Langs Øresundskysten lå før i tiden de små fiskerlejer Nivå, Sletten og Gammel Humlebæk. Fiskerhusene var lave længehuse, der var lagt tæt ved hinanden og grupperet omkring ophalerplads og senere havn. Bebyggelserne skilte sig dog funktionsmæssigt ud fra hinanden, idet Nivå i det væsentlige var rettet mod teglværksindustrien og således bestod af arbejderboliger, der dog i byggeskik ikke adskilte sig fra fiskerhusene.
Kommunen har ganske mange bygninger opført i den oprindelige sjællandske byggeskik i overkalket bindingsværk, »kalket over stok og sten«, med stråtage og en del med bræddegavle. Husmandshusene og fiskerhusene afveg ikke fra hinanden; de var alle smalle bygninger med små vinduesåbninger.
Gårdanlæggene, der blev anlagt først i 1800-tallet i forbindelse med udskiftning og udflytning, fik fra begyndelsen fritliggende stuehuse. Med de mange teglværker fra 1870’erne blev stuehusene bygget i tegl, og historicismen satte sit præg på stuehusene med pyntelige detaljer som pudsede bånd og gavlkviste. Udlængerne var oftest sammenbyggede og hvidkalkede.
Som noget særligt findes der en stor del lerjordshuse i Fredensborg Kommune fra perioden fra 1790’erne til omkring 1840. Teknikken var indført fra Frankrig og blev taget op som følge af mangel på andre byggematerialer. Husene blev opført på en sådan måde, at væggene enten blev rejst uden forskalling, hvilket medførte en organisk udseende væg, eller med forskalling, hvilket gav et mere ensartet udseende. Teknikken hedder pisé, og et eksempel herpå er udlængerne til Hegnsholt, der ligger lidt uden for landsbyen Grønholt.
