Broholm ligger på Broholmsvej 32 i Svendborg Kommune. Bygningen er med middelalderlige dele, fredet.

Bygningshistorie

Broholm blev første gang nævnt i 1326 som sæde for ridderen Absalon Jonsen af Ulfeldt-slægten. I 1953 blev under den nuværende biblioteksfløj i syd fremdraget svære fundamenter til en ældre hovedbygning (36 x 11 m), antagelig fra 1500-tallet. I øst og vest har borggårdens længer sandsynligvis stået i bindingsværk og i nord blev borggården i 1621 lukket af en lang, svær og høj spærremur med to rækker skydeskår med smigede false og i midten et nærmest kvadratisk porthus. Op ad spærremuren kom kort herefter en halvtagsbygning.

I 1641 blev Broholm solgt til Otte Skeel, den eneste gang herregården skiftede ejer ved salg. Det var et forarmet gods med forfaldne bygninger Otte Skeel overtog. Han lod den brøstfældige borg nedrive og opførte i 1642 den nuværende hovedbygning i to stokværk med et øvre halvstokværk uden stokværksfremspring samt tøndehvælvet kælder. I løbet af de relativt få generationer Skeel'erne sad på Broholm, blev det et stort, veldrevet gods med statelige bygninger.

Kort efter opførelsen af den nye hovedbygning (østfløjen) anlagde Otte Skeels enke, Ide Lunge, den nordlige portfløj, der var af en noget speciel karakter: Mod voldgraven var fløjen i to etager, mens den mod gården kun var i en etage, fordi taget skrånede ned. Over portgennemkørslen blev der opført en kvist, hvor skrivestuen oprindeligt lå mellem borgestuen og spindestuen. Ide Lunge fornyede også avlsgården på ladegårdsholmen i 1640'erne, og hun lod ligeledes opføre en selvstændig portbygning, der lignede den ved hovedbygningen med herskabsstald og vognport. På overetagen boede ladefogeden, kusken og det beredne bud, også kaldet "Udrideren". Fra begge portbygninger førte vindebroer dengang over vandgravene. Otte Skeels oldebarn Elisabeth Skeel, der overtog Broholm i 1729, giftede sig med oberstløjtnant Niels Sehested, og Sehested-slægten har herefter ført Broholm videre. I slutningen af 1700-tallet blev der indrettet en tidssvarende beboelse i hovedbygningens indre, og i det ydre mistede den sine svungne gavlkamme. Samtidig blev de kurvehanksbuede vinduer udvidet og reguleret, og murværket blev hvidtet. Af den gamle hovedfløj i syd blev kun den nordre murs nederste del bevaret som hegnsmur i gården bag fire store lindetræer. I 1840 iværksatte Niels Frederik Bernhard Sehested en ny, gennemgribende ombygning af herregården. Hovedbygningen blev restaureret af professor G.F. Hetsch (1788-1864) med gotiske kamtakker både på hovedfløj og portfløj, mens vinduerne fik vandrette fordakninger, murene blev pudset i cement og trappetårnets vindeltrappe fornyet i støbejern. Hovedfløjens øvre stokværk blev ombygget og sydgavlens sal blev udsmykket med Thorvaldsen-relieffer. Styrterumsloftet, der hidtil havde været anvendt til kornloft, blev indrettet med gæsteværelser. I borggårdens sydøstlige hjørne blev der opført et spir og et trappetårn, der skulle bruges til astronomiske observationer. I 1844-48 blev også ladegårdsbygningerne ombygget og fornyet. Kostald og lade blev opført i røde tegl med stråtag, en ny ydre port til afløsning af Ide Lunges portbygning fik ligeledes kamtakker, de gamle vindebroer blev erstattet af murede, hvælvede broer over gravene og en ny herskabsstald, som N.S. Nebelong havde gjort udkast til, blev opført med tre etager – nederst var hestestalden, på første sal opbevaredes hø og halm til hestene og på anden sal var der kornmagasin. Herskabsstald med vognport var ligeledes i røde tegl med stråtag. I 1855 blev et karnaptårn føjet til hovedfløjens sydøsthjørne og borggårdens portfløj blev ombygget sådan, at den nu også havde to etager ind mod borggården. I 1856 blev borggårdens vestfløj af svært, gammelt bindingsværk fornyet i grundmur med takkede gavle til mejeri og forpagterbolig. Nord for vejdæmningen blev en smuk have i landskabelig stil anlagt. Samtidig med disse forbedringer på herregården anlagde N.F.B. Sehested havnen i Lundeborg.N.F.B. Sehested lod også i 1878 opføre en museumsbygning på voldstedet sydvest for hovedbygning. Den fritstående bygning, som var tegnet af arkitekt Vilhelm Tvede, skulle rumme hans store arkæologiske samling.

