Brolæggerstræde 1, København

Brolæggerstræde er opkaldt efter Per Jensen Brolægger, der omkring år 1500 ejede en del af grundene i gaden. Gaden blev i tidens løb adresse for mange ølbryggere og brændevinsbrændere. I 1640 var der ikke færre end seks bryggergårde i gaden. På nr. 5 grundlagde J.C. Jacobsen sit første bryggeri. Brolæggerstræde 1 opførtes 1797 af bygmester Caspar Fr. Hallander, som også stod for bl.a. Frederiksberggade 6 og Brolæggerstræde 16. Hjørnebygningen er en enkel, klassicistisk bygning i tidens ledende arkitekt C.F. Harsdorffs tradition, der gør brug af få virkemidler. Stilen var helt i tidens ånd, hvor borgerhusenes facader gradvist blev forenklet: De frontonprydede indfatninger om yderfagenes vinduer blev opgivet, samtidig med at det svage spring i murfladen mellem midterparti og sidepartier faldt bort. Også de flade forsænkede murfelter mellem etagerne forsvandt, og tilbage stod det enkle, klare empirehus med vinduernes regelmæssige takt og et gesimsbånd mellem stuen og 1. etage, som eneste deling af murplanet. Facaden af Brolæggerstræde 1 er et fint eksempel på denne enkle stil og står som ved opførelsen med en profileret kordongesims over stueetagen med refendfuger som eneste udsmykning. Huset er grundmuret, hvilket var et krav efter branden i 1795. Fra da af skulle alle udvendige mure bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse, og i modsætning til årene efter branden i 1728, blev der denne gang ikke dispenseret. Huse på fem fag og derover skulle desuden helst have to trapper, hovedgesimser og tagrender af træ var forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern. Den høje kælder har formentlig været indrettet til lager indtil den blev indrettet til butik i slutningen af 1800-tallet. De oprindelige sandstensdækplader over kælderindgangene blev fjernet i ca. 1890. Også i dag er der indrettet til erhverv i kælderen.

Brolæggerstræde 1 består af en grundmuret hjørnebygning i syv fag mod Brolæggerstræde, fem fag mod Badstræde (nr. 16) og et smigfag på hjørnet med kælder og fire etager. Der er et lille gårdrum, som er belagt med asfalt. Hjørnebygningen har teglhængt heltag med røde tegl, mod gaden sidder fem kviste med lavt heltag og mod gården to halvrunde kviste og enkelte tagvinduer samt i tagryggen tre filtsede skorstenspiber med sokkel. Facaden står pudset og malet sandfarvet over en gråmalet refendfuget underetage afsluttet med en kordongesims i samme farve samt en hovedgesims med sparrenkopper. I smigfaget har de tre vinduer i første, anden og tredje sal profilerede indfatninger. Både i Brolæggerstræde 1 og Badstuestræde 16 leder et par granittrin op til en tofløjet ældre grønmalet beklædt revledør med étrudet overvindue. Der er indbygget halogenbelysning over dørene. Til kælderen er der en ældre dør og to døre af nyere dato, hvoraf en er etableret efter at kælderen er delt op i to lejemål. Vinduerne er nyere butiksvinduer i stue- og kælderetagen, hvidmalede korspostvinduer med todelte underrammer på første og anden sal og torammede, trerudede vinduer på tredje sal og i kvisten. På første, anden og tredje sal er de oprindelige vinduer med hjørnebånd, stabler, hulposte og smedede indvendige beslag, mens der i kvisten er nyere vinduer. Mod gården står muren pudset og gulkalket med hvidmalede korspostvinduer og torammede vinduer. Vinduerne mod gården er dels de oprindelige og dels nyere vinduer med koblede rammer. Der er nyere døre til forstuegangen fra gården. I forstuegangen, både i nr. 1 og nr. 16., fører den gamle hovedtrappe med runde balustre, mægler og udkehlet håndliste op til etagerne. Begge hovedtrapper har nye, blanklakerede trin. Forstuegangen er gennemgående på traditionel vis. Entrédøre er overvejende traditionelle fyldingsdøre med brandsikring. Den gamle planløsning er blevet brudt, da de oprindelige herskabslejligheder blev delt op i to lejligheder per etage. En gang i tagetagen, mod gården, forbinder stadig de to opgange. I Badstuestræde 16. er den store hjørnestue på første, anden og tredje sal ved samme lejlighed delt op i en mindre stue i smigfaget og én eller to værelser mod gaden. Den oprindelige plan kan aflæses i paneleringen og loftsstukkaturen. I nr. 16 er der på tredje sal hvidmalede bindingsværksvægge. De findes også på 2. sal, hvor tømmerkonstruktionen står bar og ikke er malet. I Brolæggerstræde 1 er den gamle planløsning til dels genkendelig med stuer mod gaden og køkken og kammer mod gården. Det oprindelige kammer, med egen opgang fra trapperummet, er blevet inddraget i lejlighederne, på nær på tredje sal, hvor det stadig eksisterer. Både i nr. 16 og nr. 1 er badeværelserne og køkkener af nyere tid. Kun i kælderen i ildstedet synligt. Både i nr. 16 og nr. 1 er der i de besigtigede lejligheder bevaret ældre fyldningsdøre med indstukne hængsler med tilhørende gerichter samt traditionelt udførte døre og gerichter. Der er bevaret lysningspaneler, nogle med riflinger, andre med fyldning med spejl. Derudover er der pillepaneler med kannelerede pilastre. Lofterne står pudset. På tredje sal er der synlige loftsbjælker. Taglejligheden i nr. 1 er indrettet med hems til kip med et nyt tagvindue med termorude mod gården. Der er åbnet mellem loftsbjælkerne, og lejligheden står generelt med nye overflader.

