Brillegården ligger på Skårupørevej 30 i Svendborg Kommune. Bygninger og omgivelser er fredet og har en tingslyst bevaringsdeklaration.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Brillegården knytter sig i det ydre til det samlede firlængede anlæg i bindingsværk og det tilhørende fritliggende kovehus, som en velbevaret repræsentant for den traditionelle sydfynske gård. Brillegården blev udflyttet fra Skårup 1801 og er i dag en af de få bevarede bindingsværksgårde på egnen. I det ydre fremtræder Brillegårdens historiske funktioner intakte, idet længernes hierarkiske udtryk er bevaret med stuehuset beliggende mod vest og gadeporten bevaret i den østligste længe, der også fremstår lidt højere end gårdens øvrige længer. Stuehuset signalerer tydeligt beboelse grundet de mange ældre torammede opsprossede vinduer, og de to skorstenspiber i tagrygningen. Endvidere er der adgang til både bryggers og forstuen fra gårdspladsen. Centralt i stuehusets gårdfacade er isat en tofløjet dør, som fører ind til forstuen og i stuehusets nordligste hjørne er en gennemgående bryggersgang. På stuehusets vestside er tagkvist med ældre bevarede vinduer, medens stråtaget på stuehusets gårdside fremstår ubrudt. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i Brillegårdens ydre til alle bygningernes konstruktion i bindingsværk med enkelte skråstivere, dokker, løsholter og bjælkeender, der er kæmmet ned over tagremmen. Tømmeret fremstår opstrøget i dodenkopf og tavlene er hvidkalkede. Alle tage er stråtækkede og har mønning af halm samt kragtræer. I udlængerne er enkle luger til lofterne og enkelte gavle er trekvartvalmende. Hertil kommer portrummene der er kalket over stok og sten, de bevarede og ældre staldvinduer, revledøre og -porte, samt smedejernsdetaljer som gangjern, hængsler og håndgreb. I stuehusets indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til resterne af den oprindelige planløsning. Hertil kommer de bevarede og ældre fyldingsdøre med gerichter, hvoraf enkelte har isat en lille kronglasrude, revledøre, beslag, hængsler og dørgreb, plankegulve og lofter med synlige bjælker, hvorimellem der er brædder. I udlængernes indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de enkle planløsninger, der afspejler rummenes tiltænkte brug, ligesom bygningernes slidstærke, enkle og traditionelle materialeholdning svarer til deres oprindelige brug til dyrehold, lade, lo og vognporte.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi for Brillegården knytter sig til det samlede firelængede anlægs markante fremtræden fra alle vinkler i landskabet. Det være sig fra landbohave der omgiver den, det åbne bakkede landbrugsland eller fra Skårupørevej. Den arkitektoniske værdi for Brillegården knytter sig til det samlede firelængede anlægs traditionelle byggeskik med længernes imponerende omfang, det rige og taktfaste bindingsværk, de store stråtækkede tagflader og den brolagte gårdsplads, der møder en ved ankomst gennem østlængens hvidkalkede portrum. Alt medvirker til at skabe et overbevisende og sammenhængende bygningsanlæg. Farvesætningen af bindingsværket med tømmer opstreget i dodenkopf har tillige en stor arkitektoniske betydning for hele gården, idet der dermed skabes markante kontraster til de hvidkalkede tavl, og som derfor medvirker til at fremhæver takten i bindingsværket. Revledøre, luger, hoveddøren og vindueskarmene i stuehuset er malet grønne, medens vinduesrammerne er hvidmalede, hvilket også er medvirkende til at skabe en diskret kontrast til de hvidkalkede ydervægge, og samtidig markering af beboelsesdelen. Den taktfaste vinduessætning medvirker endvidere til at give stuehuset en horisontal betoning, og stuehuset er da også den længe, der fremtræder med de fleste arkitektoniske detaljer i form af den tofløjeet hoveddør, opsprossede vinduer, samt de murede skorstenspiber. I det indre knytter stuehusets arkitektoniske værdi sig til den delvist bevarede planløsning samt plankegulve, lofter med synligt bjælkelag, fyldningsdøre med hængsler og gerichter, revledøre med beslag og vinduernes detaljer, der giver bygningens indre et enkelt udtryk. I de øvrige længerne knytter den arkitektoniske værdi sig i det indre til de bevarede planløsninger med bevaret inventar.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links