Fredericiaegnen var i vid udstrækning krongods og hørte direkte under kongen. Krongodset blev udlagt til ryttergods i 1670 under Koldinghus, og fraværet af herregårde har præget landskabet, der kun har få boliger for skov- og landarbejdere.
Egnen er derimod rig på store firlængede gårdanlæg, der for nogles vedkommende blev dannet over tid og med forskellig byggeskik og materialer, men fra 1900-tallets første årtier opførtes en række samlede grundmurede anlæg præget af symmetri og detaljerigdom i udsmykningen. I de tidligere skovrige egne mod nord findes stadig helstøbte bindingsværksanlæg, hvoraf flere kan dateres tilbage til 1600-tallet. De stående bygninger fra 1800-tallet er præget af en rig brug af egetømmer, detaljerigdom og en livlig farvesætning, bl.a. markerer den såkaldte trelderødt sig. Området langs med Vejle og Rands Fjorde er kendt for flere store bindingsværksgårde, der fik egnsspecifikke bygningskonstruktionsmæssige træk. Mest kendt er de såkaldte dobbelte dokker. De betegnes som fyldtømmer og var konstruktionsmæssigt rent frås af træ, hvilket viser, at der i 1800-tallet var rigelig adgang til egetræ i området. De dobbelte dokker hhv. over og under løsholtet findes stort set kun på denne egn.
Der er endnu bevaret nogle vandmøller i Fredericia Kommune, fx Gammelby Mølle, der fremstår som et helstøbt og smukt 1800-tals-anlæg. Vandmøllens historie går dog længere tilbage; den omtales første gang i 1579 og var i brug frem til 1956. Vandmøllen, der nu er fredet, er opført i bindingsværk på et fundament af kampesten.
