Bruunshaab gamle Papfabrik ligger på Vinkelvej 93 B i Viborg Kommune. Bygningen er fredet.

Beskrivelse

Produktionsbygningen er opført i tre etager på et støbt fundament i rødt murværk og afsluttes af et lavt heltag beklædt med grå plader. Begge langsider har ret tætsiddende store vinduesåbninger med kurvehanksbuede stik taktfast på række og geled i alle tre etager isat store, rødmalede, opsprossede støbejernsvinduer samt profileret hovedgesims. Bygningen står med kamtakket gavlkvist mod gårdsiden med urskive, samt kamtakkede gavlfacader. Mod landevejen er gavlen desuden prydet med forskellige dekorative blændingsfelter og udstyret med mindre støbejernsvinduer.

I den sydligste del af bygningen findes et trapperum, ellers optager en stor hal hver af de tre etager, hvis lofter understøttes af en søjle/dragerkonstruktion. I grundplan er gulvet støbt; på de øvre etager ligger parketgulv; væggene er pudsede og hvidlakerede. Stueetagen rummer produktionshal, 1. sal tørrehal og 2. sal lakerehal.

Kollergangshuset er en mindre udbygning i en etage på produktionsbygningens vestside, bygget i rødt murværk og udstyret med store støbejernsvinduer under kurvehanksbuede stik samt lavt halvtag med grå plader. I forlængelse af produktionsbygningen ligger maskinhuset, som er opført i én etage på støbt sokkel i rødt murværk med profileret hovedgesims. Vinduerne er regelmæssigt fordelt og svarer i øvrigt til produktionsbygningens. Huset afsluttes af et heltag beklædt med grå plader.

Maskinhuset rummer tre rum: Turbine- og kedelrum med støbte gulve og pudsede, hvidkalkede vægge, dampmaskinerum med flisegulv og på den nedre del af væggen fliser. På den sydlige del af turbinehusets vestfacade er tilbygget en lille værkstedsudbygning i rød mur med pladehalvtag og store støbejernsvinduer. I facadens nordende findes tillige en lille udbygning, som er sammenbygget med skorstenen i røde tegl. Den nordligste tilbygning er den gamle kulgård, som har rødmalede bræddevægge på klink uden vindues- og døråbninger og heltag med grå plader. På produktionsbygningens vestside og i vinkel med denne ligger en tilbygning til efterbehandling, lager og kontorbrug, otte vinduesfag lang og to etager høj med lavt pladedækket, gråt heltag.

Tilbygningen har regelmæssigt fordelte, hvidmalede, todelte og opsprossede vinduer. Desuden indeholder tilbygningen en rødmalet port med hejseværk ovenover på nordfacaden, et nyere indgangsparti på sydsiden med jerntrappe til et glasvindfang og en indgangsdør isat termorude på førstesalen samt en lille grundmuret vindfang i en etage i den vestlige ende af sydfacaden med en nyere indgangsdør. Bygningen rummer i stueetagen en stor lagerhal med støbt gulv, pudsede vægge og loft understøttet med jerndragere samt i den vestlige ende nogle kontorlokaler med en del originalt udstyr. Førstesalen er nyindrettet til et stort udstillings- og mødelokale delt af en glasvæg og med loftbeklædning af træbeton. Det fritliggende udhus er i rødt murværk og står med tre dobbeltfløjede, rødmalede porte mod syd, samt gråt pladeheltag.

Direktørboligen er en lang enlænget bygning i én etage med udnyttet tagetage. Den er opført på en støbt sokkel i rødt murværk og står med teglhængt, halvvalmet tag. Bygningen har undergået adskillige ændringer i dette århundrede. Den symmetriske gårdfacade har tre moderne enfløjede bræddedøre med overvindue og femtrins trappe til og tætsiddende hvidmalede, opsprossede korspostvinduer. Over midterpartiet findes en frontonprydet gavlkvist over tre vinduesfag, stammende fra ca. 1937 og på hver side af denne nye zinkbeklædte kviste. Havesiden er udstyret med den samme type vinduer, men her uregelmæssigt placerede, en ny dobbeltfløjet havedør med termoruder, en helvalmet gavlkvist over tre vinduesfag og to moderne kviste samt veluxvinduer og solfangeranlæg i/på taget.