Sønnen Hannibal Sehested opførte i 1895 et stort, firkantet tårn med fladt tag og kamtakker i borggårdens nordvestre hjørne til domestikbeboelse. Mod sydvest rev han den gamle mur ned og opførte i 1905 sydfløjen med fladt tag og takkede gavle. Sydfløjen skulle rumme herregårdens bibliotek. Med anlæggelsen af denne fløj fik hovedbygningen sin nuværende firelængede struktur.

Disse nye tilbygninger blev udformet med det af Hetsch fastlagte gotiske formsprog, men kort efter Jørgen Sehesteds overtagelse i 1924 gav arkitekt Mogens Clemmensen i 1925-1926 anlæggets dets nuværende karakter. Murværket blev afrenset og cementen blev afløst af en let, rød afskuring, vinduerne blev så vidt muligt flyttet tilbage til deres oprindelige placering, cementindfatninger og karnapper blev fjernet, og de vælske gavle blev reetableret. Indvendigt blev i nedre stokværks sydlige del fremdraget bemalede bjælkelofter samt draperier på væggene og tillige blev en sandstenskamin i sydgavlen og en gammel brønd genåbnet.

Avlsbygningerne brændte juni 1952. Herefter blev herskabsstaldbygningen fjernet, mens resterne af den nedbrændte ladegård blev udformet til en særpræget ruinhave. I 1953 blev avlsgården flyttet ud til Svendborg-Nyborg landevejen, hvor der i dag er heste- og ridecenter.I 1953 blev også portfløjen restaureret ved arkitekt H.H. Engqvist, hvor den fik sin oprindelige karakter tilbage, ligesom en svungen kvist over porten blev opsat. Ved samme lejlighed kom også en række tilmurede skydeskår frem igen. Samme år blev grunden ved sydmuren af den tidligere hovedbygning udgravet af Odense Stiftsmuseum som omtalt øverst i bygningshistorien. I slutningen af 1900-tallet fremstod Broholm som en trist og forsømt herregård med utætte tage, ødelagte herregårdsrum, nedslidt murværk og et forsømt haveanlæg. Men efter at Anne Lütken og hendes søn Anders Sehested overtog Broholm er herregården blevet istandsat. Hovedbygningen blev restaureret i 2002-2004 af arkitekterne Jørgen Ganshorn og Jane Havshøj og indrettet til hotel- og konferencecenter. Tårnet blev nyindrettet med værelser og tilhørende badeværelser, og vestfløjen blev indrettet med et nyt industrikøkken i kælderen og restaurationslokaler i stueetagen.

Broholm Slot er stadig et privatdrevet gods med land- og skovbrug samt ridecenter, og hovedbygningen og museet er tilgængelige for offentligheden, enten via rundvisninger med guide eller som selskabslokaler. Museet "Kammerherre N.F.B. Sehesteds Oldtidssamling" på 60.000 oldtidsminder ejes og drives af Svendborg & Omegns Museum.

Beskrivelse

Broholm ligger sydøst for Gudme nær landevejen mellem Nyborg og Svendborg. Anlægget, der er fortidsmindefredet, består af et stort, kvadratisk dobbeltvoldsted med en lille borgholm til den firefløjede hovedbygning udsparet i ladegårdsholmens sydøstside. Syd for hovedbygningen, helt ned til søen, ligger museumsbygningen, der også er omfattet af fredningen. På ladegårdsholmen ligger resterne af avlsgården, hvor kun ydermurene af kostald og lade står tilbage efter en brand i midten af 1900-tallet. Fra både nord og vest fører en muret, hvælvet bro over til borgholmen. Broerne er ikke omfattet af fredningen. Borggården er pigstensbelagt. Hovedfløjen, der ligger mod øst, er grundmuret i to etager over en høj, kvadret kampestenssokkel og bærer et stejlt heltag hængt med røde teglsten, og i tagfladerne ses flere ældre jernvinduer af forskellig størrelse. Gavlene er udført som svungne renæssancegavle med parvise vandrette, murede bånd, svungne gavlkamme og pinakler. Hver gavl krones af en skorstenspibe med gesims, og i rygningen sidder yderligere to skorstenspiber med sokkel og krave. Midt på gårdsiden er et cirkulært trappetårn, der afsluttes af et blytækket spir med en lanterne og en vindfløj med kugle og fane. Samtlige facader er opført i rød, blank mur med krydsforbandt og afsluttes øverst af en hvidtet tandsnitsgesims. I trappetårnet er en støbt, profileret, rundbuet indfatning med en kartouche af sandsten øverst og herunder er en ældre, tofløjet fyldingsdør med diamantbosser. Foran hoveddøren er en buet granittrappe, der flankeres af to høje støbejernslamper. I sydgavlen er en ældre, tofløjet fyldingsdør med et opsprosset, kurvehanksbuet overvindue. En lang granittrappe med et simpelt, smedet værn fører op til døren. Vinduerne er dels ældre og dels nyere, traditionelt udførte korspostvinduer primært med småsprossede ruder mod nord og vest samt todelte underrammer mod øst og syd. Endvidere er flere vinduer mod syd og øst forsynet med blysprosser. Vinduernes karme er brunmalede og rammerne er hvidmalede. Flere af vinduerne sidder under kurvehanksbuede stik. Kældervinduerne er ældre, torammede, fladbuede og hvidmalede vinduer, der sidder i kurvehanksbuede stik. I tårnet er et ældre urværk og herover er et kurvehanksbuet glamhul. I alle facader er der murankre.

