Brogade 28
.

Brogade 28 ligger på Brogade 28 i Ærø Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Forhuset blev opført i 1700-tallet. Bygningen blev grundmuret i 1800-tallet og rummede fra begyndelsen af 1800-tallet et bageri i sidehuset. Bygningen har tidligere fungeret som bagerudsalg med bageri i sidehuset og baghuset. Porten blev sløjfet i 1962. samtidig blev kvisten i tagfalden mod gaden opsat.

Beskrivelse

Forhuset ligger på Ærøskøbings centrale strøg, Brogade, der forbinder havnen med torvet. Til gaden er forhuset mod syd bygget sammen med nabobygningen, mens en smal slippe adskiller Brogade 28 fra nabohuset i nord. Mod haven i vest er forhuset bygget sammen med et sidehus og et mindre tværhus, som ikke er omfattet af fredningen.

Forhuset er en grundmuret, én etage høj bygning med sort sokkel, gule mursider, hvid hovedgesims og et teglhængt heltag af røde vingetegl, hvori der sidder flere ovenlysvinduer og to kviste. I rygningen ses to murede og kalkede skorstenspiber med sokkel og gesims. Facaden er kendetegnet ved ældre, ét- og torammede, opsprossede vinduer i en mørkebrun nuance, en tofags karnapkvist med uglehul samt tre døre. I den sydlige ende af facaden, hvor der tidligere var en port, sidder en ældre, tofløjet fyldingsdør med overvindue. Foran døren ligger to granittrin. I det sydligste fag sidder en smal revledør. I faget syd for karnapkvisten findes en tretrinstappe med trin af granit og et traditionelt udformet gelænder i smedejern, der fører op til hoveddøren, som er en traditionelt udformet fyldingsdør med et forgyldt bagermotiv (en bagerkringle) på nederste fylding. På facaden sidder endvidere et ophæng i smedejern med indskiften I. L. Røhling, en traditionel gadelampe og en tavle med følgende indskrift: "Her fødtes 11-9-1818 Etatsråd A.H. Riise Apotheker paa St. Thomas 1838-1878 død 18-10-1882". Hertil kommer en traditionel gadelampe og et ophæng i smedejern på karnappen.

I det indre har forhuset bevaret en ældre planløsning med et langsgående hovedskillerum med stuer mod gaden og gavlen i nord, mindre værelser mod gården og køkken i sidehuset. Bag den tofløjede dør findes en mindre entré, mens der bag bagerdøren findes en større forstue der tidligere fungerede som bagerudsalg. I den tidligere vognport findes nu en mindre gang og et toilet. Interiøret er generelt kendetegnet ved ældre og traditionelle overflader, herunder bræddegulve og støbte gulve, enkelt- og dobbeltfyldingsdøre med klassicistiske, kanellerede gerichter, lofter med profilerede bjælker eller listedækkede plader samt en traditionelt udført ligeløbstrappe til tagetagen. Tagetagen er udnyttet til beboelse med indbyggede skabe og overflader fra anden halvdel af 1900-tallet. Vinduerne har nyere forsatsrammer.

Miljømæssig værdi

Bygningens miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i Brogade, hvor forhuset som en integreret del af Ærøskøbings middelalderlige, brostens- og pigstensbelagte gadenet, er med til at opretholde købstadens helstøbte og meget autentiske kulturmiljø.

Kulturhistorisk værdi

I bygningens ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig til forhuset som en velbevaret repræsentant for et større, traditionelt købstadshus med opsprossede vinduer, karnapkvist med høj tagrejsning og kraftigt profilerede gesimser samt to skorstenspiber i rygningen. Hertil kommer sporene efter den tidligere port samt de ældre døre, der med deres forskellige udformning og detaljering vidner om bygningens tidligere funktion som både bolig og erhverv. Særligt den tofløjede fyldingsdør med den righoldige, klassicistiske detaljering har stor kulturhistorisk værdi. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til ophænget i smedejern og bagerkringlen på hoveddøren der vidner om bygningens tidligere funktion som bageri. Hertil kommer de traditionelt udførte, enkle trapper med granittrin, gelænderet af smedejern og tavlen der vidner om den tidligere beboer. I bygningens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af den oprindelige og ældre planløsning med spor efter både butik og beboelse, herunder det gennemgående hovedskillerum, den store forstue hvorfra der er adgang til sidehuset, den mindre entré samt stuer mod gaden og gavlen i nord. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til de ældre bygningsdele, herunder den traditionelt udførte trappe til førstesalen, bræddegulvene, fyldingsdørene med kanelerede gerichter, revledøren ud til sidehuset og lofternes profilerede bjælker.

Arkitektonisk værdi

I bygningens ydre knytter den arkitektoniske værdi sig til den langstrakte, asymmetriske bygningskrop, der med sin karakteristiske karnapkvist, to skorstene, tætte vinduessætning og tre forskellige døre, har et levende og karakterfuldt udtryk. Formsproget er enkelt, solidt og udpræget traditionelt, uden andre dekorationer end sporene efter bageriudsalget, den tofløjede dørs detaljerede snedkerarbejde og gesimsernes profileringer.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links