I en dal vest for Ravnstrup løber den lille Fiskbæk Å. Indtil 1955 husede ådalen også den ca. 9 ha store Bredsgård Sø, men i forbindelse med en regulering af åen forsøgte lodsejerne at udtørre søen for at skaffe mere landbrugsjord. Selv om søen forsvandt, blev afvandingsprojektet ikke nogen succes, da vandrige kilder langs de stejle skrænter og i dalbunden gjorde en egentlig udtørring umulig. I dag fremstår området derfor som et sumpet mose- og engareal med kanaler og vandhuller omgivet af tørre, stejle skrænter med stedvise overdrev. Det meste af den tidligere Bredsgård Sø er groet til i hængesæk og rørsump.
Omkring flere af sumpkilderne i dalbunden og ved foden af skrænterne er der opstået rigkær og såkaldte paludellavæld. Her vokser en række sjældne mosser og levermosser som alm. piberensermos, fedtet krogmos, fågrenet vældmos, glinsende kærmos, kalkvandtuemos, kærgyldenmos, udspærret dværgtråd og rendet ribbeløs. I paludellavældene vokser desuden istidsrelikten gul stenbræk, mens rigkærenes planteliv bl.a. omfatter leverurt, vibefedt, engviol, djævelsbid og majgøgeurt. Derudover kan man på skrænternes sure overdrev finde arter som alm. månerude, plettet gøgeurt, kornet stenbræk, engelsk visse og knoldranunkel.
Blandt områdets hvirvelløse dyr er bl.a. markperlemorsommerfugl og den blot 1,7‑1,9 mm store kildevældsvindelsnegl, som netop er knyttet til kalkrige kildevæld. Både odder og damflagermus holder til ved Fiskbæk Å, som ud over gode bestande af hav- og bækørred også er levested for den lille bæklampret.
Et område på ca. 171 ha omkring den tidligere Bredsgård Sø blev fredet i 1982. Derudover er området udpeget som habitatområde. Planer om at genskabe Bredsgård Sø er indtil videre ikke blevet til noget, da det i givet fald kunne ændre livsbetingelserne for kildevældenes og rigkærenes mange sjældne mosser og planter og derfor vil kræve en dispensation fra fredningens bestemmelser.
For at undgå, at moserne og engene gror til med især pil og birk, har kommunen tegnet aftaler om græsning med kvæg i området. Græsningen har dog været sporadisk, bl.a. fordi området er meget sumpet. Det ret utilgængelige område er privatejet, og der er ikke offentlig adgang.
