På dette foto fra ca. 1952 fra Buddinge fremstår byen stadig landsbyagtig, men så gik det hurtigt med udbygning, og Buddinges stigende befolkningstal førte til behov for endnu en skole, der åbnede i 1956.
.

Landsbyen Buddinge bestod i 1850 af 23 gårde og et antal huse; i alt 484 personer boede her. De 11 af gårdene lå på byens markjorder, og her opstod villabyen Søborg, der i dag er et kvarter i Buddinge. Buddinge blev til gengæld fra slutningen af 1800-tallet Gladsaxe-Herlev Sognekommunes administrative centrum. Især Buddinge Kro lagde hus til en stor del af sognerådets møder. Da den nye Buddinge Skole blev indviet i 1902, rykkede den tekniske forvaltning ind i en del af bygningen. I 1908 stod Søborg Skole færdig, og alle elever fra Buddinge rykkede derhen. Derefter blev hele Buddinge Skole indrettet til administration. Buddinge havde i 1921 834 indbyggere. Det centrale Buddinge voksede langsomt til forskel fra Søborg. Omegnens bønder fik malet deres korn i Buddinge Mølle, og kornet blev fragtet videre med toget fra Buddinge Station. Stationen, som var åbnet i 1906, blev mest brugt til godstransport.

I 1937 blev Gladsaxe Rådhus opført i Buddinge, men først i 1953 kom startskuddet til Buddinges forvandling fra landsby til forstad. Først blev Ringvej B 3 (den senere Ring 3) ført igennem til Buddinge Torv og byens rundkørsel anlagt til erstatning af det gamle torv. Ligeledes i 1953 blev en tilbygning til rådhuset opført. I 1956 stod den tredje Buddinge Skole færdig, og samme år kunne det nybyggede Gladsaxe Gymnasium optage de første elever. Arkitektparret Nils og Eva Koppel stod bag begge byggerier. Gymnasiet var tænkt som et større kulturcenter, der skulle samarbejde med det nu lukkede Gladsaxe Teater og fik en stor aula, der kunne omdannes til teatersal. Tinghøjparken stod klar i 1951, og Buddinge Centret blev bygget først i 1960’erne. I 1968 kunne Buddinge Kirke indvies; indtil da havde beboerne hørt til Søborg Kirke (Søborggård Sogn), der var opført 1913‑14.

Stationen på Hareskovbanen blev i 1977 omdannet til S-togsstation. Gladsaxe Stadion, Marielyst, blev i perioden 1970‑2007 moderniseret og fornyet med bl.a. nye tribuner, træningshal og opvisningsbaner. I 2005 åbnede kommunen den tidligere telefonfabrik GNT Automatic på Telefonvej som centrum for en stor del af kommunens kreative fritidsaktiviteter såsom teater, kor og musik. I forbindelse med Plejehjemmet Kildegården blev der i 1978 bygget nye ældreboliger, ligesom der få år senere kom ældreboliger på Søborg Hovedgade. 1991‑93 blev Høje Gladsaxe renoveret, og i 2001 blev Søborg Torv ombygget med trappe og bassiner.

Videre læsning

Læs mere om Buddinge

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Byhistorie