Det langelandske bindingsværk var af østfynsk type, dog ikke helt så rigt, og så var det overkalket som på Sjælland. Gårdene var fra gammel tid firlængede, men i 1800-tallet blev en del gårde bygget som trefløjede anlæg med stuehuset i midten. Efter 1870 blev byggeriet præget af rødt murværk og historiserende detaljer; nogle stuehuse fik lofts- og vægmalerier, bl.a. af den lokale Daniel Weesch.
Eksempler på Bedre Byggeskik ses i statshusmandsbrugene i Bøsseløkke og Ormstrup fra 1928. På Strynø fandtes tidligere de »slesvigske« gårde, som også kendes fra Ærø og Lyø, med en lang hovedlænge med både bolig og stald. Omkring 1880-90 blev der med søfartens blomstring opført en lang række murede småhuse på Strynø med fine detaljer og dekorative fyldingsdøre, bl.a. med sprosser udført som et »livstræ«, bygget af den lokale murer Peder Christensen Jeppesen, kaldet Pe’ Bager.
Generelt er bebyggelsen på landet præget af kontrasten mellem de store godser og proprietærgårde, de statelige bøndergårde og de små arbejder- og håndværkerhuse i lange rækker langs vejene.
Havekulturen var tidligere præget af pyntelighed med buksbomkantede bede, blomster og frugttræer, men i dag er traditionen ved at være brudt. Den romantiske have ved Søvertorp, som forfatteren Agnes Henningsen skrev om i sine erindringsbøger, blev anlagt i 1853 af havearkitekt Carl Wilhelm Suhr og er i dag fredet. En dobbelt trærække adskiller pryd- og nyttehave. Prydhaven har slyngede stier, sø med hvidmalet træbro, græsplæne med træer og cirkelformede rosen- og staudebede. I nyttehaven er frugttræer, frugtbuske, nøddelund og ishus.
