Langs Jyllands vestkyst fra Nymindegab i syd til Nissum Fjord i nord findes en særlig byggeskik, som både Blexgaard (tidligere Blæsgaard) i Staby og Illeborg ved Sdr. Fjand er karakteristiske eksempler på. Som de fleste klitgårde har de igennem tiden skiftet anvendelse fra landbrug til beboelse og ferieboliger. Gårdene fik deres nuværende udseende i løbet af 1800-tallet, da murstensbyggeriet vandt frem i gårdbyggeriet.
Den typiske vestjyske klitgård er en firlænget gård omkring en lukket gårdsplads. Den er opbygget med lade mod nord med port, staldlænge mod vest, stuehus mod syd og en østlænge, der rummer de øvrige funktioner, der er nødvendige for gården. Generelt er længerne tækket med rør og afsluttet af en mønning af engtørv eller lyng. Stuehuslængen og ladelængen har halvvalmede gavle og er lidt højere end de to andre længer. Murstenene er brændt lokalt i små ovne. Det har medført uens farvede sten, der giver murene deres karakteristiske farvespil fra lyse, rødgule mursten til hårdtbrændte, der er helt blanke og mørke. Stenene er lagt i kalkmørtel, og de lyse fuger er i plan med facaden. Også de er blandet af kalkmørtel, en blanding af kulekalk og strandsand. Ofte er der pudsede og hvidkalkede facadedetaljer i form af lisener og gesimser. Vinduerne er malet hvide med grønne eller røde farver på karme og lodposter.
