På Vestsjælland dominerer den firlængede gård, og bindingsværksgårdens facader har traditionelt været kalket hvide på både tømmer og tavl. Det gælder fx den fredede gård Strandvejen 38 i Reersø, hvor udviklingen landbrugsbyggeriet kan aflæses, idet vestlængen fra 1870’erne og nordlængen fra 1912 står i grundmur, mens stuehuset og portfløjen fra ca. 1750‑60 står i bindingsværk.
De gamle konstruktionsformer er sjældne, men Højgården, Gniben 6, på Sejerø står, som da den blev opført i 1873, og er blevet sikret for eftertiden. Her kan man bevidne egnsbyggeskikken sidebåndsbindingsværk. Den firlængede gård er udført med indvendige sidebånd, hvor træværket er bladet sammen, ikke tappet sammen. Den har derfor ikke tappede løsholter mellem stolperne, men i stedet spinklere træstykker bladet ind i stolpernes bagside. Dokker og bundrem forekommer heller ikke. Tavlene er dels lerklinede, dels murede i ubrændte lersten. Højgården er hvidkalket, og de trekantede gavlfelter er beklædt med bæverhaler (smalle, lidt flade teglsten). Taget er stråtag. På Sejerø findes også en fredet kirkelade.
Bedre Byggeskikbevægelsen søgte at højne landbrugsbyggeriet, og på Kelleklintevej 6 i Kelleklinte findes et godt eksempel i gården Wiekær fra 1913, der er tegnet af Ivar Bentsen. Bentsen stod også i 1912 for en lærerbolig på Ubberup Højskole, Højskolevej 1, i rød blankmur og med pittoreske detaljer.