I det indre er en traditionel ældre grundplan. Trappetårnet rummer nederst fire granittrin og herfra giver en ældre vindeltrappe i støbejern adgang til alle etager undtagen kælderen. Kælderen består fire tøndehvælvede opbevaringsrum på hver side af en langsgående væg. Gulvet er belagt med ældre ølandsfliser og teglklinker og hvælvene er hvidkalkede. Et enkelt rum har støbt gulv og i køkkenet er et nyere terrazzogulv. I et af rummene er et ældre saltkar af træ. Stueetagen inddeles ligeledes af en langsgående skillevæg. Fra trappetårnet giver en ældre fyldingsdør adgang til forstuen, der flankeres af en stue mod nord og mod syd af et brøndkammer, hvor den ældre brønd er bevaret. Mod haven er fire stuer en suite. Mellem forstuen og klaverstuen overfor er et lille thekøkken med en kældertrappe, der er en mindre udgave af trappen i tårnet. Mellem forstuen og brøndkammeret er en lille gang samt et gæstetoilet. Forstuen og brøndkammeret har gulv af ældre ølandssten, mens de øvrige rum har bræddegulve eller mønsterlagte parketgulve. Lofterne er enten pudsede med stukkatur eller bemalede bræddelofter med synligt, bemalet bjælkelag. I stuerne med stuklofter er der brystningspaneler og pudsede, feltinddelte vægge, der i spisestuen er udsmykket med kineserier. I klaverstuen er der mandshøje, bemalede draperier på væggene. I brøndkammeret er loftet ubehandlet. I kaminstuen er der rigt udskårne vindueskarme og lodposte, en tapetdør til en tidligere hemmelighed samt en kamin med bemalinger omkring. I stuerne står der forskelligt udformede, ældre jernovne, der indrammes af ovnpilastre. Første sal er disponeret med aflang forstue, der giver adgang til en stor, gennemlyst gavlstue mod syd. Modsat forstuen er en stue orienteret mod haven, og mellem disse to rum er et søjleindrammet forrum, der flankeres af et skabsrum samt af en nyere madelevator. I bygningens nordlige ende er en fordelingsgang med et badeværelse samt værelser til begge sider. Førstesalen har bræddegulve, pudsede vægge med brystningspaneler eller tapetserede vægge samt pudsede lofter med stukkatur eller bræddelofter med synligt bjælkelag. I stuen mod haven er døren og panelerne egetræsådrede. I gavlstuen er stukkaturen rigere og i væggene er der indmurede Thorvaldsen relieffer samt fritstående figurer også af Thorvaldsen. Også på første sal er der flere ældre jernovne. På begge etager er dørene ældre, en- og tofløjede fyldingsdøre, hvor dørene i stueetagen er malet i stærke farver. På første sal ses desuden flere tapetdøre. Tagetagen er udnyttet og rummer hovedsageligt værelser på hver side af en fordelingsgang samt en større stue ud for trapperummet. I tagetagen er der bræddegulve, bræddevægge og tapetserede vægge med inspektionsluger til tagværk og tagsten. Lofterne i værelserne er pudsede med synlige loftbjælker og i stuen er der ligeledes synlige bjælker, men med et simpelt kassetteloft imellem bjælkerne. I stuen er ligeledes en langsgående drager med inskription, indbyggede skabe samt en kamin. I flere værelser er der ældre jernovne og dørene er ældre, enfløjede fyldingsdøre. Desuden er der flere steder ældre vinduer i loftet, der trækker lys ned til rummene fra de højtsiddende tagvinduer. En ældre trappe fører op til de to øverste etager i taget, som er uudnyttede. I tagetagerne er den ældre tagkonstruktion, de understrøgne tagsten og skorstenspiberne synlige. I trappetårnet fører en ældre spindeltrappe af træ op til lanternen.

