profil. På et mindre erhvervsområde vest for omfartsvejen kan man finde en aflægger af Pedershaab-koncernen. Fabrikken Pedershaab spillede en hovedrolle for Brønderslevs udvikling under industrialiseringen.
En omfartsvej fra år 2000 omkranser det meste af byen, mens Hirtshalsmotorvejen E39 fra 2001 passerer byen mod øst, ca. 1 km fra landevejen (Ålborgvej/Hjørringvej).