Den midtsjællandske gård fra 1800- tallet var en firlænget bindingsværksbygning med stråtag. Stuehuset kunne være bredere end længerne. Der var kun adgang til gården gennem porten. I gårdens hjørner var der normalt trekantede tjærede trægavle. Husmandsgården var mindre og trelænget, en vinkelbygning eller en enkelt længe.
De ældst bevarede gårde havde de laveste bygninger og de laveste stuer og rum. Det skyldtes styrtrumskonstruktionen, hvor den tværgående bjælke blev tappet ind i stolpen et stykke nede af stolpen. Konstruktionen kan kendes på bjælketappen, som går gennem til stolpens yderside, hvor den er naglet fast. På Midtsjælland var bindingsværk normalt hvidkalket.
Fra 1850’erne vandt de brændte tegl indpas. Stuehusene blev adskilt fra lader og staldbygninger. Porten forsvandt, og det grundmurede stuehus orienterede sig ud mod haven og omverdenen.