Indtil en stor ombygning omkring 1937 stod huset endvidere med tre skorstene, som derefter reduceres til én, nu også forsvunden skorsten. Direktørboligen indeholder i dag to boliger. Indtil ca. 1937 fandtes der to små kælderrum, hvorefter kælderarealet blev noget udvidet. Også stueetagen synes på dette tidspunkt og senere at have undergået flere ændringer. I tagetagen fandtes i 1937 tre kamre i gavlene, og ellers et stort loftsrum. I forbindelse med tilbygningen af de nye gavlkviste indrettedes også værelser i midterpartiet, og i nyere tid er hele loftsetagen blevet udnyttet til beboelse. Huset rummer en del fast inventar, antagelig fra første halvdel af 1900-tallet. Funktionærboligerne er ligeledes en lang enlænget bygning, opført på en skrånende grund i én etage ca. 1825 med kælder under den nordlige del.

Omkring 1900 er den forhøjet med en etage og ca. 1940 betydeligt ombygget. Mod nord har den kampestenssokkel, ellers står facaderne i rødt blankt murværk, som bærer tydeligt præg af flere byggeperioder. Bygningen afsluttes af et lavt heltag beklædt med grå plader og udstyret med to skorstene. Gårdfacaden er symmetrisk ombygget med en dobbeltfløjet fyldningsdør og en støbt toløbstrappe i midteraksen og derudover ""klassicistiske"", hvidmalede vinduer taktfast på række og geled. Havesiden har også regelmæssigt fordelte vinduer foruden to nyere terrasser med jernrækværk i stueetagen og lidt mindre altaner på førstesalen. Bygningen, som indeholder fire lejligheder – to på hver etage – bærer indvendig stærkt præg af en ombygning omkring 1940, hvor etageplanerne og det faste inventar i alt væsentligt synes at stamme fra. Vedligeholdelsestilstand: Fabriksanlægget og boligerne er i god vedligeholdelsesstand.

Bygningshistorie

Siden middelalderen har mølleåen ved Bruunshaab været udnyttet til forskellig produktionsvirksomhed; fra 1809 til 1919 til klædefabrikation. Den ældste del af fabriksanlægget er således opført til Bruunshaab Klædefabrik, som i 1916 blev solgt til papfabrikant Janus Smith, der fra 1919 drev papfabrik på stedt. I oktober 1986 blev papfabrikken lukket, hvorefter en gruppe interesserede tog initiativ til oprettelsen af en selvejende fond, hvis opgave skulle være at drive fabrikken videre som arbejdende fabriksmuseum, for dermed at bevare et gammelt intakt fabriksmiljø som autentisk udtryk for en fase af den danske industriudvikling. Den 21. oktober 1986 oprettedes en selvejende institution, Bruunshaab gamle Papfabrik, med støtte fra Viborg Kommune og Viborg Amt, som erhvervede de nyere maskiner m.m., mens Skov- og Naturstyrelsen købte arealet med mølledam, fabriksbygninger og de ældste af maskinerne, der er nødvendige for en fortsat drift.

Fra januar 1987 genoptoges papproduktionen i museumsregi. Allerede i januar 1986 modtager fredningsmyndighederne et forslag om bygningsfredning af Bruunshaab Papfabrik (uden boliger). I den forbindelse udtaler museumsinspektør Torben Ejlersen, Nationalmuseets møllelaboratorium, i september 1986 bl.a. om papfabrikken: "Anlægget er et karakteristisk eksempel på den ældre vandkraftafhængige industri, hvor man knyttede boliger til for at sikre arbejdskraft". Bygningskomplekset står som en velbevaret helhed, som industrihistorisk ikke bliver mindre værdifuld ved at rumme maskineri væsentligt drevet ved remtræk og forlagsaksel. Den bevarede dampmaskine er ganske vist først installeret i 1943, men følger en tradition på stedet for anvendelse af damkraft som supplement for turbinerne".

Fredningsforslaget forelægges i oktober samme år for Det Særlige Bygningssyn, som udsætter afgørelsen af sagen. I december behandles forslaget atter. I sagsmaterialet til synet tilkendegiver den daværende fredningsstyrelse, at man ikke finder, at bygningerne har de arkitektoniske kvaliteter til en fredning, men at synet bør overveje, om de bør fredes af kulturhistoriske grunde. Samtidig meddeles det, at det er styrelsens opfattelse, at bygningsfredningsloven ikke giver hjemmel til at hindre ejeren af en fredet bygning i at fjerne et fabriksmaskineri eller til at ændre bygningens funktion. Spørgsmålet om en eventuel videre drift som arbejdende fabriksmuseum er ikke afklaret, da synet træffer sin afgørelse. Det Særlige Bygningssyn udtaler den 10. december 1986, at fabriksbebyggelsen ikke repræsenterer de særlige arkitektoniske værdier, som er en forudsætning for fredning af bygninger yngre end 100 år, og synet finder ikke fabriksanlæggets industrihistoriske betydning tilstrækkelig til at begrunde en indstilling om fredning.

Videre læsning

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om

Eksterne links