De sydvestjyske gårde var fra 1500-tallet firlængede, i 1600-1700-tallet i bindingsværk og ofte med et »korshus« bygget på stuehusene (korte udbygninger med 1-2 stuer). Mandø og Fanø var derimod præget af »slesvigske« smågårde med stald og bolig i samme længe, fx på Mandø Byvej 15 fra 1838.
I 1700-tallet kom teglbyggeriet sydfra til Ribeegnen gennem omrejsende teglbrændere, og stuehusene på præstegårdene i Nørre Farup og Store Darum fra hhv. 1712 og 1720 er eksempler herpå.
Omkring år 1800 blev mange gårde omsat til grundmur, undertiden med stemplede årstal i murstenene. Byggeskikken blev nu præget af afvalmede gavle, murede buer over portene samt over hoveddøren et »arkengaf«, en lille halvrund kvist med en luge eller vindue. Eksempler herpå kan ses på Solbjergvej 25 fra 1856 og den forhenværende Ølufvad Kro på Ølufvad Hovedvej 85 fra begyndelsen af 1800-tallet. Efter 1850 fik stuehusene elementer fra herregårde og byhuse med hvide liséner og trekantfrontoner omkring hoveddøren. Eksempler ses bl.a. i Øster Vedsted, Lille Darum, Tjæreborg Sønderby, fx Sønderbyvej 28 fra 1880, og Skolevej 43 i Tjæreborg fra ca. 1850‑60.
Af landbygmestrene fra den tid kan nævnes Peder Højer, Jens Christian Jensen (kendt som Christen Maler) og Søren Frederiksen. Efter en periode med historicistisk arkitektur var egnen fra ca. 1914 og frem til 1950’erne præget af Bedre Byggeskik, bl.a. i de mange udflyttede gårde og husmandssteder. Et fint eksempel er Inder Bjerrum vest for Ribe, fx Bjerrumvej 2 fra 1922 af bygmester Jens Martin Clausen. Dette byggeri blev gennem de jyske landboforeninger model for godt landbrugsbyggeri. Egnen præges stadig af rødstenslænger med afvalmede tegl- eller eternittage og fine detaljer i stuehusene. I 1930’erne fik stuehusene dog trefags vinduer, og udlængerne stålvinduer, og i 1970’erne kom de rationelle driftsbygninger og stuehuse med store vinduer og faste saddeltage.
