Bramming var frem til 1570’erne en landsby på 10‑12 gårde og huse, der lå rundt om den middelalderlige Sankt Knuds Kirke. Ved Christen Nielsen Langes anlæggelse af Bramming Hovedgård i 1572 forsvandt den sidste rest af landsbyen. Krogården Kikkenborg blev flyttet ud til Drivvejen i 1700-tallet. Med anlæggelse af Lunderskov- Esbjerg-banen i 1874 blev Bramming stationsby, og selve stationen blev opført tæt ved Kikkenborg. Året efter fulgte jernbanen til Ribe. Fra 1889 tog udviklingen i byen fart, da udstykningen af grunde omkring stationen blev indledt. I 1890’erne fik Bramming et alsidigt erhvervsliv, bl.a. en bank 1897 tegnet af C.H. Clausen, samt grundskole, efterskole, forsamlingshus, missionshus og mange foreninger. Der kom bl.a. en læge og en fotograf til. Langs Storegade blev der opført husrækker i to etager i samme murermesterrenæssance som i Esbjerg. Fra 1907 blev byen med sin centrale beliggenhed en attraktiv boligby, og 1907‑08 anlagdes flere villaveje, bl.a. Fengers Allé og Sct Knuds Allé, hvor bygmester Tonnes Tonnesen opførte en lang række hvidpudsede villaer med kviste og karnapper. I 1915 fik stationsbyen sin egen kirke, Sankt Ansgar Kirke.
Under 1. Verdenskrig var byen udgangspunkt for en del eksport til Tyskland, og i 1916 blev der anlagt en jernbane over Grindsted til Brande. I 1919 fik byen en ny elværksbygning, der erstattede et lille privat elværk fra 1906.
Indbyggertallet voksede fra 1.907 i 1921 til 3.678 i 1970. Med udgangspunkt i drejer N.A. Jørgensens værksted i Nørregade etablerede sønnen Thomas i 1923 en møbelfabrik i Storegade, der i 1930’erne skiftede navn til N.A. Jørgensens Luksusmøbelfabrik.
I perioden 1920‑70 blev der etableret flere industrivirksomheder, bl.a. nye møbelfabrikker. Mens der i 1920’erne var fem møbelfabrikker, var der i slutningen af 1960’erne 14 fabrikker, som bl.a. omfattede adskillige specialproduktioner, der fungerede som underleverandører. I 1961 flyttede N.A. Jørgensens fabrik ind i store nybyggede bygninger i udkanten af byen og tog navneforandring til BRAMIN. I 1922 fik Bramming sit fælles vandværk med et vandtårn. Persontrafikken på jernbanen til Grindsted blev indstillet i 1971, mens godstransporten blev opretholdt indtil 2012.
Befolkningstallet fortsatte med at stige efter 1970 og var i 2006 nået op på 6.793. Der blev anlagt nye parcelhuskvarterer, mens boligforeningen sørgede for lejligheder. Et regulært industrikvarter blev etableret i 1970’erne og udvidet flere gange. Industrien voksede også i Esbjerg, men byggegrundene var væsentlig billigere i Bramming, og byen blev bosted for mange, der dagligt pendlede til Esbjerg. Antallet af møbelfabrikker kulminerede i første halvdel af 1980’erne med 20 fabrikker på Brammingegnen. Derefter gik det ned ad bakke pga. faldende eksport til USA og Tyskland. Den lokale identitet blev skabt gennem lokale kommunale institutioner, foreninger inden for erhverv, idræt og kultur samt Bramming Egnsmuseum, oprettet i 1994. Bramming var i perioden 1966‑2006 det administrative centrum for Bramming Kommune.