Portfløjen, der ligger mod nord, er opført i to etager over en høj sokkel af kampestenskvadre med fladt tag beklædt med tagpap mod gårdsiden, mens en høj, muret kam afsluttet af en hvidtet tandsnitsgesims og røde tegl vender ud mod voldgraven. Over portgennemkørslen, mod voldgraven mod nord, er en svungen gavlkvist med hvidtede bånd og pinakler samt et helvalmet tegltag mod borggården. Facaderne er som østfløjen opmuret i rød, blank mur med krydsforbandt. Portåbningen er kurvehanksbuet, og mod borggården er den fremhævet af en hvidkalket indfatning. I gårdsiden er en nyere, men traditionelt udført fyldingsdør med buet overkant. Vinduerne er dels ældre dels nyere, placeret i fladbuede eller vandrette stik. Vinduerne er en-, to- og trerammede med varierende glasstørrelser. Øverst i nordsiden ses en række tilmurede skydeskår samt murankre udformet som årstallet 1621. I den svungne gavl er der også fladbuede skydeskår samt et glamhul med en klokke. Portrummet lukkes mod borggården af en gitterport af træ. Selve portrummet er hvidkalket med grathvælv, sokkel af granitkvadre og pigstensbelægning. I hver side af portrummet er en nyere fyldingsdør. Samtlige døre er malet brune, mens vinduerne er hvide.

I det indre er der godskontor i den vestlige del af stueetagen, mens der på første sal er indrettet gæsteværelser. I godskontoret er der flisegulve og væg-til-væg-tæpper samt pudsede vægge og monier-hvælv beklædt med akustikplader. Øst for portrummet er en ældre ligeløbstrappe af træ med udskårne balustre, og i gangen er der teglstensgulve, pudsede vægge og loft med synlige loftbjælker. I værelserne er der bræddegulve, pudsede og tapetserede vægge og pudsede lofter. I enkelte rum er der synlige bjælker med ældre listebeslåede pladelofter imellem. I stueetagen forbinder en granittrappe nordfløjen med hovedfløjens kælderetage, og i det østvendte værelse forbinder endnu en svungen trappe portfløjens førstesal med hovedfløjens stueetage. Portfløjen og vestfløjen er forbundet af et grundmuret tårn i fire etager med en kvadratisk grundplan, som skyder sig lidt frem for portfløjen. Tårnet hviler på en lav kampestenssokkel, murværket står i rød, blank mur og afsluttes øverst af skydeskår. Det flade tag er belagt med tagpap. På vestsiden er en lille, grundmuret tilbygning, hvis tag fungerer som balkon for et af tårnværelserne. Balkonen har et muret værn udført som mønstermurværk og døren, som fører herud er en nyere, opsprosset, hvidmalet havedør. I tårnets øst-, nord- og vestside er en ældre, brunmalet fyldingsdør. I tilbygningen er en nyere, traditionelt udført, tofløjet revledør. Vinduerne er nyere, traditionelt udførte, torammede vinduer, hvoraf størstedelen har buet overkant. Vinduerne er hvidmalede. I tårnets indre forbinder en ældre trappe samtlige etager, der er indrettet med to værelser med tilhørende badeværelse på hver etage. Tårnet har en gennemgående traditionel materialeholdning med bræddegulve, pudsede vægge og lofter. På badeværelserne er der klinker på gulvet og fliser på væggene. Dørene er nyere, men udført som traditionelle fyldingsdøre. Tilbygningen og tårnets nederste etage bliver brugt til opbevaring og har støbte gulve, pudsede vægge og pladebeklædte lofter. Der er bevaret enkelte ældre gerichter og fyldingsdøre.

Forpagterfløjen, som ligger mod vest, er grundmuret i én etage over en meget høj kælder og bærer et opskalket heltag hængt med grålige tegl. I rygningen er to skorstenspiber med sokkel og gesims. I tagfladerne er en del ældre tagvinduer, og i den vestvendte tagflade tillige tre nyere zinkklædte kviste. Sydgavlen er kamtakket og er sammenbygget med en høj, rødkalket skorstenspibe, og mod borggården er en kamtakket frontkvist, der er trukket lidt frem i facaden som en risalit. Bygningen står på en lav sokkel af granitkvadre, gårdsiden står i rød, blank mur i krydsforbandt, mens vestsiden og sydgavlen er berappet og kalket rosa. Facaderne afsluttes af en hvidtet tandsnitsgesims, der også løber forbi sydgavlen, men her er kalket rosa. På vestsiden længst mod syd er en tilbygning magen til tårnets. På vestsiden fører en granittrappe op til en nyere, traditionelt udført fyldingsdør med dobbelt slagliste og diamantbosser. Over døren er et stort, krydsopsprosset overvindue. I vestsiden ses desuden to fyldingsdøre med henholdsvis en og to fløje, der begge er nyere, men traditionelt udførte. I gårdsidens risalit i en tilbagetrukket, muret fals er en ældre, tofløjet fyldingsdør med opsprosset overvindue og foran døren er en lav, tresidet granittrappe. Døren er blændet på indersiden. På hver side af risalitten er en kældernedgang af granit, som fører ned til en nyere fyldingsdør med opsprossede ruder i den øverste del. Vinduerne er en blanding af ældre og nyere, traditionelt udførte et- og torammede vinduer med tre, seks eller otte ruder i hver ramme. Vinduerne er hvidmalede, dog har gårdsidens vinduer rødbrune karme og hvide rammer. Vinduerne i kvistene er torammede og forsynet med termoruder. Samtlige døre er malet brune undtagen hoveddøren mod vest, der er hvid.