Ejendommens miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i Brolæggerstræde og Badstuestræde, hvor hjørnebygningen indgår som en integreret del af husrækken, der består af tilsvarende bygninger opført i samme periode. Med sin enkle, klassiske proportionering, smigfag og brede facadelængde, danner huset et markant hjørne. Hertil kommer den miljømæssige værdi af grundens traditionelle bebyggelsesstruktur, hvor hjørnehuset, sammen med omkringliggende ejendomme, omkranser et lille gårdrum. Denne struktur er karakteristisk for den tætte, indre by, og Brolæggerstræde 1 og Badstuestræde 16 er således både med til at opretholde Københavns ældre gadestruktur, men danner også et historisk gård- og kulturmiljø.

Den kulturhistoriske værdi ved Brolæggerstræde 1 knytter sig til ejendommen som et eksempel på den nedtonede nyklassicisme, der prægede periodens Københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brand i 1795. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet – og dermed København. I det indre knytter der sig kulturhistorisk værdi til den, til dels, genkendelige planløsning, der kendetegnes ved en hovedtrappe i forhuset mod gården, stuer og værelser mod gaden og køkken og kamre mod gården, der vidner om et borgerligt bygningsideal fra slutningen af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet. Den kulturhistoriske værdi knytter sig også til de oprindelige og ældre bygningsdele som de oprindelige vinduer med hjørnebånd, hulposte med trekvartstaf og håndsmedede beslag, paneleringen og stukkaturen, de oprindelige og gamle døre og gerichter og de gamle hovedtrapper med alle deres detaljer.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til facadens nyklassicistiske udtryk, der karakteriseres ved en stærkt forenklet facadekomposition med symmetri og et fladebetonet, taktfast udtryk. Den refendfugede underetage, hvorpå den enkle pudsede murflade med de tre hovedetager hviler, og som afsluttes af hovedgesimsen, er et udtryk for denne forenkling. Kun det brækkede hjørne er fremhævet ved at indramme vinduerne. De glatte murflader, enkle horisontale linjer og den regelmæssige og taktfaste placering af vinduerne bidrager til facadens overordnede rolige og værdige simple fremtræden, der højnes af sparrenkopgesimsen og accentueringen af vinduerne i smigfaget. På bagsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det prunkløse udtryk og den enkle materiale- og farveholdning, der skaber en sammenhæng i gården.

Læs videre om

• Arbejdernes Forsamlingsbygning, København
• Grønnegade 27, København
• Kompagnistræde 32, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen