Brummersgård
.
Brummersgård
.

Brummersgård ligger på Aarø 145 i Haderslev Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Gården blev opført i år 1866 og bestod da af et stuehus og tre stråtækte udlænger. Gårdens navn stammer fra den tidligere ejer, Knud Brummer. Brummersgård blev for et par år siden istandsat, herunder blev udført restaurering af døre og vinduer, afrensning og kalkning af murværket, udskiftning af stråtaget, hvor seks tidligere nyere kviste blev fjernet.

Bulladen blev opført i 1650 på en mindre ejendom i Haderslev by. I 1999 blev laden flyttet og givet til Brummersgård som en gave fra Haderslev Kommune. Teknikken med bulkonstruktion stammer fra middelalderen og måske endda vikingetiden. Navnet kommer af de meget brede planker, der kaldes bulfjæle. Bulkonstruktionen var oprindeligt tænkt som et elementbyggeri, der nemt kunne skilles ad og samles på ny. Dette betyder at flere af de bevarede bygninger i bulkonstruktion, er blevet flyttet adskillige gange, og i dag derfor ikke står på det oprindelige sted. Fordi bygningerne var så nemme at flytte blev de ligeledes regnet for løsøre, ligesom møbler, og altså ikke som fast ejendom. I Danmark er der flere gange blevet udstedt forbud mod at opføre huse i bulkonstruktion på grund af den store mængde træ det kræver. Men i det skovrige område mellem Kolding og Aabenraa fortsatte man trods forbuddene med at bygge bulhuse helt frem til begyndelsen af 1800-tallet. Dette skyldes at Sønderjylland på daværende tidspunkt var opdelt i hertugdømmer, der ikke skulle indordne sig lovgivningen i kongeriget, hvor det blev forbudt allerede i 1600-tallet.

Beskrivelse

Brummersgård er en trelænget bondegård på den lille ø Aarø ud for den jyske østkyst ved Haderslev. De tre længer ligger omkring en gårdsplads, der åbner sig mod syd. Stuehuset mod nord og bulladen mod vest er fredet, mens den noget yngre østlænge ikke indgår i fredningen, og derfor ikke er nærmere beskrevet. Stuehuset er en grundmuret længe i én etage med lav frontgavl over havesidens midterste fag. Taget er et afvalmet stråtag med mønning og kragetræer samt tre hvide skorstenspiber med sokkel og krave i rygningen. Murene er gulkalket, sokkelen malet med kønrøg, døre og vinduer er mørkegrønne, mens alle bygningsdetaljer er hvidkalkede, herunder gesimsen med savtakfrise, hjørnelisener, vinduesstik og sålbænke samt partier omkring dørene. I gårdfacaden sidder to ældre, tofløjede fyldingsdøre med overvinduer og granittrapper foran, mens der i havesiden findes en enkel ældre havedør med en udvendig forsatsdør. Vinduerne er alle ældre og firrammede med en let buet overkarm, på nær to rødmalede støbejerns-kældervinduer, som ses i havesiden. I det indre er en ældre grundplan bevaret med midterskillevæg. Bygningen er opdelt i en større bolig mod vest og en mindre mod øst. Mod vest fremstår rummene med pudsede lofter og enkel stuk, mens lofterne i den østlige del er bræddelofter med synlige bjælker. Gulvene udgøres af traditionelle fyrretræsplanker og enkelte steder ses ældre ølandsfliser og teglsten. Flere ældre bygningsdetaljer er tillige bevaret, herunder kakkelovne, fyldingsdøre med gerichter, låse og greb samt vinduernes- anverfere og stormkroge. Køkken og badeværelser har nyere elementer.

Bulladen er i én etage, opført traditionelt af egetræ på en granitsokkel og afsluttet af et stråtag med mønning. Bulkonstruktionen består af lodrette stolper med brede vandrette brædder imellem, en høj, kraftig fodrem, sugfjæl og lodret bræddebeklædning i gavltrekanterne. I begge langsider findes en bred tofløjet revleport, der går et stykke op i tagfladen samt mod gårdspladsen et høgab. Der er ingen vinduer i laden, men under høgabet findes en lille luge. I det indre ses bygningens vægge af egetræsstolper og -brædder, gulvet er et nyere teglstensgulv, og der er åbent op til kippen. Laden anvendes i dag til opbevaring og café.

Miljømæssig værdi

Brummersgårds miljømæssige værdi knytter sig til placeringen på Aarø hvor de tre længer omkring gårdrummet tilsammen danner et helstøbt anlæg med en stemning af landlig idyl. Dette underbygges tillige af stuehusets intakte pigstenskanter, der er en traditionel metode til at afhjælpe regnvand fra et stråtækket tag.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til Brummersgårds overordnede træk af en ældre, traditionel trelænget bondegård med stråtækkede længer og et ophøjet stuehus midt for. Hertil kommer at stuehuset er et velbevaret og elegant eksempel på, hvordan datidens velhavende bonde i denne del af Sønderjylland byggede til sig selv.

Hierarkiet mellem bygningerne og deres forskellige funktioner aflæses tydeligt i den forskellige materialebrug og detaljeringsgrad. Dette ses i stuehusets taktfaste, store vinduer, brede fyldingsdøre, savtakfrise og mønstrede partier, som tydeligt adskiller sig fra de øvrige to længer, der har færre og mindre åbninger i form af staldvinduer, revleporte og høgab, der især i bulladen vidner om den tidligere funktion som lade. Hertil kommer den kulturhistoriske værdi som relaterer sig til selve bulkonstruktionen, der fremstår intakt og dermed vidner om den ældre byggeteknik, som i dag kun er bevaret få steder i Danmark. Værdien knytter sig især til de bevarede materialer ude som inde, der sørger for en utrolig høj autenticitet. Endvidere vidner den pragmatiske løsning med lodrette søjler og vandrette bulplanker om muligheden for at flytte bygningen.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi for Brummersgårds stuehus fremtræder særligt ved den overordnede symmetri og den rolige materialeholdning, herunder de gulkalkede mure, det stejle, store og ubrudte tag samt de grønmalede vinduer og døre. Hertil kommer de hvidkalkede detaljer, som hjørnepilastre, dørenes indramninger og vinduernes sålbænke, der hviler på konsoller samt vinduesbrynene med savsnit. Tilsammen samler de mange hvidmalede detaljer bygningen visuelt, og giver den traditionelle arkitektur et formfuldendt og herskabeligt udtryk. Dette underbygges endvidere af dørenes diamantfyldinger og detaljerede sprosseværk i overvinduet. Stuehuset fremstår tillige med en overordnet horisontal orientering grundet den markerede grå sokkel, hvide gesims og den taktfaste vinduessætning, der på let vis brydes af hoveddørene, hvor den hvidtede indfatning spænder ud mellem sokkel og gesims. I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til den bevarede grundplan med midterskillevæg samt den store forstue med ølandssten. Hertil kommer de højloftede rum med bevarede materialer og bygningsdetaljer, herunder særligt de klassicistiske fyldingsdøre, stukken i stuerne og den malede bladranke i spisestuens rosette som tildeler bygningen et elegant udtryk. Den arkitektoniske værdi for bulladen relaterer sig til den enkle bygningskrop, som fremstår velproportioneret med det stejle, spidse tag og granitsoklen, der giver en solid base for den kraftige bygning. De ubehandlede brædder tildeler tillige laden en let, changerende grålig farve, der virker harmonisk sammen med de ubrudte, stråtækkede tagflader.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links