Forpagterboligen er indrettet med et industrikøkken i den midterste del af kælderetagen. Industrikøkkenet har nyere overflader, herunder klinker på gulvet og pudsede vægge og lofter. Syd for køkkenet er en vinkælder med teglstensgulv og, pudsede vægge og hvidkalkede monierhvælv. Mod nord er en lejlighed med eget badeværelse og thekøkken samt egen indgang fra vest. Lejligheden har klinkegulve og pudsede vægge og lofter. I hjørnet af soveværelset er resterne af en ildstedskappe bevaret samt to ældre smedede låger, hvoraf den ene fører ind til en ældre bageovn. Den sydlige del af stueetagen er indrettet til restaurant, mens der mod nord er indrettet et værelse med tilhørende badeværelse, og der er adgang til værelset fra tårnet. En ældre ligeløbstrappe fører op til forstuen, hvorfra der er adgang til tre stuer en suite mod vest. På den anden side af den langsgående skillevæg er to stuer en suite, et anretterkøkken og spiserum for personalet, hvorfra en nyere kvartsvingstrappe af træ går ned til kælderen. I forstuen er tillige en ældre ligeløbstrappe til den delvist udnyttede tageetage med en stor repos samt kontorer mod syd. Mens der i den uudnyttede del mod nord er synlig tagkonstruktion og synlige understrøgne tagsten. Det indre er kendetegnet ved traditionelt udførte bræddegulve, pudsede vægge og lofter, traditionelt udførte og ældre en- og tofløjede fyldingsdøre samt ældre jernovne. Biblioteksfløjen, der lukker borggården mod syd, er en grundmuret længe i én etage. Mod borggården består den nederste del af tilhuggede kampesten, mens soklen mod syd er gråmalet. Facaderne står i rød, blank mur og udsmykkes af en rundbuefrise mod nord og en dråbelignende frise mod syd. Øverst afsluttes facaderne af murede kamtakker med cementinddækninger, der over portåbningen i midten rejser sig i en kamtakket frontgavl, hvori der er et rundt vindue. Bygningen har fladt tag beklædt med tagpap. Mod borggården lukkes det kurvehanksbuede portrum af en ældre, smedet gitterlåge. Portrummet har perlestensbelægning og hvidkalkede vægge og fladbuet tøndehvælv. I portrummet er mod syd to ældre, brunmalede fyldingsdøre. Kun sydsiden og østgavlen brydes af vinduer. Mod syd er der et- og torammede, ældre vinduer, der sidder i markante, pudsede indfatninger. Vinduerne er småsprossede med hvidmalede rammer og rødbrune karme. Vinduet i østgavlen er spidsbuet og firerammet med blysprosser. En lille grundmuret bygning med rødt teglhængt tag forbinder hovedfløjen og biblioteksfløjen.

Biblioteksfløjen er indrettet til bibliotek øst for portrummet, mens rummet vest for portrummet står tomt. Biblioteket er fordelt på to rum, hvoraf det ene har et nyere ølandsflisegulv og monierhvælv, mens det andet har et ældre, bemalet bræddegulv i tern og et pudset loft. Fra det østre biblioteksrum er der adgang til hovedfløjen ad en ældre ligeløbstrappe. I rummet med monierhvælv er en ældre kvartsvingstrappe med udskårne balustre og mæglere, der fører op til et rum over porten. Både de ældre døre samt trappen er egetræsådret. Under trappen er der adgang til portrummet. Rummet over portrummet har støbt gulv og hvidkalkede vægge. Rummene vest for portrummet, der anvendes til opbevaring, er spejlvendt af biblioteket inklusiv kvartsvingstrappen. Her er gulvene støbte, væggene hvidkalkede og loftet udført med monierhvælv. Dørene og trappen er egetræsådrede som i biblioteket. Tillige er bevaret et lille rum til koks. Museumsbygningen, der ligger sydvest for hovedbygningen, har en særpræget form og består af en sekskantet kerne, hvorfra tre længer skyder sig ud. Imellem den nordre og østre længe er et lille vindfang. Museumsbygningen er en énetages, grundmuret bygning med ubrudte, skiferbelagte, udkragende heltage, der i midten mødes i et pyramideformet glastag, som krones af et spir med kugle. Bygningen hviler på en lav granitsokkel og facaderne står i gul, blank mur, som afsluttes af en muret gesims. I rygningen over vindfanget er en høj, snoet skorstenspibe med sokkel og tag opført i røde sten. I vindfanget er en rundbuet døråbning, hvori der sidder en ældre, rundbuet fyldingsdør med flammeret front. Over døren samt i hver side af vindfanget er et lille rundt vindue. I hver gavl er et ældre, højt, rundbuet trævindue med diagonaltstillede jernsprosser. Vinduerne sidder i rundbuede, murede stik og under vinduerne er der støbte sålbænke. Alt træværk er malet brunt.

Indvendigt er en lille forstue i vindfanget, mens de resterende længer udgør ét stort rum, der huser en stor arkæologisk samling. Det indre kendetegnes af ældre flisegulve, pudsede og kalkede vægge, der næsten overalt er dækket af reoler fra gulv til loft med udstillingsgenstande. I udstillingsrummet er der åbent til kip og i loftet er der synlige bjælker og loftbrædder. Døren mellem forstuen og udstillingsrummet er en ældre, rundbuet, egetræsådret fyldingsdør, der sidder i en ådret indfatning. I udstillingsrummet er desuden en ældre colonnejernovn, som fyres fra forstuen.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Broholm knytter sig til det omgivende herregårdslandskabs velbevarede struktur med marker, enge og skovarealer. Broholms placering ved Tange Ås sydlige løb er strategisk valgt for at have åen som forsyningskilde til både voldgraven og vandmøllen, der lå nordøst for hovedbygningen. Herregårdsanlægget med den omgivende romantiske landskabshave i engelsk stil samt dobbeltvoldgrave, broer, portal og resterne af de oprindelige avlsbygninger på den store, kvadratiske ladegårdsholm med en lille fortidsmindefredet borgholm til hovedbygningen og den lille museumsbygning er yderst velbevaret. Den firefløjede hovedbygning med den pigstensbelagte borggård udgør det naturlige omdrejningspunkt i dette unikke kulturmiljø.

Kulturhistorisk værdi

Broholms kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet set til herregårdens lange udviklings- og ombygningshistorie, der er aflæselig i udformningen af de enkelte fløje og deres arkitektoniske stilarter, som blandt andet kommer til udtryk i bygningsdetaljerne.

Hovedfløjens kulturhistoriske værdi ligger i det ydre i bygningens velbevarede fremtræden som en renæssancebygning, der er karakteriseret ved en kompakt længebygning i to etager over en høj, hvælvet kælder med et rundt trappetårn centralt placeret mod borggården, opført i røde teglsten med stejlt, teglhængt heltag og svungne gavle, omend de nuværende gavle er genskabt i 1925, hvor man søgte at tilbageføre hovedfløjen til dens oprindelige udseende. Gavlene er udformet som nederlandske renæssancegavle, der kendetegnes ved en dekorationsglæde med svungne gavlkamme, parvise bånd udført i formsten, pinakler og et pediment øverst. Hertil kommer de taktfast placerede vinduer, som sidder i kurvehanksbuede stik, der også er et karakteristisk træk for renæssancen. Hovedfløjens opførelsesår i 1642 er værd at bemærke, idet bygningen tilhører den sene fase i renæssancens herregårdsbyggeri.

Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til murværkets mange spor efter hovedfløjens bygningsændringer og tidligere åbninger. Hertil kommer de forskellige vinduestyper med varierende inddeling af ruder. Vinduesåbningerne med vandrette stik, hvori der sidder korspostformede vinduer med opdelte nedre rammer er karakteristiske for klassicismen, og de er således et vidnesbyrd om den ombygning som hovedbygningen gennemgik i 1840 under ledelse af G.F. Hetsch, hvor man efter tidens skik og brug ønskede at få mere dagslys ind i bygningen. Endnu er sporene efter samme ombygnings cementpudsning af facaden og vinduernes vandrette fordakninger synlige især i østsiden. Ligeledes vidner de mange store tagvinduer i den nederste del af tagfladen om, at hovedfløjens styrterumsloft ved samme lejlighed blev indrettet til beboelse. I hovedfløjens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den ældre grundplan, der i kælderen og stueetagen er opbygget efter renæssancens idealer. I kælderen er der tøndehvælv på hver side af den langsgående hovedskillevæg, og i stueetagen er en gang ud mod gården og trappetårnet flankeret af en stue og et brøndkammer, mens der ligger stuer i forlængelse af hinanden mod haven. Hetschs ombygning af Broholm i 1840'erne er ligeledes aflæselig i det indre. Dette gælder trappetårnets vindeltrappe i støbejern, hvor det indsatte navnerelief: "Godsejer Frits Sehested og hustru Charlotte Linde" i trappens fodstykke vidner om, at godsejeren kan takkes for dette tidlige industriprodukt fra et af landets første jernstøberier.

Hertil kommer førstesalens særegne planlæsning med en korridor med værelser på hver side mod nord og den gennemlyste gavlsal mod syd, der er udsmykket med stukkatur og empirespejle samt tidstypiske gipsrelieffer af Bertel Thorvaldsen blandt andet Natten og Dagen fra 1805 samt en fritstående figurgruppe også af Thorvaldsen. Ligeledes er der kulturhistorisk værdi ved de ældre bygningsdele og -detaljer, der vidner om bygningens alder, herunder kælderens ølandsfliser, teglklinker og hvælv samt et stort saltkar af træ. Hertil kommer spindeltrappen i støbejern til kælderen, brønden i brøndkammeret, gulve af ølandssten, bræddegulve, mønsterlagte parketgulve, pudsede vægge og lofter med stukkatur, bemalede bræddelofter med synligt, bemalet bjælkelag, brystningspaneler og pudsede, feltinddelte vægge, der i spisestuen er udsmykket med kineserier. Til klaverstuens mandshøje, bemalede draperier på væggene, kaminstuens rigt udskårne vindueskarme og lodposte, tapetdøren til en tidligere hemmelighed og kaminen i sydgavlen med udskæringer og bemalinger samt de forskelligt udformede jernovne, der indrammes af ovnpilastre. Hertil kommer de en- og tofløjede fyldingsdøre, tapetdøre, gerichter samt havestuen på første sal, som har egetræsådrede døre og paneler. Tagetagens indretning med værelser vidner ligeledes om Hetschs ombygning, hvor styrterumsloftet blev inddraget til gæsteværelser på hver side af en fordelingsgang. Her ligger den kulturhistoriske værdi i bræddegulvene, de tapetserede bræddevægge, inspektionslugerne, de pudsede lofter med synlige loftbjælker, stuens simple kassetteloft imellem bjælkerne, samt de ældre indbyggede skabe, jernovne, enfløjede fyldingsdøre og loftvinduer, der trækker lys ned til rummene fra de højtsiddende tagvinduer. Hertil kommer de ældre lofttrapper, den ældre tagkonstruktion og trappetårnets ældre spindeltrappe af træ, som fører op til lanternen.

I portfløjens ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig til murværkets spor efter bygningens ændringer gennem tiden, herunder skal nævnes den vælske gavl mod voldgraven, som vidner om H.H. Engqvists tilbageføring af portfløjen i 1953. Ligeledes er der kulturhistorisk værdi ved murankrene udformet som årstallet 16z1, der bevidner bygningens opførelsesår, selvom 4-tallet på et tidspunkt er blevet udskiftet med et z eller et lavt 2-tal. I portfløjens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af den ældre planløsning. Hertil kommer de ældre trapper og den ældre materialeholdning med teglstensgulve, bræddegulve, pudsede vægge, monierhvælv eller pudsede lofter med eller uden synlige loftbjælker. Ligeledes knytter den kulturhistoriske værdi sig til udvidelsen af Broholm i 1855-56, hvor både tårnet og vestfløjen står som en repræsentant for historicismen – en stilart, der allerede i 1840'erne var fastlagt af G.F. Hetsch til restaureringen af Broholm. Dette kan tydeligst aflæses af tårnets kamtakkede afslutning og vestfløjens kamtakkede sydgavl og frontkvist mod borggården. I tårnets indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til tårnets indretning med mindre rum, der afspejler, at tårnet oprindeligt blev opført til at huse tjenestefolkene. Hertil kommer den gennemgående ældre hovedtrappe samt kælderens ældre fyldingsdøre og gerichter. I vestfløjens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af en ældre planløsning med en langsgående hovedskillevæg og gennemgangsrum på hver side af denne samt til den ældre og traditionelle materialeholdning med klinkegulve, bræddegulve, pudsede vægge og lofter. Hertil kommer resterne af en stor ildstedskappe med tilhørende smedejernslåger, der fører ind til en ældre bageovn i kælderen samt til de ældre en- og tofløjede fyldingsdøre, gerichter og jernovne.

I biblioteksfløjens ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig til nordmurens bevarede dele af Broholms ældre hovedbygning fra 1500-tallet. Hertil kommer, at biblioteksfløjen er en repræsentant for historicismen, en stilart, der allerede i 1840'erne var fastlagt af G.F. Hetsch til restaureringen af Broholm. Dette kan aflæses af biblioteksfløjens kamtakkede langsider, murværkets buefrise mod nord og tandsnitsfrise mod syd, de cementindrammede, tredelte vinduespartier mod syd og det spidsbuede, blyindfattede firedelte vindue i østgavlen. Biblioteksfløjen fuldender Broholms fremtræden som et karakteristisk firefløjet bygningsanlæg omend fløjene har vidt forskellig alder. I biblioteksfløjens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den oprindelige planløsning med en portgennemkørsel og opholdsrum på hver side af denne forbundet af et rum over porten.

I det indre afspejles bygningens opførelse i 1902 af lofternes udførelse som monierhvælv. Hertil kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, der påviser bygningens alder. Dette gælder det bemalede bræddegulv i røde og grå tern, de høje indbyggede reoler, fyldingsdørene, ligeløbstrappen til hovedfløjen og de to kvartsvingstrapper med udskårne balustre og mæglere samt helpanelerede sider og fyldingsdørene. Egetræsådringen på trapper og døre er ligeledes tidstypisk. Den kulturhistoriske værdi ved museumsbygningen knytter sig til bygningen som en repræsentant for en mere enkel historicistisk stil, der er udsprunget af en nøgtern og rationel tilgang til bygningens funktion som udstillingsbygning. I museumsbygningens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den oprindelige grundplan med en forstue og ét stort udstillingsrum, der får lys fra gavlvinduerne og det sekskantede ovenlys i midten af rummet. Hertil kommer den oprindelige materialeholdning med teglklinker, pudsede og kalkede vægge samt skrånende loft med synlige spær og loftbrædder samt den ældre colonnejernovn. Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved bygningens oprindelige funktion som udstillingsbygning, der stadig formidles i kraft af de mange reoler.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Broholm knytter sig til de sammenbyggede fløje på borgholmen, der fremstår som et samlet anlæg trods de mange udbygninger og ændringer siden 1624. Skønt Broholm først sent blev udbygget til et firefløjet anlæg, opleves det som en ganske velkomponeret helhed domineret af 1600-tallets renæssancebygning. Især fra borggården opleves Broholm yderst homogen selvom fløjene er yderst forskellige i alder, højde, bredde og arkitektonisk udformning. Det er særligt den gennemgående brug af røde teglsten, vælske gavle, kamtakker og de rødgrå tegltage, der samler anlægget til en helhed, ligesom beliggenheden på borgholmen sikrer et veldefineret, solidt og kompakt anlæg med en bastionsagtig karakter med en klar inder- og yderside. Den aksefaste ankomst til borggården ad granitbroen gennem portbygningen samt bygningskroppenes forskellige fremspring, de vælske gavles udsmykninger, de mange kamtakker, skorstenspibere og ikke mindst tårnets etagespir med vindfløj giver Broholms hovedbygning et særdeles herskabeligt og oplevelsesrigt ydre. I hovedfløjens indre ligger den arkitektoniske værdi særligt i plandisponeringen, der er karakteristisk for bygningens funktion som bolig for godsejeren, og hvor den store gennemlyste, klassicistiske gavlsal på første sal står i kontrast til stueetagens mindre stuer, som har en mere fortættet karakter i kraft af ølandsgulvene, bjælkelofterne og de mange bygningsdele med bemalinger og kraftige farver. Hovedfløjens indre har en raffineret, historisk atmosfære, hvilket skyldes de mange bevarede bygningsdetaljer. Museumsbygningens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den særprægede udformning med en sekskantet kerne, hvorfra tre hovedlænger udgår. Den mangesidede bygning får endnu et levende element i det lille vindfang som i sig selv udmærker sig på grund af den høje, snoede skorstenspibe, som med sine røde sten adskiller sig fra bygningens gule facader. Detaljeringen er enkel: en muret gesims, rundede sternbrædder og spærender og en flammeret hoveddør er bygningens eneste pynt ud over de krydsopsprossede, rundbuede vinduer og spiret på toppen af ovenlyset. Det samlede indtryk er enkelt, men samtidig legende. I det indre knytter museumsbygningens arkitektoniske værdi sig til kontrasten imellem den lille mørke forstue og det store, trefløjede udstillingsrum med det bevidst styrede lysindtag gennem loft og gavle, der giver en nærmest sakral oplevelse til det forholdsvist mørke rum domineret af reoler fra gulv til loft. Den traditionelle materialeholdning forstærker den homogene oplevelse af bygningen inde som ude.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links